Fortsæt til hovedindholdet
Prædikener og taler
Nyheder

Prædiken i Linköping Domkirke den 18. juni 2022

I forbindelse med sin studieorlov besøgte biskop Marianne Gaarden Linköping Domkirke.

Fra Paulus’ brev til Titus læser jeg kap. 3, vers 4- 8 

Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed  
til mennesker blev åbenbaret, frelste han os,  
ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger,  
men fordi han er barmhjertig;  
det gjorde han ved det bad,  
der genføder og fornyer ved Helligånden,  
som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus,  
vor frelser,  
for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet  
skulle blive arvinger til evigt liv  
– troværdigt er det ord! 

Og det vil jeg, at du skal indprente,  
så de, der er kommet til tro på Gud,  
lægger vægt på at handle godt og rigtigt;  
det er godt og gavnligt for mennesker.   
Amen 
 

Podet på Kristus 

Jeg har igennem de sidste par uger rejst igennem Norge og Sverige i tog. Når jeg har talt dansk til nordmænd eller til svenskere, som så efterfølgende har svaret på engelsk.  
Det med at forstå hinanden her i Skandinavien er ikke altid helt nemt, så jeg vil forsøge at blande ordene, og tale det man kan kalde ”blandinavisk”  
– altså en blanding af dansk og svensk. 

Jeg kan godt lide at sidde i toget og kigge ud ad vinduet, hvor underskønne landskaber suser forbi.  
Søer, fjorde, floder, nåleskove, hvide snetoppe på fjeldene, røde træhuse, grønne marker og nyudsprungne birketræer. Rundt omkring er der haver med blomster og frugttræer.  
Måske har nogle af jer også frugttræer i haven,  
der i sensommeren bærer frugt?  

I min egen have står et gammelt æbletræ, der bærer hele tre forskellige slags æbler – både røde og grønne. 
Det er fordi, en gartner engang har podet kviste med forskellige æblesorter på den samme træstamme.  
Gartneren har renset små podekviste, der var friske og sunde inden, så de kunne vokse sig fast på stammen  
og blive til store grene, der bærer masser frugt.  

Fra stammen kan grenene få ny kraft og næring hvert forår, når saften stiger, træet springer ud og blomstrer på ny  
efter en lang og mørk vinter. 
Årstidernes gang minder os om livets cyklus  
med fødsel, død og genfødsel. 
Sommeren, hvor alt flyder over af lys, farver og vækst.  
Efteråret, hvor frugterne modnes og falder fra grenene. 
Vinteren, hvor naturen og livsenergien ligger i dvale, inden  
foråret kommer med fornyet livskraft og energi.  
Liv – død – og genfødsel – det er livets cyklus. 

En kvinde skrev i denne uge i en dansk avis,  
at hun for 55 år siden mistede sin nyfødte lille pige,  
der døde kort efter fødslen.  
Da forældrene henvendte sig til præsten for at få datteren begravet, ville præsten ikke have den lille kiste ind i kirken, da den lille pige ikke var blevet døbt.  
Når kvinden nu efter 55 år skrev om den traumatiske hændelse i avisen, er det fordi, teologer og præster i Danmark i øjeblikket diskuterer Luthers dåbssyn.  

Hvordan skal vi som lutheranere forstå ordene om,  
at vi frelses i dåben? Og hvad så med de udøbte børn? 
Jeg tror ikke, at kvinden vil kunne finde mange præster,  
der i dag vil hævde, at en nyfødt, der ikke er døbt,  
går fortabt. Men kvindens lille fortælling sætter fokus på, hvordan vi skal forstå Luthers forståelse af dåben som en frelses handling og Paulus’ ord til Titus, at Gud frelser os, ikke fordi vi er gode, men fordi Gud er god, og det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden som han i rigt mål udgød over os ved Kristus. 

Det afgørende spørgsmål er, hvordan det bad, dåben, kan være en frelseshandling? 

En måde at forstå det på, er ved at bruge billedet af Gud som den store gartner, der renser os som små kviste og poder os på Kristus i dåben. 

Forestil jer, at I er en sådan en lille kvist,  
der er podet på en stamme, så I med tiden kan vokse  
og blive en stor gren, der bærer masser af god frugt. 

Det er så nemt at fristes til at tro, at de dejlige frugter  
er resultatet af ens egne præstationer og gode gerninger. 
Måske kigger vi stolt på æblerne, og siger – se her er mit værk, store fuldmodne og saftige æbler. 

Men tænker vi sådan, så glemmer vi at kigge på træstammen, som vi er podet på.  
Adskilt fra stammen kan ingen grene bære frugt bære. 
Skærer man æblegrenene af træet og sætter dem i en vase, vil de blomstrende æblegrene aldrig bære frugt. 
Kun ved at være podet på stammen, kan vi fortsat få nærig, for adskilt fra stammen tørrer vi ud, visner og dør.  

Og stammen – det er selvfølgelig Kristus! 

I Danmark siger vi ofte i faddertiltalen,  
at vi i dåben bliver podet på Kristus. 
Kristus er stammen, hvor igennem vi får saft og kraft. 

Den samme tanke udtrykker Paulus i sit brev til Titus: Guds kærlighed til mennesker blev åbenbaret i Kristus,  
og Gud frelser os ved det bad,  
der genføder og fornyer os ved Helligånden. 

Bliver vi i billedet med grenene på træet, så betyder det,  
at vi som små kviste er podet på Kristus i dåben. 
Gud har som den store gartner renset os,  
så Helligånden kan strømme igennem os fra stammen  
og give nyt liv. 

Luther sagde, at ”alle der er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave”, derfor er der principielt ingen forskel på præst og lægfolk.  
Men samtidigt mente Luther også, at det er nødvendigt,  
at nogle mennesker får embedet med at prædike og forvalte sakramenterne – dåb og nadver. 
Det er mest praktisk, at det er én person i menigheden,  
der varetager præsteembedet til gavn for fællesskabet. 

I, der i morgen ordineres til tjeneste i Svenska Kyrkan  
som diakoner og præster,  
er alle døbt og dermed podet på Kristus.  
Det er vigtigt for jer som for alle os andre,  
ikke at rette fokus mod frugterne på jeres grene, (eks.) 
men at holde fokus på stammen i bevidstheden om,  
at frugterne ikke er jeres fortjeneste, men ham i tjener. 
Gud har brug for os alle – alle de forskellige mennesker – som æbletræet, der er podet med forskellige sorter. 

Det er så nemt at fæstne blikket på præstationerne – det den gode prædiken, den gode vielsestale, de mange kirkegængere i kirken, de kærlige hænder, der er rakt til ensomme mennesker eller mennesker i nød, 
men alle frugterne, skyldes ene og alene,  
at vi er podet på stammen.  

Vi kan sjældent se resultaterne af vores indsats, men  
vi kan stille os til rådighed som en tjener eller en tjenerinde og udføre de opgaver, som Gud pålægger os. 
Det fantastiske er, at vi i kirken aldrig er alene på arbejde – altid og hele tiden podet på stammen, hvorfra vi henter vores åndelige næring. 

Vist kan vi gennemleve mørke og kolde vintre,  
hvor livets stormvejr river og flår i os –  
men så længe vi forbliver på stammen,  
så kan Helligånden genføde og forny os, så kraften atter kan strømme igennem os, når foråret bryder frem. 

Føler du dig lige nu som en gren, der er podet på stammen? 
Har du fokus på Kristus? 
Brug et øjeblik til i stilhed at lytte til hans stemme  
– er der noget, han vil sige til dig?  
Hertil kan vi kun sige  
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,  
Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver  
én sand treeing Gud, højlovet fra første begyndelse,  
nu og i al evighed. Amen