Biskoppens månedshilsen september 2026
Skaberværket er en gave, vi har fået betroet. Den gamle tradition med at fejre høstgudstjeneste minder os om, at vi lever af noget, vi ikke selv har skabt – men også, at vi selv er skabte. Og her ligger en vigtig pointe: Vi står ikke uden for skaberværket. Vi er en del af det.
Kære alle
Mange kirker landet over er i denne tid pyntet med grøntsager, frugter, korn og blomster. Det er årstiden for høstgudstjenester, hvor vi synger en af de mest yndede høstsalmer, Vi pløjed’, og vi så’de, med det kendte omkvæd: ”Alle gode gaver, de kommer oven ned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed.” Salmen handler om landmanden, der arbejder med jorden og derefter må sætte sin lid til den himmelske barmhjertighed. Han er afhængig af sol, regn og varme i rette mængder, så markens vækster kan gro. Det er landmandens perspektiv.
En toårig dreng lyste forleden op i et stort smil, sagde ”grador” og pegede begejstret på en John Deere, der kørte i en traktorkortege mod Christiansborg. Bag rattet sad en landmand, der lever af og med den jord, vi andre også lever af. For børn, der vokser op på stenbroen i København eller i andre større byer, vækker ordene om gaver, der kommer oven ned, sikkert helt andre associationer. Gaver får man til sin fødselsdag og til jul. Maden, man putter i munden, kommer fra det nærliggende supermarked. Det er barnets perspektiv. Men hvordan forenes de forskellige perspektiver?
Netop i disse uger markerer kristne kirker over hele verden det, der kaldes Skabelsestiden. Den 1. september markerer den ortodokse kirke skabelsen, og den 4. oktober fejrer den katolske kirke Frans af Assisi, der havde blik for forbindelsen mellem naturen, dyrene og alt levende. I tiden mellem de to dage inviteres kirker på tværs af lande og kirkesamfund til at fejre skabelsen som Guds gave og til at reflektere over vores fælles ansvar for jorden.
Måske er den gamle tradition med at fejre høstgudstjeneste, hvor taknemmeligheden er det bærende, derfor mere aktuel end nogensinde – hvad enten man bor på stenbroen eller på landet. Skaberværket er en gave, vi har fået betroet. Vi bliver mindet om, at vi lever af noget, vi ikke selv har skabt – men også, at vi selv er skabte. Og her ligger en vigtig pointe: Vi står ikke uden for skaberværket. Vi er selv en del af det.
Derfor er omsorg for skaberværket også omsorg for menneskelivet. Landmanden har altid været afhængig af vejret, men når tørke, oversvømmelser og ændrede vækstbetingelser bliver mere ekstreme, bliver denne afhængighed tydeligere. Og klimaforandringerne skærper kun den erfaring. Vi skal både værne om de mennesker, der lever af jorden, og om den jord, som mennesker lever af. Vi er selv en del af det skaberværk, som vi har et fælles ansvar for.
Når du går i en skov, en have eller en park, langs stranden eller på kirkegården, og er omgivet af natur – træer, blomster, planter, fugle og insekter – så er det så let at betragte naturen udefra og glemme, at vi er selv en del af den. Men ødelægges skaberværkets livsbetingelser, rammer det også vores egne. Derfor er hensynet til klima, vandmiljø, planter og dyr også et hensyn til mennesker og de generationer, der kommer efter os. For vi er også en del af skaberværket.
”Vi pløjed og vi så’de vor sæd i sorten jord, så bad vi ham os hjælpe, som højt i Himlen bor”, som det hedder i salmen. På samme måde skal vi gøre det, vi kan, for at tage ansvar for skaberværket, og bede Gud om at hjælpe med resten – ”så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed,” som vi gør, når vi holder høstgudstjenester.
Venlig hilsen
Marianne Gaarden, biskop