Prædikener og taler
Nyheder

Prædiken i Klosterkirken første søndag i advent

Den første søndag i advent prædikede biskop Marianne Gaarden i Klosterkirken i Nykøbing Falster. Læs hele prædikenen her. 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:  

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op.  
På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op.  

Man rakte ham profeten Esajas' bog,  
og han åbnede den og fandt det sted,  
hvor der står skrevet:  
»Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig.  
Han har sendt mig  
for at bringe godt budskab til fattige,  
for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde,  
for at sætte undertrykte i frihed,  
for at udråbe et nådeår fra Herren.«  

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren  
og satte sig, og alle i synagogen  
rettede spændt øjnene mod ham.  

Da begyndte han at tale til dem og sagde:  
»I dag er det skriftord, som lød i jeres ører,  
gået i opfyldelse.«  
Alle gav de ham deres bifald  
og undrede sig over de nådefulde ord,  
som udgik af hans mund, og de spurgte:  

»Er det ikke Josefs søn?«  

Han svarede dem:  
»I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig:  
Læge, læg dig selv! og sige:  
Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum;  
gør det samme her i din hjemby!«  

Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer:  
Ingen profet er anerkendt i sin hjemby.  

Og jeg siger jer, som sandt er:  
Der var mange enker i Israel på Elias' tid,  
dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder,  
så der blev stor hungersnød i hele landet;  

og Elias blev ikke sendt til nogen af dem,  
men til en enke i Sarepta i Sidons land.  
Og der var mange spedalske i Israel  
på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset,  
men det blev syreren Na'aman.«  

Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri,  
da de hørte det;  
de sprang op, jog ham ud af byen  
og drev ham hen til kanten af det bjerg,  
deres by var bygget på, for at styrte ham ned.  

Men han banede sig vej imellem dem og gik.  

Luk 4,16-30 

 

Vores forventninger former vores forståelse! 
En verdensberømt violinist skulle optræde i en af Wiens store koncerthuse. 
Forud for aftenens koncert stillede han sig op i helt almindeligt tøj ved nedgangen til en af byens undergrundsstationer. Han stillede violinkassen på gaden, og begyndte at spille på den håndbyggede Stradivarius. 
Nogle mennesker nikkede anerkendende og kastede et par mønter i violinkassen, men de fleste ilede videre uden at reagere på musikken. 
Om aftenen iførte han sig sit kjolesæt og spillede i et fuldt koncerthus, hvor publikum havde betalt i dyre domme for at høre den verdensberømte violinist. 
Vores forventninger former vores forståelse! 

En kunstmaler havde sit toårige barn med i atelieret,  
mens han arbejde. Barnet fik i et uopmærksomt øjeblik fat i nogle tuber farve, og smurte farver ud på lagnet i en seng. Kunstmaleren tog lagnet af sengen, spændte det ud på en ramme, og sendte det ind til forårsudstilling på Charlottenborg, hvor det blev optaget og udstillet blandt andre kunstværker – uden det fremgik, at kunstneren var en toårige, der havde leget med sin fars farver.  
Da det senere kom frem i medierne blev folk rasende og følte sig snydt.  

Hvad enten vi ser tilfældig krimskrams på et lagen,  
og tror, det er stor kunst, eller vi hører stor kunst  
og tror, at det er tilfældig gademusik,  
så former vores forventninger vores forståelse i en sådan grad, at vi kan blive både døve og blinde. 
Det samme tema er på spil i dagens evangelietekst.  
Jøderne forventede, at der skulle komme en frelser,  
men da frelseren endelig kom,  
så kunne de kun høre og se den lokale tømrers søn. 
Deres forventninger formede deres forståelse i en sådan grad, at de var både døve og blinde.  

Jøderne havde i gennem hele deres historie ventet på  
og forventet, at der skulle komme en frelser,  
der ville bringe godt budskab til fattige,  
udråbe frigivelse for fanger og give syn til blinde,  
sætte undertrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren, som de igennem århundrede havde hørt om i synagogen. 

Frelseren var ventet med stor længsel. 
Man forventede en konge, der som en stor hærfører ville befri jøderne, der forstod sig selv som Guds udvalgte folk, fra landets trængsler og undertrykkere. 

Det må derfor have været med tilbageholdt åndedræt,  
de hørte Jesus sige, at tiden nu var inde og i dag var deres forventning om frelseren gået i opfyldelse.  

Men ingen af Nazarets indbyggere i havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at frelseren skulle komme fra deres egen by, og da slet ikke som en tilfældig håndværkers søn,  
den lokale tømmer henne fra hjørnet.  
Er det ikke bare Josefs søn? 
Og mindst af alt forventede de, at selve frelsen bestod i at elske ubetinget og med stor tålmodighed og ydmyghed. 

At menneskers forventninger former forståelsen, 
så man ikke forstår, at man står over for den sande frelser,  
eller ikke kan høre guddommelig musik ved en metrostation, eller se, hvad der er ægte kunst på en velanskreven kunstudstilling, er et velkendt fænomen. 

Så velkendt at også H.C. Andersen har skrevet et eventyr om dette fænomen – nemlig Kejserens nye klæder.  
Voksne og veluddannede mennesker lod sig bedrage til at tro på, at det skyldes deres manglende begavelse,  
hvis de ikke kunne se, at kejseren havde det fineste tøj på. 
De voksnes forventninger gjorde dem blinde og døve, mens barnet derimod så klart. Der skulle et barn til at sige: 
”men han har jo ikke noget på!” 
Men hvad er det da, barnet gør anderledes end os voksne? 

Barnet møder verdenen med et åbent sind. 
Barnet har ikke en forforståelse af verdenen. 
Barnet har ikke fordomme. 
Barnet dømmer ikke. 

Mon ikke et barn ville høre den samme musik i koncert-huset som ved metrostationen i Wien?  
Og mon ikke barnet ville se de samme farver smurt ud på et lagen, hvad enten det var på en udstilling eller på sengen hjemme i kunstneres hjem? 
Barnet er åben og ser og hører, hvad der reelt sker, mens vi voksnes forventninger lukker sig om en forestilling om, hvad vi ser og oplever.  
Vores forventninger står i vejen for vores udsyn, så vi ikke kan se og høre, hvad der rent faktisk kommer os i møde.  
Men skal vi så lade være med at forvente noget? 
Nej – slet ikke. 
Eksempelvis viser forskning, at elever lærer mere og hurtigere, når lærerne forventer noget af dem. 
Og børn bliver mere ansvarlige, når forældrene forventer, at de ret faktisk er ansvarlige. 

Så vist skal vi ikke holde op med at forvente noget 
– og vi kan heller ikke.  
Det er en præmis for menneskers interaktion,  
at vi altid møder hinanden med forventninger  
– enten bevidst eller ubevidst. 

Problemet er ikke vores forventninger. 
Problemet opstår, når vores forventninger lukker for vores oplevelse af verdenen, og vi fastlåser vores forestilling om det, vi venter på. Så lukker vi for verden fremfor at møde verden med barnets åbne sind. 

I synagogen sagde Jesus også til indbyggerne i Nazaret,  
at der var mange enker i Israel på profeten Elias' tid,  
dengang der var hungersnød i landet. 
Men Gud sendte ikke profeten til jøderne, men til en enke i en by, Sarepta, hvor der ikke boede jøder. 
Og der var også mange spedalske jøder, men ingen af dem blev helbredt. Det gjorde derimod en mand fra Syrien.  

Dermed udfordrede Jesus jødernes fastlåste forestilling om, at de alene var Guds udvalgte folk. 

Mon ikke mange i Danmark også ville blive anfægtet eller lige frem ude af sig selv af raseri, som indbyggerne i Nazaret blev, da Jesus sagde, at det var de fremmede, som Gud havde prioriteret og ikke dem?   

Problemet er altså ikke vores forventninger i sig selv,  
men at vi låser dem fast i en bestemt forestilling. 
Og mon ikke Gud vil sige lige nøjagtig det samme til os i dag, som Jesus sagde til indbyggerne i Nazaret? 

Giv slip på dine fastlåste forestillinger.  
Måske får du ikke det, du havde forventet. 
Måske får du noget, som du som du ikke har tænkt på,  
at du har brug for.  
Måske får du det ikke fra den person, du havde forventet. 
Måske kommer hjælpen ikke fra den person, du har forventet. 

Så vær åben for det uventede, se og lyt til din verden  
og tag imod alt det, der rent faktisk bliver dig givet,  
for frelsen, ja den kommer sikkert også i dag – som for 2000 år siden – fra en uventet kant. 
Glædelig første søndag i advent. 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,  
Fader, Søn og Helligånd,  
du som var, er og bliver én sand treenig Gud,  
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed 
Amen 


Kirkebøn 
Vi takker dig, Gud, for det liv, du har skænket os,  
verden du har sat os i, 
de mennesker du har sat os sammen med, 
vores venner, familie og alle dem, vi holder af  
– og dem, som holder os ud. 

Styrk håbet, der overvinder mismodet i os. 
Giv os mod, så vi tør overgive os til dig i tillid til  
at du i din kærlighed giver os det, vi trænger til. 

Send os varme og kærlige hænder,  
der griber os, når vi falder,  
som fører os hjem til dig, når vi farer vild,  
og kald os ud af den åndelige død i livet. 

Lær os at elske med din kærlighed, 
udstråle dit lys på vores omgivelser, 
og se med dine øjne på vores verden,  
så vi må være dine sande disciple.  

Vær hos den, der lider, sørger og er bange,  
hos den, der er ensom, modløs og trist.  
Lad den, der er døden er nær, erfarer din ånd,  
der gennemstrømme både livet og døden. 

Velsign vort land og alle, der opholder sig her. 
Vær med dronningen og hele hendes hus, 
regeringen, folketinget og domstolene, 
og hos alle, der har fået magt og indflydelse betroet, 
og giv os alle, at vi alle må gøre din vilje. 

Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.  
Skab vilje til fred, dialog og forsoning, 
overalt hvor der findes ufred, konflikt og angst – 
både i den store verden og i de små hjem. 

Styrk og bevar din kirke og alle os i den, 
her i Klosterkirken  
og i alle kristne samfund ud over hele verden. 
Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab. 

Værn om det enkelte liv og fællesskabet under pandemi 
både her i Danmark og over hele verdenen. 

Værn om vores familie og venner,  
og alle dem, som står os nær. 

Lad os et øjeblik være stille sammen  
og bede for dem, vi holder af,  
dem vi savner  
og dem, der har brug for vores forbøn.  

(Stilhed) 

Herre hør vor bøn og  
giv os alle din nåde, fred og velsignelse.  
Amen