Fortsæt til hovedindholdet
31. marts 2026

Er du udadvendt, engageret og interesseret i diakoni? 

Vi søger en sognepræst til Kettinge-Bregninge Sogn med 25% diakonifunktion i provstiet

Hvem er du?

  • Vi søger en sognepræst, der er teologisk velfunderet, har lyst til at engagere sig i lokalsamfundet og som ønsker at udvikle det kirkelige fællesskab. 
  • Som diakonipræst er du den synlige “indgangsdør” i provstiet og ansigtet udadtil i forhold til frivillige, foreningsliv og samarbejdspartnere i lokalsamfundet. Du forbinde sjælesorg med diakoni blandt mennesker i sorg, misbrug og ensomhed og bidrager til at indsamle og formidle de gode historier om diakonale indsatser i provstiet, så flere inspireres til at deltage i aktiviteterne, og du bidrager til at opsamle idéer og kortlægge behov til det videre udviklingsarbejde i stiftet. 
     

Hvem er  vi?

  • Kettinge-Bregninge Sogn ligger i naturskønne omgivelser på det sydøstlige Lolland tæt på skov og vand.
  • Der er to kirker i sognet, som begge er velholdte og unikke middelalderkirker med god akustik.  I Kettinge Kirke prydes hele loftet tillige af smukke, restaurerede kalkmalerier. Bregninge Kirke har status som lejlighedskirke.
  • Der er god tilslutning til kirkegangen og til øvrige arrangementer i kirken. 
  • I sognet har vi stabilt personale med lang anciennitet. Der er ansat en graver og to gravermedhjælpere.Organist og kirkesanger er deltidsansat. 
  • Menighedsrådet afholder ét månedligt menighedsrådsmøde. Sommerferieperioden friholdes for ordinære menighedsrådsmøder.
     

Vi tilbyder

  • Du vil få indflydelse på eget embede i samarbejde med et åbent og engageret menighedsråd. 
  • Som 25% diakonipræst har du et særligt fokus på det kirkeligt sociale arbejde i provstiet i tæt samspil med provstiets øvrige præster, menighedsråd og lokale menighedsplejer, ligesom du indgår i arbejdet i Kirkernes Sociale Arbejde i Lolland-Falsters Stift (en selvstændig forening og medlem af Menighedsplejen Danmark). Desuden indgår du i samarbejde med stiftets øvrige diakonipræster og diakonikoordinator om at løse diakonale opgaver på tværs af stiftet og i samarbejde med eksterne aktører.
  • Præstegården er bygget i 1883 og senest istandsat i 2014. Præstegården er en stor, velholdt og smuk bygning, opført i gule mursten med rødt tegltag. Privatdelen udgør cirka 236 kvadratmeter og embedslokalerne er cirka 200 kvadratmeter, heraf entre og kontor på cirka 55 kvadratmeter. Embedslokaler og privatbolig er i samme bygning, adskilt af stor entre. Præstegården opvarmes med fjernvarme, og der er hurtigt fibernet i huset og forberedt for el-bil lader i garagen. Til præstegården hører også en stor og parklignende have, som ligger ugeneret i forhold til kirken. Graveren slår græs og beskærer træerne i haven. 
  • Pastoratet har et tæt samarbejde med Nysted-Vantore sogn. Samarbejdet omfatter blandt andet menighedsplejen og fælles regnskabsfunktion.
  • Der er et kor tilknyttet sognet. Kettingekoret er et voksenkor der ledes af organisten. Koret deltager fast ved fire handlinger i løbet af året samt årets julekoncert. Præst og organist arrangerer i fællesskab en række koncerter årligt. 
  • I samarbejde med Nysted Skole er der også et Lucia-optog i Kettinge Kirke, hvor der sædvanligvis er meget stor tilslutning.
  • Præsten samarbejder med Børnehytten, der er den lokale vuggestue og børnehave. Der er flere arrangementer, hvor børnene deltager. Børnene hjælper bl.a. med at pynte kirken til halloween og fastelavn. 
  • I samarbejde med Ældresagen arrangeres Café Kettinge Kirke, hvor der er foredrag og fællessang. Café Kettinge Kirke afholdes én gang om måneden i menighedslokalet, sommermånederne undtaget.
  • Sognet har god kontakt til den lokale FDF-kreds, som bl.a. er fanebærere ved konfirmationerne i Kettinge Kirke.
  • I forbindelse med Mølledagen i Kettinge afholdes der en friluftsgudstjeneste ved Kettinge mølle. 
     

Om sognet

Kettinge-Bregninge Sogn er et landsogn, med 1296 indbyggere.

Kettinge har et rigt foreningsliv og mulighed for mange fritidsaktiviteter. Der er sportshal med motionscenter og friluftsbad, og mulighed for gå- og løbeture i naturskønne områder. 

I lokalområdet er der privat vuggestue/børnehave, som ligger i gåafstand fra kirken.

I Nysted er der folkeskole med alle klassetrin. Nysted ligger cirka 4 kilometer fra Kettinge og kan nås på cykel.

Der er indkøbsmuligheder i Kettinge og i Nysted. Der er gode busforbindelser til Nysted og Nykøbing F. 

Nykøbing F. er Lolland-Falsters største by, hvor der ligger flere videregående uddannelsesinstitutioner, blandt andet gymnasium, handelsskole, erhvervsskoler og sundhedsuddannelser.

Nykøbing F. har et rigt kultur-, idræt- og handelsliv.

 

Henvendelse vedr. embedet kan ske til menighedsrådsformand Erik Lang.

Tlf.: 2147 1405 (efter kl. 15.30) E-mail: erik.lang.4892@gmail.com

Henvendelse om diakoni-arbejdet kan ske til diakonikoordinator og formand for Kirkernes Sociale Arbejde, Troels Mikkelsen tlf.: 28 99 80 64 E-mail:  tkm@km.dk  

Læs mere om at arbejde Lolland-Falsters stift, hvor der aldrig er langt til kollegerne, fagmedarbejderne i stiftsadministrationen eller biskoppen. Vi dyrker og værdsætter en kultur, hvor det er let at komme i kontakt med hinanden, let at komme til orde, og højt til loftet både teologisk og praktisk.  

Praktiske oplysninger

Kirkebogsførende sogne- og diakonipræst til Kettinge-Bregninge Pastorat

En stilling som 75% sognepræst (kbf) og 25% diakonipræst i Kettinge-Bregninge Pastorat, Lolland Østre Provsti, i Lolland-Falsters Stift er ledig til besættelse fra den 1. august 2026. 

 

Stillingen er lønindplaceret i løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken.

 

Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. 

 

Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.

 

Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Boligbidrag vil blive fastsat ved vurdering.

 

Eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet bedes vedlagt ansøgningen.

 

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

 

Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.

 

Er det første gang du søger embede i Lolland-Falsters Stift, bedes du kontakte biskoppens sekretær Louise V. Andersen på tlf. 54840711 eller LVA@KM.DK for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Marianne Gaarden.

 

Ansøgningen skal stiles til By-, Land- og Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Lolland-Falsters Stift pr. mail til: LFSTIFT@KM.DK og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdato kl. 15.00.


 

Opslået: 31. marts 2026

Udløber: 20. april 2026


 

Business Lolland-Falster, en erhvervsorganisation med 400 medlemsvirksomheder, hjælper gerne med at finde relevant beskæftigelse til ægtefælle/partner, hvis det ønskes. For yderligere information kan Lise Damsbo Savic kontaktes på ld@businesslf.dk