Nyheder 2020
Nyheder

Ny rapport: Hvad folkekirken kan lære af coronakrisen

Ny rapport ser nærmere på de landsdækkende erfaringer fra forårets nedlukning af folkekirken

Rapporten ”Når folkekirken skal spille efter reglerne – men uden for banen”, der er udgivet af FUV.

Af Ellen Aagaard Petersen og Kirsten Weiss Mose

"Når folkekirken skal spille efter reglerne, men uden for banen" er titlen på en ny undersøgelse, som Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) har udarbejdet, om folkekirken under coronakrisen. 

Rapporten peger på nogle af de erfaringer fra nedlukningen, som folkekirken i det hele taget kan bruge i sit arbejde, så kirkernes aktører kan blive klædt bedre på til fremtidige kriser. Derudover indeholder rapporten en række overvejelser og et idékatalog.

Den nye rapport afdækker, hvordan folkekirken håndterede krisesituationen lige fra det nationale taskforce, som arbejdede tæt sammen med ministerier og myndigheder, til den lokale kirke, som skulle fortsætte sit arbejde under ganske andre omstændigheder.

Rapporten giver folkekirkens mange forskellige aktører en anledning til at overveje, hvilke erfaringer vi skal tage med os fra forårets nedlukning, og hvilke muligheder der er for at være en endnu mere nærværende folkekirke, hvis vi skulle komme i en lignende situation en anden gang.

Fakta

Rapportens hovedkonklusioner

  • Folkekirken fungerer i hverdagen som en organisation, der på én gang er en del af det offentlige forvaltningshierarki og en kompleks netværksorganisation. Coronaperioden medførte, at den forvaltningshierarkiske struktur blev oplevet som mere tydelig end under normale omstændigheder.
     
  • Provsten spillede en betydningsfuld rolle i forhold til tvivlsspørgsmål om retningslinjerne på lokalt niveau.
     
  • Folkekirken var udfordret i arbejdet med at skabe interaktive fællesskaber, da digital kommunikation ofte kræver helt nye kommunikationsformer.
     
  • Der var en liturgisk kerne i online-gudstjenesterne: evangelium, prædiken, fadervor og velsignelse. Trosbekendelsen er ikke en del af gudstjenestens kerne. Den digitale gudstjeneste er i de fleste tilfælde en næsten direkte overførsel af den analoge gudstjeneste.’
  •  
  • Corona-krisen viste sig i prædikenerne som en begivenhed, der for nogle få har medført personlige tragedier og for de fleste et tab af normalitet, perspektiv og kontrol. Gud blev beskrevet som en, der giver af bistand.
     
  • Folkekirkemedlemmerne fokuserer efter nedlukningen 12. marts mere på kirkens sociale arbejde, de kirkelige bygninger og retten til kirkelige handlinger som grunde til deres medlemskab, end de gør under normale omstændigheder.

 

Provsten afgørende for den interne kommunikation

Biskopperne oprettede nogle dage inde i nedlukningen en task force, som skulle varetage krisehåndteringen ved at arbejde tæt sammen med myndighederne og kommunikere fortolkninger af retningslinjer. Task force, som arbejdede inden for rammerne af biskoppernes almindelige tilsynsmyndighed, blev løbende udvidet, og en særlig kirkegårds-task force blev også oprettet. Situationen, som krævede hurtig fælles handling, betød at folkekirken som del af den offentlige forvaltning trådte tydeligere frem under krisen end normalt, hvor kirken overvejende fungerer som lokalt forankret netværksorganisation.

FUV’s undersøgelse viser, at sognene oplevede krisekommunikationen som forsinket og forvirrende med flere parallelle kanaler, der i flere tilfælde modsagde hinanden. Præster og menighedsråd fortæller i rapporten om at stå i et krydspres mellem retningslinjerne og hensynet til medarbejdere og medlemmer, fx pårørende ved begravelser. Her indtog provsten en afgørende rolle som en slags lokal task force, der gennem personlig kontakt hjalp præster og menighedsråd med at tolke retningslinjerne, så de gav mening lokalt.


Digital kirkekommunikation med potentiale

Da kirkebygningerne blev lukket, tog folkekirken hurtigt digitale kommunikationsformer i brug. De fleste steder tog præsterne ansvar for kommunikationen, og især yngre præster og by-sogne lykkedes med at skabe synlighed på internettet, fordi de i forvejen havde erfaringer med at kommunikere digitalt. Rapporten viser dog også, at kirkernes nedlukning ikke blev anledning til at udnytte de digitale henvendelsesformers fulde potentiale, fx i forhold til at inddrage seerne og styrke to-vejs-kommunikationen.

Den autoriserede gudstjeneste blev heller ikke i den anledning udfordret. Derimod videreførte de fleste kirker den traditionelle gudstjenesteform i forkortet form. Erfaringerne rejser spørgsmålet, om der findes en ny digital menighed, som bedre kan nås gennem digital kommunikation end traditionelt gudstjenesteliv. En eventuel ny nedlukning kan igen skabe behov for digitale gudstjenester, kirkelig undervisning og andre aktiviteter. Det vil kræve mere teknisk assistance, liturgisk vejledning, styrkelse af ressourcer og kompetencer på det digitale område blandt især præster og organister.


Præster prædiker trøst og håb

Rapporten analyserer også prædikener fra nedlukningen, og viser, at præsterne overvejende tolker coronakrisen som en krise, der rammer mennesker personligt som en tragedie. Mens politikere og myndigheder har haft fokus på det personlige ansvar, skyld og skam, forholder prædikenerne sig snarere til mennesket som offer for en uforudsigelig ulykke. Prædikenerne forkynder Gud som den, der giver trøst, håb og mod, mens klassiske lutherske temaer som synd og tilgivelse ikke sættes i forbindelse med krisen.

Stor opbakning til folkekirken under kriser

Danskerne ser folkekirken som en institution der kan afhjælpe kriser på mange niveauer, og et flertal på 53 procent forventer, at kirken markerer sig og deltager efter en katastrofe. Vi blev ikke mere troende eller religiøst praktiserende under forårets nedlukning og krise. Men motiverne for at være medlem af folkekirken blev mere konkrete under forårets nedlukning end før. Fx er de flere der angiver, at kirkebygningen, folkekirkens sociale indsats og adgangen til kirkelige handlinger er mere væsentlige for deres medlemskab, end det var tilfældet før krisen.

Om rapporten ”Når folkekirken skal spille efterreglerne – men uden for banen”

  • Rapporten er udarbejdet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i perioden fra maj til november 2020.
  • Projektet har været ledet af Birgitte Graakjær Hjort, center- og afdelingsleder i FUV, og Astrid Krabbe Trolle, projektleder. Projektmedarbejdere har været Kitty Blichfeldt, Nete Helene Enggaard, Maiken Friischman Larsen, Tina Langholm Larsen, Karen Marie Leth-Nissen, Kjeld Slot Nielsen, Astrid Krabbe Trolle og Simon Mathias Bro Bertelsen.
  • Rapporten skulle undersøge folkekirkens håndtering og rolle under forårets coronakrise.
  • Rapporten består af fire kapitler med fokus på organisation, digitale aktiviteter, kriseteologi og befolkningens holdninger til folkekirken.

Læs hele rapporten her