Nyheder
Nyheder

Mere end kirke?

Ansvaret for kirkebygningerne skal blive ved med at give mening for menighedsrådene, og derfor skal vi måske tænke i nye baner. 

I Stubbekøbing Kirke er bænkene i Anekappellet fjernet, så kirken
kan og bliver brugt mere optimalt.

Debatmøde tirsdag den 18. september 2018 kl. 19 - 21 i Majbølle Kirke, Majbølle Byvej 53, 4862 Guldborg.

På årets landemode talte teologisk konsulent Karen Marie Leth-Nissen om projekt ”Mere end kirke”, som hun er ansat til at arbejde med i stiftet. Ansvaret for kirkebygningerne skal blive ved med at give mening for menighedsrådene. Biskoppen, den teologiske konsulent og stiftsadministrationen vil derfor gerne arbejde sammen med jer i menighedsrådene om to ting: 

1) Byggesagerne, som skal være enklere at køre igennem.
For at gøre byggesagerne enklere, vil vi gerne afprøve fire ting. De fire ting er: en smiley-ordning til kirkearkitekter, muligheden for at få en byggesagsguide fra stiftet koblet på, når I som menighedsråd indleder en byggesag. Desuden vil vi gerne afholde workshops for provstiudvalg om økonomi og byggesager, hvor vi går gennem området, og sammen taler om, hvad vi kan gøre for at det hele kan blive lettere og enklere. Og endelig vil vi foreslå, at vi kunne give bistand til at få udarbejdet langtidsplaner for kirkebygningernes vedligeholdelse, så I som menighedsråd kan være på forkant med de større arbejder, der kommer. 

2) Det andet, vi gerne vil, er at samarbejde med jer om bruge nogle af kirkerne, f.eks. lejlighedskirker, lidt mere.
Her vil vi gerne indbyde interesserede menighedsråd til et projekt om udvidet brug af kirkebygningerne. Vi kalder det "Mere end kirke".  Projektet går ud på at finde nye muligheder lokalt, både ideer til brug af kirken, og også lokale, som har ideer og vil være med i arbejdet. Flere menighedsråd har allerede meldt sig, og alle er velkomne til at rette henvendelse til Karen Marie på kml@km.dk eller 2943 1023. Det er helt gratis at få Karen Marie på besøg for en snak om mulighederne.

Invitation til debatmøde om stiftets kirkebygninger og kirkeliv
For at komme godt fra start med det hele, indbyder vi jer alle til debatmøde om stiftets kirkebygninger og kirkeliv tirsdag d. 18. september.. På mødet vil vi fremlægge flere detaljer og diskutere sammen, hvordan vi kan samarbejde bedst muligt om stiftets kirkebygninger.