Fortsæt til hovedindholdet
3. juli 2025

Boganmeldelse: "Buster" af Rasmus Julius - en graphic novel om sorg

I disse år udkommer, der meget litteratur om sorg. Mange bøger skal give den sørgende en forståelse og indsigt i sorgens væsen.  

Fordi vi taler ikke om den, medmindre vi oplever selv at blive ramt.  

Rasmus Julius har tegnet en graphic novel, hvor tegningerne taler, om hvordan sorgen føles.

Hvorledes man kan føle sig så overvældet, at man drukner, hvordan det kan være svært at indvie andre i savnet og længslen efter den døde. Og vreden der kan lade ordene rotere om kroppen, mens de stikker dybere og bliver råbt højere for at lukke alt ud på én gang, fordi det ikke er til at bære.  

Der er hele 12 sider, hvor der ikke er ét ord, kun smerten, lidelsen og det liv, der leves som i en tåge. Og så kommer de, ordene. 
Andres ord, der siges velment, men forfejler deres omsorg. Anders har mistet sin søn, Buster og det overskygger alt i hans liv.  

Bogen opdelt i tre dele, lidelsen, døden, opstandelsen. 
Farvepaletten til lidelsen er grå, sorte, få røde ellers mørk okker toner. Der er ikke meget lys. selvom rammerne til tegningerne er hvide.

Der er hele sider næsten totalt opslugt af mørke.  

Busters død beskrives i afsnittet døden og først her kommer der farver på, da Anders fortæller om begravelsen og om alle dem, der var der, da de lige havde mistet. Han fortæller til sin søns engel også alt det han skammer sig over, at forlade sin kone, lukke sig selv ude af relationer og bare holde fast med fingerspidserne i sit vante arbejdsliv. Han fortæller også om vreden over sig selv.  

Opstandelsen sker der hvor Andres åbner op for nye relationer, og til at forsone sig med sin ekskone. Han tager så at sige livet på sig igen - alt får liv, alt får farver.  

Buster er en smuk og vedkommende bog om sorg for den unge og den voksne både den, der har mistet selv og dem, der ikke helt forstår hvad sorgen gør ved en.  

Teologisk byder bogen også på samtaler om at forsone sig med det, man gør eller har gjort, om magtesløshed, skyld og skam, om gensyn og opstandelse. Buster,  som engel, vejviser sin far, så han kan åbne op for livet, og hvordan han kan bære sorgen og savnet med sig.  

Det er vanvittigt enkelt og smukt gjort. Og bogen kan bruges til at få ord om det, der er så svært at få sagt og forklare andre.  

Som når to sider viser far og mor med den døde dreng imellem sig, som lå de i sengen og krammede inden brunchen stod klar - og lige overfor ligger forældrene stadig på samme måde vendt mod deres drengs kiste. Så enkelt kan det vises, at de stadig er forældre til ham, omend han er død. Det er stærke billeder, der får tårerne til at trille, fordi det går rent ind. Som læser kan du føle med.  

Bogen er hermed anbefalet også til sorggrupper eller andre, der får sorgen ind på livet.  

Lill Arendt Hemmingsen, sognepræst og leder af sorggrupper, sorgcaféer og sorgvandringer