Biskoppens månedshilsen juni 2026

Stor var min forundring imidlertid, da jeg så ordene ”Min Gud, min Gud” på et skilt ved Zetlands scene på Folkemødet på Bornholm i forrige uge. Zetland er et digitalt nyhedsmedie, der hverken er religiøst eller politisk orienteret. Den digitale avis har stor succes med at tiltrække den yngre generation, mennesker i 20'erne og 30'erne, som traditionelle medier og folkekirken ofte kæmper om at nå.  

Større blev min undren, da det viste sig, at temaet ”Min Gud, min Gud” ikke bare var et enkelt indslag, men overskriften for hele dagen. Og jeg kiggede vel nærmest måbende på mængden af unge, der dagen igennem sad tætpakket og lyttede til de forskellige oplægsholderne og åbent og fordomsfrit stillede spørgsmål om kristendom og tro. Nysgerrigheden var stor – og det samme var det manglende kendskab til kristendom og kirke. Det er interessant, at manglende fortrolighed ikke betyder manglende åbenhed. Det gav stof til eftertanke – ikke mindst fordi de unge mennesker slet ikke i samme omfang var at se der, hvor de kirkelige organisationer og folkekirken holdt til.  

At de unge igennem de senere år er begyndt at søge mod kristendommen, er en interessant samfundsudvikling, som diverse undersøgelser, af varierende kvalitet, har indikeret. Det kalder på selvransagelse. For hvad er det, som netmediet Zetland har held med? Zetland var faktisk en af de første aviser til at pege på den nye interesse for kristendommen. For et år siden bragte avisen en artikel med overskriften: ”Det er intet mindre end Jesu genkomst. Hvorfor tror så mange unge i Vesten pludselig på ham igen?” Journalistens eget bud var, at det ”måske er fordi, kristendommen er ved at blive en modkultur.”

Medieanalytikere peger på, at Zetlands uformelle tone tiltaler de unge. Journalisterne taler direkte og i øjenhøjde med deres modtagere uden den klassiske, undertiden lidt stive avisretorik. Måske er der noget her, vi som folkekirke kan lære af – at møde mennesker åbent, nysgerrigt og uden på forhånd at vide, hvad de søger svar på. For det er et tilbagevendende ønske i mange menighedsråd, at flere unge vil finde vej til kirken og tage del i dens fællesskab. “Vi savner de unge. Når de først er blevet konfirmeret, ser vi dem ikke igen,” lyder det igen og igen.

Måske skal vi undersøge, hvad det er, de unge søger, når de vender blikket mod kristendommen. Søger de en modkultur til tidens krav om præstation, iscenesættelse på sociale medier og anerkendelse? Søger de et sprog for skyld, skam og tilgivelse, for håb, mening og tilhørsforhold? Eller søger de ganske enkelt et sted, hvor de ikke først skal bevise deres værd?  

Måske burde spørgsmålet “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” ændres til: “Min Gud, min Gud, hvorfor har vi forladt dig?” Måske er det den erkendelse, der rører sig, når unge søger hen til et skilt med ordene “Min Gud, min Gud”. En intuitiv fornemmelse af, at vi ikke kan undvære Gud, hvis kærlighed selve livet hviler i. For Gud har aldrig forladt os. Men måske er det os, der igen er begyndt at opdage, at vi ikke kan leve uden Gud.

Venlig hilsen  

Marianne Gaarden, biskop