Biskoppens månedshilsen august 2026

Kære alle

Jeg håber, at I har haft og fortsat har en god sommer – for så langt vejrudsigterne rækker, mens denne nyhedshilsen skrives, viser prognoserne behageligt sommervejr. Et af de mest søgte ord på søgetjenesten Google i øjeblikket er ”vejret”. Når høsten skal i lade, er det klart, at landmændene frekventerer vejrudsigten hyppigt. Men jeg er næppe den eneste, der ofte tjekker DMI eller YR på min mobil, fordi jeg sommeren igennem opholder mig mere udenfor end til hverdag. Om det er varmt eller koldt, vådt eller tørt, påvirkes vores sanser og vores tilstand.

En vandretur i Sverige i godt vejr mindede mig om sansernes betydning også for troen. Turen førte mig forbi flere kirker, hvor kirkedøren stod åben. Stor var skuffelsen, når døren var låst. I kirkerummene kan man finde en særlig sjælefred og ro, der blandt andet udspringer af den tro, der er blevet praktiseret dér gennem århundreder. Det er, som om de tykke kirkemure er en form for livsvidner til mange generationers glæder og sorger gennem tiden. Flere steder stod der lysglober, som indbød besøgende til at tænde et lys og bede en bøn. De små, blafrende lys viste, at flere havde taget imod invitationen.

Mange steder indbød kirkerummet også med andre små artefakter, hvor troen kan finde udtryk. Det slog mig, hvor lidt der egentlig skal til. En åben bog, hvor man kan skrive en bøn. Et dåbstræ, hvor navnene på årets døbte stod på blade, der hang på træet, og ved siden af dåbsfadet med vand og et skilt med ordene: ”Her findes vandet som en påmindelse om din dåb. Stop gerne op. Rør ved vandet. Måske vil du gøre korsets tegn. Gud kalder os hver dag til at leve i vores dåb, et liv i fællesskab med Gud, hinanden og hele skabelsen.”

Et sted stod en ramme med hønsenet med tråde i forskellige farver bundet på. Ved siden af stod en kurv med garn i mange farver og et skilt: ”Velkommen til at knytte din bøn i bønnevæven.” Blå for taknemmelighed og glæde, rød for vores kære og nære, brun for sorg, savn og sygdom, grøn for klimaet og vores jord, hvid for fred osv. De små aktiviteter inviterer til, at den besøgende ikke kun er ”passiv” betragter, men også aktivt kan udtrykke sin tro. Det er så enkelt, at man kan fristes til at sige banalt, men måske er de små ”ritualer” en god påmindelse om, at vi mennesker også er sanselige og taktile væsner, og at troen ikke først og fremmest handler om at have viden om og forstå Gud.

Den svenske biskop Martin Lönnebo, der døde for få år siden, var manden, der skabte lysgloben og Kristuskransen. Mennesker, der kendte ham godt, fortalte, at han var typen, der altid nussede med noget i hænderne. Saltbøssen på middagsbordet eller kuglepennen ved skrivebordet. Han blev i høj grad kendt for at bringe det taktile – berøringen og den fysiske sansning – tilbage til de protestantiske kirker i Norden. Inden for den lutherske tradition har vi historisk været meget fokuserede på det talte og hørte ord. Lönnebo mente derimod, at det moderne menneske har brug for at opleve troen med krop og sanser. ”Der er ingen fred i viden, for vores viden om det grænseløse må være grænseløst ufuldkommen,” skrev han.

I en tid, hvor mennesker lever med næsen nede i en mobiltelefon – om det er for at tjekke vejret, scrolle på sociale medier eller søge viden om dette eller hint – kan kirken hjælpe mennesker med at finde tilbage til det helt elementære i troen: at den indre sjælefred ikke udspringer af viden om Gud, men af overgivelse til Gud. Og her kan et lys, en stump garn og en åben kirkedør uden for søn- og helligdagenes gudstjenester gøre en stor forskel.  

Fortsat god sommer.

Venlig hilsen

Marianne Gaarden, biskop