Biskoppens månedshilsen september 2025
Lolland-Falsters Stift har i år sat fuld fokus på det kirkelige sociale arbejde, diakonien, og der er masser af spændende tiltag og samarbejder under opsejling.
Kære alle
Her ved indgangen til september er de fleste af jer nok ved at være tilbage igen efter forhåbentlig en god sommerferie og klar til et nyt efterår med nye opgaver og udfordringer. Min sommer begyndte med vinterjakke, hue og vanter i 10-12 grader i tåge, regn og blæst på Færøerne til et nordisk bispemøde. Nu, mens sommeren går på held, er hue og vanterne atter blevet vasket og pakket til endnu en tur. Denne gang sammen med stiftets fire provster og kontorchefen til Grønland, hvor vores fokus primært vil være kirkens sociale arbejde.
Rundt om i Lolland-Falsters Stift løfter mange menighedsråd, præster, frivillige og ikke mindst den lokale menighedspleje et stort socialt ansvar, og omsætter dermed evangeliets ord om næstekærlighed til handlinger. Når den årlige initiativpris uddeles, er der altid mange diakonale initiativer, der rækker ud til mennesker, der trænger til en hjælpende hånd. Også i år er der gode initiativer, som er nomineret til stiftsrådets årlige initiativpris, som bliver uddelt til landemodet 1. oktober.
Når stiftets provster, kontorchefen og jeg er taget til Grønland, er det imidlertid med et ønske om at styrke den diakonale indsats, hvilket også er temaet for dette års landemode i Bangs Have. Arbejdet har været i gang siden begyndelsen af året, og som en styrkelse af området har vi ansat en diakonikonsulent pr. 1. juli, Troels Mikkelsen, til at være tovholder og koordinator for nye initiativer og samarbejder. Med en koordineret indsats og i samarbejde med andre kan vi række længere ud.
Vi har holdt flere møder med Lolland og Guldborgsund kommuner om, hvordan en fælles social indsats kan koordineres. Desuden har vi været i dialog med flere organisationer, der har rakt ud til os med et ønske om et tættere samarbejde, herunder KFUMs sociale arbejde og Det sociale Netværk, Headspace (med Poul Nyrup Rasmussen ved roret), og det er i forlængelse af ønsket om en øget social indsats, at Grønland kommer ind i billedet.
Den grønlandske biskop Paneeraq Siegstad Munk opfordrede i april 2025 de danske biskopper til at styrke båndene mellem Grønland og Danmark på provstiniveau. Det er et ønske, der er vokset efter USA’s øgede ”interesse for” og pres på Grønland. Samtidig har vores søsterkirke i Grønland med en større fondsbevilling i hånden sat fokus på den sociale indsats i et tæt samarbejde med kommunen i Nuuk, Sømandsmissionen og Menighedsplejen i Danmark.
Da vi deler nogle af udfordringerne på det sociale område, ønsker vi at blive klogere på, hvordan de arbejder med dem i Grønland, både i folkekirken og i kommunen. Desuden er det håbet, at vi kan bidrage til at styrke en mellemkirkelig relation mellem Grønland og kirkerne på Lolland-Falster og opbygge tættere relationer på provstiniveau til glæde for alle parter.
Som skrevet har også Headspace inviteret mig til et møde. Det er et landsdækkende netværk drevet af frivillige, der henvender sig til unge i alderen 12-25 år. Netværket har kontorer i Rødby og i Nykøbing Falster og tilbyder gratis og anonyme samtaler med unge, der oplever udfordringer med deres mentale trivsel. Headspace samarbejder allerede med præster i stiftet, for, som de siger, så kan præster noget i forhold til ”blot” at være nærværende og lyttende over for de unge. Mødet handlede om en konkret forespørgsel om samarbejde om et initiativ #Sluksammen, søndag den 21. september. Idéen er simpel: sluk telefonen hele dagen for i stedet at fokusere på hinanden, fordybelse, ro og rigtige fysiske fællesskaber.
Så I kommer til at høre mere om stiftets fokus på kirkens sociale ansvar i den kommende tid. En stor tak til alle jer, der allerede arbejder for sagen, og forhåbentlig kan andre få lyst til at være med.
Venlig hilsen
Marianne Gaarden, biskop