Biskoppens månedshilsen januar 2026

Kære alle

Jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år med sne, frost og rigtigt vintervejr. En kold vinterdag for mange år siden så jeg første gang så et skilt foran en kirke med ordlyden ”Drop in dåb” – og undrede mig såre. Indenfor i kirken forklarede en imødekommende præst, at man kunne komme ind direkte fra gaden, få en snak med præsten og blive døbt med det samme. På mit spørgsmål om, hvorfor man ikke bare kunne blive døbt i en almindelig gudstjeneste, svarede præsten, at det afholdt nogle mennesker, der ikke var vandt til at komme i kirken, fra at blive døbt. Jeg var indrømmet skeptisk og tænkte dengang, at det lød som en lidt for smart måde at lokke folk ind i kirken på – som om dåben blot er noget, man spontant beslutter sig for, som var det en kop varm kaffe på vejen hjem fra byen.  

Jeg er imidlertid blevet klogere og har efterfølgende revideret min holdning. Erfaringerne viser nemlig, at mange mennesker, der vælger drop-in-dåb, har et dybtfølt ønske om dåb og har overvejet det længe. F.eks. dukkede en kvinde med hendes to døtre op til en drop-in-dåb. Moren var ked af, at hendes døtre ikke var blevet døbt, da de var små. Moren nærmede sig 90 år og begge døtre var gået på pension, så nu skulle det være, inden hun skulle begraves, forklarede hun. Den slags historier gør indtryk.

Dåben er i øjeblikket på dagsorden grundet dåbskommissionens midtvejsrapport, og dåbens ordlyd diskuteres lystigt blandt teologer. Nogle argumenterer for, at ordene i ritualet er for sværere at forstå, mens andre sætter spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan og skal forstå dåbens betydning. En nu afdød præst her i stiftet, Bennedicte Knudsen, udlagde engang dåben på en så klar og tydelig måde, at jeg tror, de fleste kan forstå det. Hun pegede på en snoet bort rundt om døbefonten i Idestrup Kirke, hvor hun havde sig virke, og sagde (frit efter min hukommelse), at borten ligner en snoet navlestreng, og i dåben får vi en åndelig navlestreng til Gud. Det der kendetegner navlestrengen er, at den både bringer næring til, og fjerner affaldsstoffer fra fosteret. Sådan er det også med menneskers gudsforhold: Det vi siger ja tak til i dåben er, at Gud giver os åndelig næring og fjerner vores synder. Et smukt billede af dåbens åndelige betydning.

Nogle politikere nu også har fået øje på den faldende dåbsprocent i folkekirken falder – en udvikling, folkekirken længe har haft fokus på. Snakken om den faldende dåbsprocent er imidlertid mere nuanceret end som så, for samtidig med at antallet af barnedåb falder, så stiger antallet af konfirmanddåb. På landsplan er det hver femte konfirmand, der nu døbes inden konfirmationen, blandt andet fordi nybagte forældre i dag i stigende grad synes, at barnet skal vælge selv.  Så der er måske i højere grad tale om en forskydning af dåben end et fravalg af dåben!

Rundt omkring i stiftet bliver der arbejdet målrettet med forskellige dåbsinitiativer – ikke kun i den traditionelle højmesse søndag formiddag, men også lørdags- og hverdagsdåb, eller nøddåb på sygehuset; dåb af indsatte i fængsler, men også dåb på hospice og på plejehjem, hvor en gammel bedsteforælder, der ikke kan flyttes, således får mulighed for at være med; og nu også drop-in-dåb, hvor mennesker kan komme uden planlægning. Jeg hilsner alle disse dåbsinitiativer velkomne.  

Det er et stort arbejde, som præster, menighedsråd og frivillige udfører – og ofte uden den store opmærksomhed udefra. Men det vigtigt at tilbyde mennesker, der søger Gud, muligheden for at få både åndelig næring, og få fjernet psykiske og mentale affaldsstoffer via dåbens ”guddommelig navlestreng” – også når vejen til kirken ikke er lige. Så en stor tak til alle jer, der gør det muligt.

Venlig hilsen

Marianne Gaarden, biskop