Nye præster
Sognepræst Jesper Vigant Madsen, Skt. Nikolai Pastorat

At blive præst i sin fødeby og i sin dåbskirke

 

Af Jesper Vigant Madsen

Hvis man havde fortalt mig for blot 2 år siden, at jeg skulle blive præst på min hjemegn – og tilmed i min gamle dåbskirke i min fødeby, så ville jeg nok have trukket på smilebåndet og sagt:

”Det tror jeg ikke på…”

Ganske simpelt af den grund, at jeg aldrig af mig selv ville have turdet søge ”hjem” igen. Måske båret af det kendte bibelcitat om, at man ikke skal profetere i sin egen hjemby. Hvad det så end måtte betyde…. Nej, det er naturligvis sagt i sjov – primært var det, fordi jeg ville være bange for, at man skulle føle sig forpligtet til at tage mig.

Nu har det så lige præcis formet sig sådan – og jeg er meget glad og taknemmelig.

Men hvorfor så denne pludselige drejning? Og hvordan gik det til?

Helt præcist blev jeg kontaktet af den daværende menighedsrådformand, der spurgte mig, om jeg mon kunne overveje at flytte tilbage til egnen, når min uddannelse var færdiggjort og søge den sognepræstestilling, som, hun vidste, ville blive vakant inden alt for længe. Den tidligere præst skulle nemlig gå på pension, og derfor altså henvendelsen. Lang historie kort besluttede jeg mig for at søge stillingen, da den først blev slået op, og var så heldig at få den. Den stilling var et prøveembede, der dækkede de 2 landsogne Sandby/Branderslev 50% og det store bysogn Skt. Nikolai 50%.

Det embede har jeg altså haft lige frem til d. 1.11.2018, hvor jeg så er blevet fuldtidsansat i min dåbskirke i Nakskov, Skt. Nikolai. En følelse af glæde og taknemmelighed, der i virkeligheden er svær at beskrive.

Jeg kommer ikke fra nogen speciel kirkelig baggrund, og jeg har aldrig helt forstået udtrykket ”at blive kaldet” til et præsteembede. Jeg har altid opfattet et kald, som et indre kald – men nu ved jeg, at ”det at blive kaldet” – altså, at den pågældende kirke kalder på en – er en ganske særlig oplevelse og følelse. Med det kald i ryggen er det en sand fornøjelse og glæde at være flyttet hjem i en halvsen alder – nu håber jeg så bare, at det kan blive til gavn og glæde.