Alle veje fører til Idestrup – og Hjernekassen på DR
Sognepræst Niels Peter Thisted fra Idestrup har været i Hjernekassen på DR og tale med Peter Lund (hjerne-)Madsen om kristendom.

Hjerneforsker Peter Lund Madsen i Hjernekassen på DR P1
”Det var måske lidt et tilfælde,” forklarer Niels Peter Thisted. Tilfældet var, at det lige blev ham, som skulle fortælle om kristendommen i programmet Hjernekassen på P1.
Det begyndte egentlig med, at den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, havde aftalt med Peter Lund Madsen at lave et program om kristendommen.
”Kozon fik, tror jeg, ret frie rammer, så han tog den katolske præst Daniel Nørgaard med,” fortæller Niels Peter Thisted og fortsætter:
”Og så har han vel ment, at det var en god anledning til også at have en Folkekirke-præst med i studiet, for at give det lidt bredde. Han spurgte i hvert fald mig, om jeg også ville være med, og jeg sagde selvfølgelig ja,” siger Niels Peter Thisted og forklarer, at den katolske biskop havde hørt Daniel Nørgaard og ham selv tale sammen på en venskabelig måde i et andet radioprogram og været glad for det.
”Måske kan man tolke det sådan, at biskop Kozon havde et økumenisk sigte med at invitere mig med, siger Niels Peter Thisted, og fortæller, at deltagerne selvfølgelig blev udfordret på, hvad forskellen er på romersk katolicisme og folkekirkelig protestantisme, men det var der ikke tid til at gå rigtigt i dybden med.
”Jeg oplevede også, at alle i studiet var meget mere optagede af at få sagt, hvad der forener os,” siger Niels Peter Thisted. Og mens de sad der, fandt deltagerne da også ud af, at de virkelig havde meget tilfælles:
”Der var så også det sjove ved det, at Peter Lund Madsens morfar og mormor var fra Idestrup Sogn. Og Biskop Kozon er født i Idestrup Sogn. Og jeg er sognepræst i Idestrup Sogn. Så det var noget, der på en eller anden måde lige bandt det sammen på en sjov måde, siger Niels Peter Thisted, og tilføjer: ”Det blev et helt ok program, synes jeg.”
Hjernekassen på DR P1
Hjernekassen er et dansk radioprogram med hjerneforsker Peter Lund Madsen, hvor han har forskellige eksperter i studiet og fortæller om en række emner om alt fra sygdomme og naturvidenskab til dans og kunsthistorie. Programmet sendes hver tirsdag på P1.