Biskoppens månedshilsen oktober 2025

Kære alle

Hvordan har vi det egentlig med at erkende vores egne fejl? Dagen efter det årlige landemode i begyndelsen af oktober modtog jeg en mail med emnelinjen ”Kvajebajer”. Afsenderen var årets foredragsholder, der skulle have deltaget i Bangs Have i Maribo for at fortælle om forskellige samarbejder mellem kommuner og kirker om diakonale projekter. Hun havde imidlertid ikke fået aftalen skrevet korrekt ind i sin kalender, hvilket blev opdaget 15 minutter, før hun skulle på. Det endte med en feberredning, hvor stiftets diakonikoordinator måtte improvisere introduktionen til emnet, hvorefter foredragsholderen deltog digitalt.

I programmet til landemodegudstjenesten var der trykfejl. Provsten, der skulle forestå gudstjenesten, lavede et par små skønhedsfejl i liturgien, som da han for anden gang sagde: ”Opløft jeres hjerter til Herren” og tilføjede: ”Det kan man jo ikke gøre for tit!” Vi kommer vel dårligt igennem en dag uden at lave fejl – nogle større og mere graverende end andre. Men som regel er det nemmere at få øje på andres fejl end at se sine egne. Vi ser splinten i vores broders øje, men ikke bjælken i vores eget. Men for at kunne skabe et sundt arbejdsmiljø i kirken, er det vigtigt, at kunne erkende egne fejl.

Jeg kan tage mig selv i at lede efter dårlige undskyldninger, når jeg opdager, at jeg kommer for sent, i stedet for blot at vedkende mig, at jeg kom for sent ud ad døren, fordi jeg var i gang med noget andet. Det med at erkende fejl og tage skylden på sig er svært for de fleste af os. Det paradoksale er, at der næppe findes noget mere menneskeligt end at fejle. Og endnu mere paradoksalt er det, at det netop er, når vi fejler, dummer os, kommer for sent, får sagt eller gjort noget forkert og skammer os derover, at vi lærer mest. Det er ikke, når vi lykkedes, så glæder vi jo os bare over, at det gik godt.

Inden jeg begyndte i skole, tog min mor, der var skolelærer, mig med til et arrangement i hendes klasse. Der var hjemmebagt kage, og jeg spiste lystigt to stykker – med det resultat, at der ikke var et stykke til det sidste barn i klassen. Jeg blev blodrød i hovedet og skammede mig forfærdeligt. Vores fejl prenter sig i erindringen og skærper vores bevidsthed om vores ufuldkommenhed – også selvom det aldrig er rart at erkende det. Men netop erkendelsen af, at vi alle kan fejle, rummer et stort udviklings- og læringspotentiale. 

Organisten spiller forkert. Præsten snubler over ordene eller har glemt at tage kraven på. Dåbsbarnet taber sutten i døbefonten. Kirketjeneren har sat et forkert salmenummer op på tavlen. Formanden har glemt at sende dagsordenen ud forud for menighedsrådsmødet. Graveren har gravet hullet et forkert sted på kirkegården. Kirkesangeren møder op på et forkert tidspunkt. I kan sikkert selv fortsætte listen med fejl. Er det ønskværdigt? Nej, selvfølgelig ikke. Men vi kan lære af vores fejl – det forudsætter imidlertid et trygt arbejdsmiljø, hvor vi anerkender det menneskelige i at fejle.

En sådan tryg kultur opstår ikke, hvis vi kun fokuserer på hvis skyld, fejlen er. ”Den, der er skyldfri, kan jo kaste den første sten,” som Jesus sagde til mændene, der ville stene kvinden, der var grebet i hor – hvorefter de alle traskede slukørede hjem. For ingen af os er skyldfri. 

Så lad os ikke stræbe efter en nulfejls- kultur i kirken, men derimod efter at være en forsamling, hvor det er okay at fejle, så vi kan lære både af vores fejl og at tilgivne hinanden. Det er den bedste måde at skabe et godt samarbejde og et trygt arbejdsmiljø – for vi kommer nok alle til at skulle give kvajebajere på et tidspunkt i vores liv.

Venlig hilsen

Marianne Gaarden, biskop