Nyheder
Nyheder

Trængte familier får nyt håb i Rødbyhavn

Med Minihøjskolen gør Rødby og Omegns Menighedspleje en særlig indsats for en række trængte familier. Idékvinden er sognepræst Marianne Eilskov Hansen, der ser det som en naturlig del af næstekærlighedsbuddet.

Sognepræst Marianne Eilskov Hansen i Menighedssalen. Foto: Bettina Madsen

 
Af Bo Nygaard Larsen

Det handler om at gøre noget for andre. Sådan er filosofien bag Minihøjskolen, der otte gange om året samler en række trængte familier til samvær og fællesspisning Rødbyhavn. Sådan har det været siden 2011, hvor sognepræst Marianne Eilskov Hansen fik ideen, der bliver udbudt som et tilbud fra Rødby og Omegns Menighedspleje.

»Menighedsplejens opgave er at være der for næsten. Det er det diakonale aspekt, at vi gør noget for andre. Det er vigtigt, at vi forsøger at hjælpe dem, der har svært ved at klare hverdagens udfordringer,« siger Marianne Eilskov Hansen.

Foredrag og fællesspisning
Minihøjskolen finder sted den sidste onsdag aften i hver måned med pause i juni, juli, august og december. Det sker i Menighedssalen i Rødbyhavn Kirke. Et frivilligt korps laver maden og passer børnene i den nærliggende gymnastiksal, mens forældre får en times foredrag om eller et indspark til andre måder at anskue livet på. Bagefter samles alle til fællesspisning.

»For mig er det vigtigt, at Minihøjskolen ikke kun er spisning. Ved at give forældrene et foredrag om et givent emne, er vi også med til at give dem et håb om, at også de kan ændre på deres vaner og adfærd og finde vej i livet. Og det er de meget glade for, fordi de føler, at de her kan tale om emner, de ellers har svært ved. Vi giver dem et rum til refleksion og omtanke, som de måske ikke finder andre steder,« siger Marianne Eilskov Hansen.

Mere menighedspleje end kirke
Til hver minihøjskole er der en fast gruppe på fem familier plus dem, der kommer på dagen. Inden hvert arrangement får de, der på et eller andet tidspunkt har vist interesse, et opkald eller en sms. »Vi ved aldrig, hvor mange der kommer. Men dem, der gør, er glade for det. De får her et nyt fællesskab, og de har det godt med hinanden,« siger Marianne Eilskov Hansen.

Marianne Eilskov Hansen betegner det som en succes. Det er et fællesskab, som baserer sig på kristne værdier, men det er ikke et kirkeligt arrangement. Det kristne er nedtonet.

»Var det et decideret kirkeligt arrangement, var der nogen, som ikke ville komme. Derfor bruger vi kun kirkerummet som kirke til jul, når børnene laver krybbespil og vi synger julesalmer. Ellers fungerer kirkerummet som foredragssal sammen med menighedssalen.

Vi synger Alle gode gaver, inden vi spiser, men vi beder ikke, og bekender heller ikke vores kristne tro,« siger Marianne Eilskov Hansen og fortsætter:

»Det afgørende er, at vi kan gøre en forskel for andre, give et kærligt indspark i livet. Det er en naturlig del af mit præstearbejde og er en klar forlængelse af det kristne næstekærlighedsbudskab,« siger Marianne Eilskov Hansen.