Aktuelt 2021
Nyheder

Anmeldelse: "Med rank ryg" handler om glæder, sorger og tabuer ved at blive mor

Charlotte Rørths nye bog "Med rank ryg" handler ikke blot om moderskab. Den handler om kærlighed, fryd, ulidelig smerte - og indflydelsen af en stærk tro på Jesus Kristus

Af sognepræst Mette Marie Trankjær

Forløberen for en anmeldelse er tit overspringshandlinger, mens en bog arbejder og bundfælder sig i én. Forud for anmeldelsen af ”Med rank ryg” går jeg med bøjet ryg og rydder op i mit badeværelse. Falder langt inde allerbagerst på nederste hylde over en flad bakke med en masse små kulørte plasticlommer med påskriften ”Libresse” – de er fra dengang, det stadig gik mig på kvinders vis. Det gør det ikke længere. Eller også gør det. Er netop blevet bedstemor til mit første barnebarn. Genoplever armenes sult efter det spæde barn og ved, at min 34-årige krop havde ret, da den ammede for sidste gang og vidste, at det uigenkaldeligt at tørre ud var det, jeg mest af alt ville begræde, når jeg ikke længere havde små børn.

Charlotte Rørths bog handler netop om det at tilhøre den halvdel af menneskeheden, der føder børn. Om de glæder, sorger og ikke mindst tabuer, der omgærder den på én gang såre dagligdags og fuldstændig mirakuløse begivenhed, det er at blive mor. At man kan blive mor uden også at være, eller i hvert fald blive, troende, er mig en gåde. For nok tilskrives fødslens smerte syndefaldsberetningens dom over kvinden: I smerte skal du føde børn. Men hvem siger, at der ikke også i denne smertefulde opgave, det er at lægge krop til at føre slægten videre, er en særlig nåde? En arvenåde, en fødselsnåde? Jeg tror det, for uden den stod man det slet ikke igennem. Gang på gang at blive skubbet der ud, hvor man er helt alene, ikke ensom, men alene. Dette liminale rum hvortil velmenende mænd og kyndige jordemødre kun har en aldeles begrænset adgang. Det rum hvor man er alene med barnet, der skal komme, og Gud, der allerede altid er, hvor man så end kommer hen i fryd og i smerte.

At være mor er netop at blive indviet til fryd og til smerte. En evindelig fryd og taknemmelighed over barnet, der er vokset frem i én, og en uendelig smerte ved tanken om, at noget skal overgå barnet. Det gyser i mig hver gang, jeg hører den gamle Simeons profeti til Maria, da hun viser den spæde Jesus frem i templet:

”Dette barn er bestemt til fald og til oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag”.

For sådan er det med ethvert modehjerte: Det ligger åbent til hug. Tåler så dårligt, at der overgår barnet noget ondt, tåler slet ikke det, der skal overgå Marias barn. Tænk at stå for foden at det kors, der spidder det barn, man har født og ammet. Tænk at sidde med sit døde, voksne barn i armene, som Maria gør det på Michelangelos berømte Piéta. Marias marmorkrop med den døde Jesus i skødet vejer tungere end ord. Det har Charlotte Rørth selv erfaret, da hun ikke magtede at holde den ene af sine sønner i live. Han tog sit liv. Når man føder et menneske, føder man under alle omstændigheder også døden. Man håber bare, at lige det menneskes død ikke er én, man skal opleve.

Man føder døden. Javel. Men fødslen er dog det uomgængeligt første. Går forud for døden. Optagetheden af døden har indlejret sig som en vesterlandsk habitus, siger Bourdieu, og er hermed kommet til at fremstå som ”naturlig”.

Blandt andet Hannah Arendt har vendt fokus fra menneskets mortalitet til menneskets natalitet. Heraf følger også en øget fokus på kønsspørgsmål, idet døden, som Kierkegaard har kaldt ”ligelighedens store mester”, er ligeglad med køn, mens nataliteten med nødvendighed implicerer kropslighed og kønslighed. Så snart et barn er født, spørger vi: Dreng eller pige? Og fejltagelser kan afstedkomme dyb forvirring og rådvildhed, idet kønssignaler er blandt de mest insisterende signaler, der udveksles. Endvidere skifter fokus ved denne omvending fra det partikulære til det fælles. Man kan dø alene, men man kan ikke fødes alene. Natalitet fordrer at mennesket tænkes ind i et netværk af relationer.

Med mindre undfangelsen sker i et reagensglas, fordrer den relation. Mellem mand og kvinde. Det kan være godt og livsaligt, ærefuldt, når forholdet er villet, og det kan være pinefuldt, sønderrivende og ydmygende, hvis forholdet ikke er båret af fælles hengivenhed. Voldtægtens barn er som det ønskede barn en dagligdags realitet for mange kvinder verden over. Det hverken kan eller skal der lyves om. Charlotte Rørth sætter en erfaren finger på dette ulideligt smertefulde punkt. Voldtægt må aldrig kaldes dyrisk, for så fratager man mennesket, manden, sit menneskelige ansvar. Af et dyr kan man kun forvente dyrisk adfærd – men af et menneske?

Det altoverskyggende i bogen er inkarnationen og dens fortsættelse. At Jesus Kristus er ”Gud med hud”. At fortællingerne om ham ranker kvinderygge i et omfang, verden knapt er begyndt at fatte. Altid er det kvinderne, Jesus først viser, at han er Kristus: Maria, kvinden ved brønden, kvinderne ved graven er de første, der ser, hører og erfarer, hvem Gud virkelig er. Ikke en bevidsthedsfilosofisk Gud, der kan tænkes frem, men en inkarnatorisk Gud, der vil gå i kødet på hele menneskeheden. Blive alt i alle.

 

Om "Med rank ryg"

  • Skrevet af Charlotte Rørth
  • Forlag: Bibelselskabet
  • Udgivelsesår: 2021
  • Omfang: 192 sider
  • Pris: 249,95 kr.