Ro, fordybelse og nærvær
Pilgrimshuset Maribo

Pilgrimsvandring

Sydhavsøerne byder på en unik og frodig natur. Med udgangspunkt i Pilgrimshuset i Maribo kan du finde vandreruter, komme på retræte og få inspiration til pilgrimsvandring.

Mottoet for Lolland-Falsters Stift er "fra fordybelse kommer fornyelse". Det at finde ro, nærvær og fællesskab i en travl og omskiftelig verden har høj prioritet i det naturskønne stift. Et særligt fokusområde er derfor pilgrimsvandring - den gamle, kirkelige tradition for at bevæge sig i fællesskab og bruge naturen som ramme om den eksistentielle rejse.

Lige ved Domkirken og de 600 år gamle klosterruiner ligger Pilgrimshuset i Maribo, som har til formål at tage imod og vejlede alle, der gerne vil vandre, fordybe sig, mærke naturen og finde fællesskaber. Huset drives på et folkekirkeligt, økumenisk grundlag og samarbejder med Birgitta-klosteret, Domkirken og andre lokale aktører.​ 

Pilgrimshuset er et sted, der indbyder til refleksion, fordybelse, ro og nærvær. Og endelig er det et sted, der indbyder til masser af pilgrimsvandring. I den hyggelige café kan man nyde god mad og drikke. Og man kan overnatte på Pilgrimshusets herberg.

Pilgrimspræst Anne Louise Hanson arrangerer vandringer i stiftet og holder hver uge en kort morgenandagt i kirken. Find information om vandringer og andagter her: www.pilgrimshus.dk/

Det er populært som aldrig før at gå pilgrimsvandring. I centrum for pilgrimsbevægelsen står "de syv pilgrimsord": Frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, åndelighed og fællesskab. De syv ord ligger blandt andet til grund for syv særlige temaruter i stiftet, som du kan læse mere om i Pilgrimskortet - et kort over lokale vandreruter, som kan købes i Pilgrimshuset og i turistbureauerne i Maribo og Nakskov.

Har du spørgsmål til cafeen eller herberget, kontakt da bestyrer Louise Buhl Skjold på tlf. 30636620 eller louise.pilgrimshuset@gmail.com.

Domkirken i Maribo ligger naturskønt ned til Søndersø. Ved kirkens side ligger Pilgrimshuset i Maribo, et tilholdssted for vandrende og andre, der ønsker at fordybe sig og finde ro.



Kontakt:

Pilgrimspræst Anne Hanson
Tlf.: 20145023
Email: anlh@km.dk

Læs interview:
"Pilgrimspræst: Derfor går jeg"

_______________________

Pilgrimskortet, en oversigt over lokale vandreruter, kan købes i Pilgrimshuset og i turistbureauerne for 60 kr.