Fortsæt til hovedindholdet
2. november 2026

Biskoppens månedshilsen november 2026

Mens vi venter på afklaring af nye stiftsgrænser: Vi vil gerne forestille os, at vi selv kan få styr på livet, på verdens gang og på fremtiden. Det kan vi ikke. Vi ved ikke, hvordan fremtiden tegner sig for verden. Men vi ved, at kirken ikke står og falder med vores evne til at styre den. Kirken bæres af noget større end os selv. 

Kære alle

”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”

Jeg kom til at tænke på disse ord, da jeg skulle skrive denne måneds nyhedshilsen. De er fra Paulus’ brev til menigheden i Korinth, hvor han fortæller, hvordan Gud talte til ham.

Det ville være underligt at skrive om nogle af de mange ting, der rører sig i folkekirken i denne tid (genindførelsen af store bededag, dåbskommissionens arbejde eller præstelønsbevillingen) uden at forholde mig til de spørgsmål, som mange i Lolland-Falsters Stift er optaget af i øjeblikket: Hvad sker der med stiftet i fremtiden? Hvornår sker der noget? Hvor stort bliver stiftet? Hvad skal det hedde? Hvornår bliver der udskrevet bispevalg? Hvem bliver ny biskop? Og hvad sker der i den mellemliggende periode, fra jeg træder tilbage som biskop med årets udgang?

Der er mange spørgsmål, der trænger sig på, men der endnu ikke noget nyt at tilføje i forhold til den information, der blev givet på landemodet i oktober: At kirkeministeren har meldt ud, at hun ikke udskriver bispevalg, før der er truffet beslutning om ændringer af stiftsgrænserne, og at hun gerne ser en større og mere langtidsholdbar løsning. At hun i et interview i september sagde: ”Jeg er ikke så langt fra at have et bud på en proces. Derefter skal jeg skaffe politisk opbakning, både i egne rækker og i regeringen. Dernæst skal den præsenteres for de forskellige aktører.” Og imens vi venter på den præsentation, er der derfor ikke noget nyt at skrive om.

Det kan efterlade engagerede ildsjæle i kirken med en følelse af magtesløshed. Man vil jo så gerne vide, hvad der skal ske, og hvornår det skal ske. Måske netop derfor dukkede Paulus’ ord til korintherne om, at Guds magt udøves i magtesløshed, op i min bevidsthed. Egentlig er det en fantastisk læreproces at være i en situation, hvor vi ikke ved, hvad der kommer til at ske. Det ved vi jo aldrig, men vi kan bilde os ind, at vi selv styrer. Måske kigger Gud på os med et kærligt blik, ligesom vi voksne kigger på de små børn i Tivoli, som tror, de selv styrer, mens de drejer på rattet i de biler, der kører på skinner.

Følelsen af magtesløshed er imidlertid ikke just en tilstand, vi mennesker frivilligt abonnerer på. Vi vil gerne forestille os, at vi selv kan få styr på livet, på verdens gang og på fremtiden. Men løfter man blikket og ser på verden i denne tid, slår det mig, hvor meget der synes at være ude af kontrol – ikke kun i folkekirken på Lolland-Falster, men i hele verden omkring os.

Så når vi nu i Lolland-Falsters Stift er sat i en situation, vi ikke selv kan styre, men må afvente beslutninger på Slotsholmen, kan det være givende at tænke på Guds ord til Paulus: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed,” hvilket får Paulus til at sige: ”Når jeg er magtesløs, er jeg stærk.”

Måske er det netop dét, vi skal minde hinanden om i denne tid – at der er en styrke i magtesløsheden. At magtesløshed ikke er det samme som håbløshed. At vi ikke behøver at kende fremtiden for at have tillid til den. Og at Guds nåde ikke afhænger af vores evne til at styre begivenhedernes gang. Vi ved ikke, hvordan fremtiden tegner sig for Lolland-Falsters Stift, og vi ved heller ikke, hvordan fremtiden tegner sig for verden. Men vi ved, at kirken alene ikke står og falder med vores evne til at styre den. Kirken bæres af noget større end os selv. Og det er værd at huske, mens vi venter.

Venlig hilsen

Marianne Gaarden, biskop