Aktuelt 2021
Nyheder

Mød nyordinerede Esben Christensen

Stiftet har i denne uge fået en ny præst. Hans navn er Esben Christensen, og selvom han både har været forbi lærerseminariet og tilværelsen som udsendt soldat, er han ikke i tvivl om, at han er landet på rette hylde.

Af Anne-Sofie Holm

Velkommen til stiftet, Esben! Vil du fortælle lidt om din baggrund?
Jeg blev født på Østerbro, men har brugt størstedelen af min barndom i Ødsted i Jylland, hvor min far var højskoleforstander. Da jeg skulle på efterskole i Nordsjælland, flyttede jeg østpå igen.

Jeg flyttede til København og startede på lærerseminariet, men jeg fandt ud af, at det ikke var det, jeg skulle, så i stedet arbejdede jeg nogle år i en børnehave på Amager. Derefter tog mit liv en drejning, da jeg startede i Forsvaret. Her tog jeg først min værnepligt som 26-årig og blev derefter udsendt til Afghanistan med Livgarden i 2012. Jeg mødte min hustru og blev gift i 2014. Vi fik vores første datter i 2015, Theodora, og rykkede til Næstved, hvor vi stadig bor.

I 2014 startede jeg på teologi på Københavns Universitet og siden pastoralseminariet, hvor jeg netop er blevet færdiguddannet. Der er drøn på, men jeg kan ikke lide at sidde stille for længe, så det passer mig fint bare at komme i gang.

Hvordan kan det være, at du er søgt her til Lolland-Falster?
Jeg er søgt hertil fordi, jeg gerne vil i gang. Mit formål med at tage uddannelsen i teologi var fra starten at blive præst. Da jeg blev færdig, handlede det for mig bare om at kaste mig ud i arbejdet, for det betyder meget for mig at gøre gavn der, hvor der er brug for det.

Nogle nyuddannede præster stiler efter, at deres første kirke skal være den helt ideelle og leve op til en masse høje forventninger – en drømmekirke, om man vil. Men jeg tror ikke, at der findes en kirke, der i sig selv er en drømmekirke. Jeg tror, at der findes en kirke, som præsten kan gøre til sin egen drømmekirke med hårdt arbejde og stort engagement.

En kirke er en kirke, den er fuld af mennesker, og mennesker er forskellige – og det er lige, som det skal være.

Hvilken kirke er du blevet ansat i?
Jeg er kommet til Sandby-Branderslev Pastorat i et sygevikariat. Det er meget spændende, for det er min første kirke, mit første sogn og min første menighed. Jeg ser frem til at finde ud af hvilke mennesker, der er der, hvordan lokalsamfundet er, og hvad jeg kan bidrage med. Og især hvad jeg kan lære, ikke bare af at være præst, men også af de mennesker, der er der. Jeg ser frem til at komme i gang med at gøre det, jeg skal, i arbejdet som præst.

Har du gjort dig nogen tanker om lokalmiljøet og din rolle i kirken, som du skal til at være en stor del af?
Jeg har tænkt over, hvad jeg skal gøre for at introducere mig til lokalmiljøet bedst muligt. Det er vigtigt at finde ud af, hvordan jeg kan passe ind et sted, hvor nogen har gjort et godt stykke arbejde før mig. I det henseende har jeg et forbillede fra min tid i Afghanistan.

Da jeg var udsendt som soldat, blev vores delingsfører ramt af en vejsidebombe. Han klarede sig og har det fint i dag, men han blev sendt hjem i et stykke tid. Efter en måned kom der en reservedelingsfører. Han sagde: ”I ved godt, hvordan I skal gøre det her. Det er ikke min opgave at fortælle jer, hvad det er, I skal gøre. Jeg er her kun for at give råd og vejledning, når der er noget ekstraordinært, der skal gøres anderledes. Men ellers kører I bare med klatten, for det kan I godt finde ud af”.

Det, synes jeg, var inspirerende. At han kunne træde ind i fællesskabet uden at kræve, at vi alle skulle gøre tingene på hans måde men i stedet se, hvordan det fungerede i forvejen, og hvordan han kunne bidrage til, at det blev ved med at fungere.

På den baggrund tror jeg også, at det er godt, når man som ny præst kommer med den samme ydmyghed og siger: ”I har gjort det her før. I har styr på, hvad I laver, og det er ikke min opgave at komme og ændre på det. Men jeg er her med hjælp og vejledning, hvis der er behov for det.”

Det betyder ikke, at man bare skal læne sig tilbage og lade andre gøre arbejdet, men at man skal give andre plads og rum til at være ligeværdige samarbejdspartnere.

Hvad laver du i din fritid?
Jeg er enormt videbegærlig, og jeg elsker at lære nye ting. Der er noget fascinerende i at øve sig på noget og blive rigtig god til det. Jeg tror ikke, der er særlig mange ting, man ikke kan blive god til, hvis man klør på.

Jeg holder meget af historier i alle afskygninger, så jeg bruger meget til på at læse og se film. Jeg elsker musik og har sunget i kor siden min barndom og har altid været meget musikinteresseret.

Overordnet holder jeg mest af musik, der har personlig karakter – det skal helst kunne mærkes, at det er rigtige mennesker, der performer. Det kan blive tomt, hvis det bliver for poleret, for det er ofte i de små nuancer, de skæve toner, man kan mærke personligheden og mennesket bag. Og hvis man fjerner for mange af de små skævheder, fjerner man for meget af personligheden.

Det gælder selvfølgelig ikke kun musik, men i musikken er det meget tydeligt at mærke: At hvis man polerer det for meget, bliver det hele ens.

Kan du overføre det på din måde at være præst?
Det håber jeg. Jeg håber, at jeg kan anerkende folks små skævheder som en del af personligheden – det, der gør mennesker til mennesker – i stedet for at tro, at det handler om at polere folk.

 

Biskop Marianne Gaarden og nyordinerede Esben Rom Ejsbøl Christensen på vej ud af Maribo Domkirke efter ordinationen. Fotos: Ingrid Riis