Fortsæt til hovedindholdet
Aktuelt 2021
Nyheder

Anmeldelse af bogen ”Sorgens fugle – Om opstandelsens virkelighed

Hvordan lever man videre og finder trøst hos Gud, når ens barn har begået selvmord?

Forsidebilledet på "Sorgens fugle - Om opstandelsens virkelighed" er tegnet af forfatteren Karin Bjerg Helmersens søn Alex, der begiv selvmord som 31-årig.

Af sygehus- og sognepræst Birthe Gunhild Friis

Den tidligere sognepræst Karin Bjerg Helmersen har for nylig udgivet en smuk og livsbekræftende bog med titlen ”Sorgens fugle – Om opstandelsens virkelighed”. Den handler om hendes elskede søn Alex, som havde skizofreni og begik selvmord, da han var 31 år. Det er en af Alex’ tegninger, der pryder forsiden.

Karin Bjerg Helmersen indleder bogen således:

”Da min søn 31 år gammel valgte at begå selvmord, efter mange år med alvorlig psykisk sygdom, måtte jeg, hans mor, lære at være til stede i livet igen.
Chokket over hans voldsomme, beslutsomme død, lukkede mit hjerte helt til. Indtil jeg endelig en dag satte mig ned, i min store stol i min stue, og blev stille for Gud.
En dag viste Kristus sig levende foran mig pegede på sit hjerte, og lærte mig, at jeg kunne trække vejret med hjertet sammen med ham. Kristus som en levende kilde fuld af kærlighed og glæde.
Kristus både levende i mig og uden for mig, jeg var ikke alene.
Og der sad vi så Kristus og jeg, og trak vejret sammen, indånding og udånding, fra Kristi hjerte og til mit og tilbage igen.
Nu kunne følelserne langsomt bruse frem i mig over min smukke søns død, følelser af grænseløs kærlighed, sorg, skyld og skam, svigt og vrede også til Gud.”

Bogen er skrevet af tre forskellige personer. Der er digte skrevet af Alex, fra da han var 18 år og skizofrenien begyndte at vise sig. Der er moren Karins fortælling, drømme og syner i glæde og sorg, og så er der Alex’ lillesøster Anne Sofies dagbogsnotater, digte og drømme fra tiden efter sin storebrors selvmord. Moren Karin fortæller om, hvordan hun var til fødselsdagsfest i godt humør med andre kvinder i smart tøj og drak hvidvin, den dag hendes søn valgte at begå selvmord. Søsteren Anne Sofie fortæller om, hvordan hendes bror havde forsøgt at kime hende ned i flere dage, før hun endelig tog telefonen og talte med ham tre dage før hans død. Hun var glad og kunne slet ikke tale alvorligt med sin alvorlige storebror. Det måtte de begge, mor og datter, leve videre med.

På trods af det smertelige emne er det er en lys og letlæselig bog om troen på, håbet om og tilliden til Gud, livet og opstandelsen, selv når døden rammer os og vore kære.

 

Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201.

 

Om bogen

Forfatter: Karin Bjerg Helmersen 

Udgivelsesår: 2021
Sideantal: 112
Vejledende pris: 149,00 kr.
Sådan køber du bogen: Indbetal 199 kr. (149 kr. + 50 kr. porto) på mobil 60 94 38 84 (Karin Bjerg Helmersen) og anfør navn og adresse.