Ordinationstale til Olga Grygorieva

Det ord af den hellige skrift, som jeg på denne din ordinationsdag særlig vil lægge dig på sinde, skrives i Lukasevangeliet:

»Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« 
Luk 17,19

Kære Olga og alle jer, der er her i kirken i dag.
Jeg ved, at du allerede har lagt dig de ord på sinde, Olga.
For det første har vi lige har hørt dem i den tekst, som din kommende kollega, Jesper, prædikede over i dag.
For det andet skal du selv prædike over den samme tekst på søndag, når du skal indsættes officielt i Rødby.
For det tredje har du allerede taget livtag med teksten, da du skulle skrive en prædiken til din bispeeksamen.

Men alligevel har jeg valgt de her få ord:
»Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!«
For i disse få ord viser Jesus os, hvordan relationen mellem Gud og menneske er.

Jesus har lige helbredt manden, der efterfølgende takker ham, og man kunne så nemt ifølge vores menneskelige logik have troet, at Jesus ville have sagt til manden:

”Stå op og følg mig. Min tro har frelst dig!”

Underforstået:
At det er Jesu tro, der er så stor og stærk, at den har kraft nok til at helbrede manden, fordi han har den fra Gud selv.
At det er hans unikke evner til at helbrede, der har gjort manden rask.
At manden intet er uden Jesus, men har brug for Jesu tro og er nødt til at følge ham resten af livet.
Fra nu af og i al evighed er manden afhængig af Jesus.

Men Jesus sætter netop ikke manden i et afhængighedsforhold til sig selv.
Han siger ikke ”min tro har frelst dig”.
Han siger ”din tro har frelst dig!”
Og han rejser manden op og sætter ham hjem til sig selv; giver ham mulighed for at gå selv igennem livet og frihed til at vælge hvilken vej, han vil følge:

”Stå op og gå herfra!”

Det er sådan Guds relation til mennesker er.
Kærligheden sætter fri og hjælper os til at stå i sig selv.
Din tro – ikke min tro er det afgørende.

Sådan er det også med den præstegerning, du nu er på vej ind i.
Den fornemmeste opgave som præst er at hjælpe folk hjem til sig selv, dér hvor Vorherre har sat dem her på jorden, så de frelses af deres tro – og ikke af præstens.

”Din tro har frelst dig – ikke min!”
Det lyder måske indlysende, men som helt almindelige, dødelige mennesker fristes også præster til at måle deres succes på, hvor mange mennesker, der er afhængig af dem.

Men sat på spidsen er præstens fornemmeste opgave at gøre sig selv arbejdsløs, så mennesker hviler i troen på Gud.

Når Gud er alt i alle, bliver præstens rolle overflødig.
Men indtil da skal vi som præster og hyrder for Vorherre hjælpe mennesker til at gå herfra hvilende i deres tro.

Ikke ved at gøre os til ophøjede trossøjler, som andre læner sig op ad.
Ikke ved at gøre dem afhængige af os.
Ikke ved selv at få lys og opmærksomhed.
Men ved at gøre det usynlige arbejde det er, at rejse mennesker op og sætte dem hjem til sig selv, hvor de kan hvile i den tro, der kan frelse dem.

Det kan være hårdt, udmattende og slidsomt, men det er også en stor befrielse at få lov til at sætte egoet på standby og stille sig til rådighed i Vorherres tjeneste med de talenter og den viden, vi hver bringer med os.

Jeg ved, at du vil bruge dine evner og talenter i Vorherres tjeneste, Olga.

Hertil ønsker jeg dig Guds nåde, kraft og velsignelse.

Amen