Biskoppens månedshilsen januar 2023

Kære alle

Jeg håber, at I er kommet godt igennem julen og vel ind i det nye år.

Som de fleste af jer ved, havde jeg studieorlov sidste sommer. Her fik jeg muligheden for at fordybe mig i et emne, som jeg dagligt arbejder med i praksis, nemlig den ændrede demografi i mange af stiftets sogne. 

Industrialiseringen af landbruget har flyttet mennesker, aktiviteter og økonomi fra land til by. Det bidrager til en demografisk skævvridning af landet, og det samme gør sig også gældende her i stiftet. Langt størstedelen af folkekirkens mange kirker er placeret efter en sognestruktur grundlagt i middelalderen, hvor mere end 80 procent af befolkningen boede på landet. I dag er det omvendt, hvor mere end 80 procent bor i byer. Eksempelvis bor halvdelen af folkekirkemedlemmerne i Lolland Vestre Provsti i Nakskov, hvor der er to kirker, mens den anden halvdel bor i resten af provstiet, hvor der er 29 kirker. Det er en udfordring for folkekirken, der ønsker at være til stede over alt.

Hvor det offentlige Danmark har trukket sig tilbage fra landdistrikterne, der står folkekirken endnu tilbage som den sidste bastion. Kirken har igennem århundreder overlevet skiftende tider og store samfundsomvæltninger og vil også gøre det i fremtiden. Samfundsudviklingen har imidlertid konsekvenser for strukturen og organiseringen af kirkelivet, men også for menighedens livsmod, trospraksis og oplevelse af at være et kristent fællesskab. For hvordan bevarer man håbet, hvis man føler sig afkoblet en samfundsudvikling, hvor fortællingen er, at livet leves et andet sted? Sådan kunne det se ud, men det er en illusion, at det er dér, hvor mange mennesker er forsamlet, at livet leves.

Sociologiske undersøgelser viser, at livskvaliteten er højere på landet. At mennesker på landet er mindre stressede og oplever større mening i livet. At man bor på landet, fordi man selv har valgt det, for at være tættere på naturen, være en del af et fællesskab, få mere tid med sine børn og få større økonomisk frihed. At nok er gennemsnitsindkomsten lavere på landet, men sammenhængen mellem lykke og penge ophører, når de basale behov er dækket. At det er i små lokalsamfund, at danskerne år efter år kåres som de lykkeligste. At det ofte er i de små menigheder, at engagementet og tilslutningen til kirkelivet er størst. At kirkegangen som regel procentuelt er meget større i små sogne end i store bysogne.

Under min studieorlov undersøgte jeg urbaniseringens konsekvenser for folkekirken i landdistrikterne. Jeg satte mig ind i den eksisterende viden om den demografiske og økonomiske udvikling og ulighed i landet, for at undersøge potentielle udviklingsmuligheder og for at kunne indgyde håb og livsmod til mennesker i landdistrikterne. Men også for at trænge dybere ind i narrativet om urbaniseringen. Er det vitterligt en naturlov, som alt liv – herunder også kirkeliv – skal rettes ind efter, eller er der mere at sige herom? Ja, det er der helt klart. Jeg blev overrasket over flere af de ting. 

Under overfladen gemmer sig et langt mere nuanceret billede end det gængse urbaniseringsnarrativ om, at folk flytter fra land til by. For eksempel skyldes affolkningen af landdistrikterne ikke fraflytning, men primært alderssammensætningen. De ældre bor på landet, mens de unge i den fødedygtige alder bor i byerne. I dag er udviklingen imidlertid vendt, så unge børnefamilier i landets største byer i højere grad søger mod provinsen. At der er indkøbsmuligheder, en skole og offentlig transport er afgørende for, hvor de unge børnefamilier vælger at slå sig ned. Nettofraflytningen fra landets største byer er i dag væsentlig større end tilflytningen. 

Dette og meget mere redegør jeg for i bogen ”Urbaniseringens konsekvenser for folkekirken”. Jeg konkluderer afslutningsvis, at der er behov for en transformation af både virkeligheden og af vores virkelighedsforståelse – her kan vi alle yde en indsats.

Godt nytår.

Venlig hilsen

Marianne Gaarden, biskop