Ordinationstale til Niels Peter Thisted og Kirsten Hartvig Munk

Det ord af den hellige skrift, som jeg på denne jeres ordinationsdag særlig vil lægge jer på sinde,  
skriver evangelisten Johannes i kapitel 15 vers 4-5: 

Bliv i mig, og jeg bliver i jer.  
Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv,  
men kun når den bliver på vintræet,  
sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.   
Jeg er vintræet, I er grenene.  
Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. 
Amen 

Kære Kirsten og Niels-Peter og alle jer, der er her i dag 

Det er årets korteste og mørkeste dag,  
og i morges så det også ud til at blive den mest tågede dag,  
hvor I står her foran alteret i Maribo Domkirke,  
klar til at sige ja til at gøre tjeneste for Vorherre. 

Herinde i kirken, hvor vi sidder, er der lys og varme. 
Men uden for, hvor træerne står med deres nøgne grene,  
der strækker sig mod himlen, er der mørkt og koldt.   

Det er netop på den her tid af året, at træerne beskæres,  
fordi der ingen saftstigning er i dem. 
Den gode gartner renser træerne og fjerner de over-skydende grene, så de kan bære megen frugt til sommer. 
De grene, der skæres fra og fjernes fra stammen,  
kommer selvsagt aldrig til at bære frugt.  
Det samme gælder de grene,  
som vejr og vind i vinterens løb har brækket af træerne. 

Når foråret kommer, kan vi klippe grene af frugttræerne  
og sætte dem i en vase for at glædes over deres blomstring, men grenene kommer aldrig til at bære frugt.  
For der er ingen safttilførsel i de grene,  
der er klippet eller brækket af stammen, 
og adskilt fra stammen, mister grenene hurtigt deres kraft. 
Træet har dybe rødder ned i jorden, hvorfra næringen suges op og transporters op igennem stammen og ud i grenene. Kun de grene, der er på træstammen, kan bære frugt. 
Det er så logisk, at selv et barn kan forstå det. 

Det er det billede, Jesus selv bruger, da han taler til sine disciple: ”Jeg er vintræet, I er grenene.”  
Bliver vi i ham, bliver han i os, og vi vil bære megen frugt, men adskilt fra ham kan vi slet intet gøre. 

Det er godt at lægge sig på sinde, når I to står her foran alteret klar til at sige ja til at gøre tjeneste for Vorherre. 

Det er så nemt at fristes til at tro, at de dejlige frugter   
er resultatet af ens egne præstationer.  
At kigge på den store menighed i kirken og tænke,  
at det her er mit værk og min fortjeneste,  
alle de mennesker kommer her i kirke for at høre mig. 
Det er så nemt at fæstne blikket på egne præstationer, 
den gode prædiken, den gode vielsestale,  
den gode begravelsestale, som de pårørende takker for,  
de kærlige hænder, der er rakt ud imod mennesker i nød.  

Men hvis man tænker sådan, så er man ikke podet på stammen af det sande vintræ. 
Uanset hvor meget I anstrenger jer for at skrive form-fuldendte prædikener, og uanset hvor teologisk dybsindige, rammende, relevante, morsomme eller tankevækkende  
de er, så udretter jeres ord intet, hvis ikke I bliver i Kristus,  
så han kan virke i jer og igennem jer. 

Hvis I suger energi og næring fra det, der nærer egoet,  
så kan I måske i en periode blomstre som i en vase udstillet i en stue, men I vil aldrig komme til at bære frugt,  
og I vil hurtigt tørre ud og miste kraften.  
For saft og kraft får I ikke fra jer selv, men fra den stamme, I er podet på, og adskilt fra stammen tørrer I ud. 

Som den gode gartner renser Gud os mennesker,  
skærer døde grene og dødt liv væk,  
så Helligånden atter kan strømme igennem os, som saften strømmer i træstammen og skaber nyt liv i grenene. 

Som præster kan man sjældent se resultaterne af sin indsats, men det er heller ikke den energi, I skal leve af. 
Vi kan stille os til rådighed som tjenere  
og udføre de opgaver, som Gud pålægger os.  
Men adskilt fra ham kan vi intet udrette i præstegerningen.  
Måske er der kun nogle få lidt indtørrede æbler på grenene, og ikke så mange mennesker på kirkebænken.  
Men om vores indsats bærer frugt eller ej,  
kan vi trygt overlade til Gud.  

Vores opgave er at forblive i Kristus, så han kan blive i os. 
Frugterne ikke er vores fortjeneste, men ham vi tjener.   

Vist skal vi gennemleve mørke og kolde vintre,   
hvor livets stormvejr river og flår i os –   
men så længe vi forbliver på stammen,   
så kan Helligånden genføde og forny os,  
så kraften atter strømmer igennem os,  
når lyset og foråret bryder frem. 

Det er årets korteste og mørkeste dag,  
og fra nu af går vi mod lysere tider og det netop i dag,  
hvor I står her i Maribo Domkirke foran alteret klar til at stille jer til rådighed som Vorherres tjenere.  

At stille sig til rådighed som Herrens tjener indebærer først og fremmest, at I bliver i ham, så kan blive i jer.  
Så vil Helligånden strømme igennem jer og give jer indre ro og styrke til at favne alle de forskellige mennesker,  
som I vil møde i jeres præstegerning.  
Hertil ønsker jeg jer Guds velsignelse. 
Amen