Samarbejde er nøgleordet for den nye, konstituerede provst i Lolland Vestre Provsti

Af Anne-Sofie Holm

Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Finn! Vil du begynde med at fortælle om din baggrund?

Det var en stor overraskelse for både min familie og mig selv, at jeg begyndte at læse teologi og senere blev præst. Præstegerningen ligger ellers ikke til min familie – mine forældre var henholdsvis arkitekt og bogholder.

Men siden jeg blev færdiguddannet, har jeg ikke fortrudt det en eneste dag. Det har været noget af det mest fantastiske og givende.

Mit første embede var i Vallensbæk, og der fik jeg en rigtig god kollega, som var en garvet præst. Ham lærte jeg utroligt meget af. Det gav mig blod på tanden til at kaste mig over præstegerningen i et sogn, hvor jeg var alene. Da min kone er fra Holbæk, var det der, vi endte med at slå os ned. Dér var jeg præst i 30 år og provst de sidste otte år, indtil jeg oplevede, at jeg var i gang med at vie mine konfirmanders børn, og så tænkte jeg, at det var på tide at stoppe. På det tidspunkt var jeg 62 år.

Da jeg gik på pension, flyttede vi til København, hvor jeg stammer fra. Siden da har der været bud efter mig i forskellige sammenhænge, så jeg har passet forskellige vikariater rundt omkring. Et af vikariaterne var et år på Lolland, i Majbølle og Vigsnæs i Lolland Østre Provsti. Det var spændende at opleve Lolland, og jeg blev meget fascineret af egnen.

Hvordan kan det være, du efter at være blevet pensioneret nu har mod på at kaste dig ud i provsterollen endnu en gang?

Udfordringer har jeg altid været tiltrukket af, og jeg har svært ved at holde fingrene fra dem, når jeg bliver præsenteret for dem.

Da biskoppen kontaktede mig og spurgte, om jeg ville være konstitueret provst i Lolland Vestre, havde jeg allerede et andet job på Nørrebro i København, hvor jeg er halvtidspræst. Det betyder, at jeg i Lolland Vestre Provsti kun skal varetage ledelsesdelen af provstestillingen. Så jeg kommer til at have to jobs i den kommende periode.

Hvilke tanker har du gjort dit om at skulle begynde som konstitueret provst i Lolland Vestre Provsti?

Jeg har prøvet at sætte mig ind i, hvordan situationen ser ud i Lolland Vestre Provsti. Der er nogle ting, jeg kan se, ville være godt at tage op til overvejelse. Herunder især fordelingen af de ressourcer, der er i provstiet. Befolkningen har en evne til at flytte sig, og mange flytter ind til de store byer. Der er et stort ønske om, at der også flyttes præsteressourcer fra de tyndt befolkede områder til de tæt befolkede områder. Det er nok ikke realistisk at håbe på, at der kommer flere præsteressourcer til Lolland, så derfor må vi se på, hvad der kan lade sig gøre internt i provstiet.

Helt konkret kan man måske godt overveje, om vi skal tage sognegrænserne op til revision. Mange steder i folkekirken opfattes sognegrænser som noget grundlæggende i dansk kirkeliv, men i mit gamle job oplevede jeg, at man sagtens kunne tænke på en anden måde og få frigjort nogle ressourcer ved at gentænke sognegrænserne. På nuværende tidspunkt er sognegrænser skarpt optrukne linjer, men måske man kunne have gavn af at gøre dem mere stiplede.

Det allervigtigste er dog, at det er noget, vi skal arbejde henimod i fællesskab med de andre aktører i provstiet. Derfor vil jeg først og fremmest sætte mig ind i situationen i de 26 sogne, der er i Lolland Vestre Provsti, og lytte til de behov og frustrationer, der er. Jeg har en stor lyst til at arbejde sammen med de mennesker, der sidder midt i det hele og se, hvordan vi i fællesskab kan arbejde provstiet i en mere konstruktiv retning. Samarbejde er nøgleordet for mig.

Overordnet vil jeg sige, at jeg glæder mig til at begynde som konstitueret provst. Min oplevelse er, at Lolland-Falsters Stift er et af de steder, hvor der er positivt gang i nytænkningen, og det glæder jeg mig meget til at tage del i.

Hvad gør en god provst?

En god provst er en, der husker, at man er født med to ører og en mund. Det handler om at lytte og at lytte, før man taler. I det øjeblik, det handler om mennesker, skal man først og fremmest lytte, før man begynder at udtale sig. En god provst skal lytte og ikke bare høre. Det er min rettesnor.

Evnen til at kravle i træer er også vigtigt. En gang imellem skal man se det hele fra fugleperspektiv, selvom det kan være svært i en travl hverdag. Men det er det, en provst bør gøre, så det bliver muligt at se nogle muligheder for forbedringer og konstruktiv udvikling. Det kan hjælpe til, at man kan arbejde med de daglige udfordringer, så alle får noget ud af situationen. Det er mit håb og mit ønske, at vi kan gøre det i Lolland Vestre Provsti.

Hvad er folkekirkens vigtigste opgave i dine øjne?

At sætte ord på det håb, som vi har fået givet, og formidle det videre til de mennesker, der på en eller anden måde er gået i stå på deres vandring gennem livet. Der er det vores opgave at vise, at der altid er en vej, der fører videre, og gøre det med den ballast, vi har fået. Fordi vi er elsket af Gud, har vi muligheden for at elske videre.

Kærligheden, der kommer oppefra og ned, fra Gud til os, er det, der gør, at vi kan gå ud i verden og formidle det glade budskab videre.

En gang imellem kunne jeg godt have lyst til at genindføre et gammelt katolsk element i gudstjenesten, nemlig at præsten slutter med at sige ”Ite, missa est”. Det betyder "Gå, for nu er I udsendt!". Heri ligger, at gudstjenesten giver mod og styrke til, at man kan gå ud og leve sit liv med de udfordringer, det måtte indebære. Gudstjenestens mål er ikke, at man skal gå ind i kirken, men at man skal gå ud af kirken med den tro, håb og kærlighed, som man får givet her, så man kan arbejde på det, der ligger for.