Månedshilsener
Nyheder

Biskoppens månedshilsen januar 2022

Modstand gør, at træer slår dybere rødder og bliver stærkere. Det samme gælder for kirkelivet, skriver biskop Marianne Gaarden.

 

Kære alle

Traditionen tro byder vi det nye år velkommen med at synge Grundtvigs elskede nytårssalme:

”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid!

Sandheds Gud! lad dit hellige ord oplive, oplyse det høje Nord!

Velkommen, nytår, og velkommen her!”

Det nye år 2022 begyndte, som det Herrens år 2021 sluttede, med høje smittetal, lave antal kirkegængere og fortsatte restriktioner i kirkerne. Pandemien har som et stormvejr blæst hen over kirkelivet og har fejret mange jule- og nytårstraditioner til side og lagt dele af kirkelivet øde.

Det kan vække vemod at se så mange tomme kirkebænke på den tid af året, hvor vi ellers plejer at rykke sammen i kirkerne. Men kan det også mane til eftertanke og besindighed? Kan vi overhovedet lære noget af denne pandemi? Kan alt det dårlige, som den har forvoldt, overhovedet vendes til noget positivt?

Det filosoferede jeg over, imens jeg læste en af de bøger, der lå under juletræet i år. Heri læste jeg om et hold videnskabsfolk i USA, der forsøgte at leve to år i en stor glaskuppel med alt, hvad der hører naturen til, i et forsøg på at være selvforsynende. Vigtigst af alt var selvfølgelig træerne, der fungerer som store lunger i vores økosystem. Træerne i glaskuplen skød hurtigt i vejret, men inden de to år var gået, væltede de under deres egen vægt. Træerne havde fået både vand, lys og næring. Så hvad manglede de? De manglede modstand. Den modstand som vind og storm normalt udsætter træerne for i naturen. Selvom stormvejr er træernes værste fjende, gør vinden også træerne modstandsdygtige, og deres rødder bliver stærkere.

Det fik mig til at tænke på ordsproget om, at modgang modner. Sådan er det for træerne, når vinden fejer hen over jorden og rusker i dem. Mon ikke det samme er tilfældet for os mennesker, når en pandemi fejer hen over jorden og rusker i os. Også vi modnes og får stærkere rødder. Mon ikke pandemien har lært os, hvor vigtigt fællesskabet er; at vi er forbundne med og afhængige af hinanden. Sammen står vi stærkere.

Lad os tage disse erfaringer med os fra det Herrens år 2021 ind i det nye, som vi endnu ikke ved, hvad vil bringe. Men vi ved, at vi i den grad har brug for hinanden og for at høre Guds hellige ord, der opliver og oplyser det høje Nord – og os her på Sydhavsøerne.

Guds fred og godt nytår.

 

Med venlig hilsen
Marianne Gaarden
Biskop

Biskoppens månedshilsen

Hver måned udkommer der et nyhedsbrev fra Lolland-Falsters Stift. Her kan du blandt andet læse biskoppens månedshilsen og få andre nyheder fra stiftet. Skriv dig op til stiftets nyhedsbrev her.