Nye præster
Pilgrimspræst Anne Louise Hanson, Pilgrimshuset i Maribo Domsogn

En fornem opgaver ligger og venter

Anne Louise Hanson blev ansat som sogne- og pilgrimspræst i Maribo Dompastorat den 1. juni 2018.

 

Af Anne Louise Hanson

Elisabeth Lidell skrev en gang, at ”når man skal bade i havet en vinterdag, må man beslutte sig for at hoppe ud i det – ellers bliver det aldrig til noget”. Sådan har jeg det nok generelt, når jeg står med fødderne i vandkanten og tøvende overvejer, om jeg tør hoppe i.

Og sådan stod jeg billedlig set også for nogle måneder siden og så ud over det store frygtindgydende og kolde hav. Skulle jeg springe i, eller skulle jeg lade være. Nu stod jeg jo lige så godt med fødderne plantet i den østjyske jord. Og et koldt og dybt hav har nu aldrig været min stærke side. Men jeg tog beslutningen og hoppede i. Og nu svømmer jeg så rundt i sydhavsøernes vand, hvor jeg forsøger at flyde med i bølgernes vippen og tidens nye vingesus.

For sådan er det jo at bryde op. Man forlader det gamle, kendte og trygge, for i stedet at hoppe ud på dybt vand. Det var i hvert fald det, jeg gjorde, da jeg søgte stillingen i Maribo Dompastorat og til og med fik den: Jeg måtte bogstavelig talt tage en dyb indånding og hoppe ud i det. Og det gør jeg vel i en eller anden forstand stadig – hopper ud i det. For der er meget nyt i min stilling som kombineret sogne- og pilgrimspræst: Jeg skal ikke bare bevæge mig i et helt nyt og stort kirkerum, jeg skal også ud på ukendte veje og stier.

Men det er jo det, jeg glæder mig til. Jeg glæder mig til at slå rødder et helt nyt sted. Jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med en lang række nye mennesker. Jeg glæder mig til at slå mine folder i Domkirken, hvor der er højt til loftet, og, hvor der er rig mulighed for at være med i gudstjenestelivet, også med de små. Og endelig glæder jeg mig til at snøre vandrestøvlerne. Nu har de stået på hylden i 6,5 år uden at være blevet brugt særlig meget. Men jeg er sikker på, at de og mine fødder nok skal finde ud af det sammen, når jeg i fællesskab med andre pilgrimme bevæger mig ud på livets mange veje.

Det er en meget fornem opgave, der ligger og venter: At få lov til at være medvandrer med de mennesker, jeg kommer til at møde. At få lov til at være medspiller i en kirke, der er i bevægelse.

Personligt har jeg altid været i en eller anden form for bevægelse: Fra min fødeø, Bornholm, til mine barndomsår i Grenå, hvorfra vejen fortsatte til de mange år i Århus, hvor jeg blev færdig som Cand.theol. i 2011. Kort tid herefter fløj jeg mildest talt ind i mit første embede som sognepræst i Haslund-Ølst Pastorat og Randers Arrest. Nu har jeg så efter næsten 7 års præstevirke i det østjyske rykket rødderne op sammen med min mand Niklas og vores to børn, Sofus på 3 år og Linus på 1, for at starte et nyt kapitel i Maribo Dompastorat på Lolland-Falster.

Jeg glæder mig over at være her og ser frem til alt det nye, der venter. Men man må huske – som med alt andet nyt – at selvom man tager beslutningen og hopper i, så har alting sin tid. Små frø skal ikke bare sås. De skal også have sol, vand og tid, før kan de ikke vokse op som smukke blomster og livgivende afgrøder.