Prædikener og taler
Nyheder

Ordinationstale til Sarah Schelde og Monica Isabella Djarnis

Lolland-Falsters Stift kunne byde velkommen til to nye præster, da Sarah Schelde og Monica Isabella Djarnis blev ordineret. Læs biskoppens tale til ordinanterne her.

 

Det ord af den hellige skrift, som jeg på denne jeres ordinationsdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver evangelisten Mathæus i kapitel 1, vers 22-25:

Dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:   
»Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn,  
og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder:  
Gud med os.  

Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han,  
som Herrens engel havde befalet ham,  
og tog Maria til sig som sin hustru.  

Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn.  
Og han gav ham navnet Jesus.
Amen 

Mat. 1,22-25 


Kære Monica og Sarah, jeres familie og venner,  
kommende kollegaer og alle I andre, som er her i dag. 

Vi nærmer os juledagene med hastige skridt, hvor vi skal høre om frelserens fødsel. ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus…” 

Normalt er det denne udgave af juleevangeliet fra Lukas,  
vi plejer at høre i kirkerne juleaften landet over.  

Men når jeg har valgt et udsnit af juleevangeliet fra Matthæusevangeliet, så er det på grund af dette ene ord: ”Immanuel”, der betyder Gud med os.  
Og hvorfor så mon det? 

Lad mig forklare det, ved at gøre et lille hypotetisk tankeeksperiment. Forestil jer en nyuddannet præst,  
der får sit første embeder midt i den mørke vintertid,  
alt imens landet er ramt af en pandemi. 

Præsten vil gerne gøre et godt indtryk og yder sit bedste. 
Præsten bryder sin hjerne for at skrive gode, dybsindige, relevante og nærværende prædikener, men mange mennesker holder sig inden døre af bekymring for smitten  
og kun få vover sig hen i kirken. 

Præsten tager på hjemmebesøg hos sognebørnene, lytter til deres sorger og bekymringer, men det får dem ikke til at komme i kirken om søndagen.  

Præsten maler ikoner og finder spændende og inspirerende materiale til konfirmanderne, der blot sidder og stirrer trætte og uoplagte ud af vinduerne. 

Præsten giver sig god tid, lytter og spørger, når hun taler med de efterladte til sognets afdøde. 
Hun gør sig umage og skriver gode begravelsestaler,  
men de pårørende kommer ikke i kirken efter begravelsen. 

Hun lytter til brudeparrene, forsøger at danne sig et indtryk af, hvem de er, hvorfor de er blevet forelsket i hinanden, hvad de drømmer om og håber på. 
Præsten opsamler deres kommende ægteskab i de mest poetiske ord, og serverer det for dem, når de står foran alteret – men hun ser dem ikke i kirken efter brylluppet. 

Præsten taler med nybagte forældre, beundrer den lille og døber barnet i kirkens døbefont, mens familie og venner begejstret ser på vidunderet – og hun ser ikke forældre, familie eller venner mere i kirken efter dåben.  
  
Præsten tager initiativ til nye ting, besøger den lokale dagplejemor, arrangerer børnegudstjenester, laver farvestrålende kirkeblade, tager billeder og poster dem på de sociale medier, deltager i sportsklubbens arrangementer, men der kommer alligevel ikke flere mennesker i kirke søndag formiddag.  

Langsomt bliver præsten mere og mere træt og modløs. 
Og en dag er hun så opgivende, at hun beder til Gud: 
”Kære Gud, jeg er ved at opgive,  
hvad skal jeg dog gøre anderledes  
for at få folk til at komme i kirke?” 

Og Gud svarer præsten:  
”Mit kære barn, du skal ikke gøre noget anderledes. 
Det er ikke dig, der vækker troen. 
Det er ikke dig, der bestemmer, hvorhen ånden blæser. 
Det er ikke dig, der åbner menneskes øre for mine ord. 
Det eneste, du skal, er at tro på, at jeg er med dig. 
Følg du blot dit kald og vid, at du aldrig er alene.  
Jeg altid er med dig i din gøren og laden." 

Gud er med præsten – Gud er med jer. 
Gud med os – Immanuel. 

Indledningsvist sang vi salmen ”O kom, o kom Immanuel” 
hvori vi synger,  
at Gud forløser det tilfangetagende; 
river byttet ud af løvens klø'r; 
befrier os fra gravens mørke dyb; 
fordriver al nattemørkets gru; 
gør kongeporten høj og vid; 
bereder os Himmel-vejen; 
og kommer til os som vores fred; 
så vi sammen kan istemme os  
”O fryd! o fryd! Immanuel – Gud med os. 

Så kære Monica og Sarah, 

I vil sikkert som så mange andre præster erfare, at de små evangeliefrø, som I drysser ned i menneskers sjæleliv,  
med tiden slår rod og vokser. 

Som når I møder konfirmanden, der i mellemtiden er blevet voksen, og som takker jer for det rum af fred og ro, I viste ham eller hende i kirken, for jeres inspirerende ord, som de mange gange er vendt tilbage til i deres voksenliv. 

Eller når en mor, hvis barn i for mange år siden døbte,  
en dag husker den prædiken, som I selv for lang tid siden selv har glemt, men som hun har gemt i sit hjerte. 

Eller de pårørende til en afdøde, der mange måneder efter begravelsen, ja måske flere år senere, henvender sig og spørger, om de kan få en kopi af begravelsestalen. 

Helligånden kan ikke måles og vejes søndag i kirken. 
Troens frø vokser med tiden og næres af livet selv. 
Jeres opgave er at følge jeres kald i tillid til,  
at I aldrig er alene på arbejde.  
Immanuel Gud er med jer – nu og i al evighed. 

Med disse ord vil jeg ønske jer  
Guds fred og velsignelse i præstegerningen 
Amen