Nyheder
Nyheder

”Kirke med mere” i Majbølle kirke

Menighedsrådene var inviteret til debat om to emner: Kan kirken bruges til andet end gudstjenester, og kan byggesagerne forenkles for menighedsrådene.


Af sognepræst Henrik Gade Jensen, Gloslunde pastorat

Der var tæt parkerede biler i lange rækker foran Majbølle kirke til debatmøde om vore kirker tirsdag den 18. september. ”Det var næsten som til en fodboldkamp”, sagde en fremmødt, da vi gik hen til kirken. Og TV-Øst var mødt op for at sende ’live’ fra mødet. Alle kirkens stole og bænke var tæt besat, da biskop Marianne Gaarden bød velkommen og vi sang ’Nu går solen sin vej’.

To emner var særligt sat på dagsordenen, nemlig om kirken kan og må bruges til andet end gudstjenester og kirkelige handlinger, og om byggesager kan forenkles for menighedsrådene.

Et aktivt og imponerende stift
Ordstyrer var journalist Jesper Bøgh fra Folketidende, og Marianne Gaarden begyndte med at fortælle om baggrunden for aftenens møde, som hun har taget initiativ til. Efter at have besøgt alle stiftets sogne har biskoppen dannet sig et indtryk af et imponerende stift med et aktivt kirkeliv, som på alle procenter ligger over landsgennemsnittet: flere medlemmer, flere konfirmander, flere kirkegængere og langt flere døbte børn. Så det var ikke en kirke i krise, der var til debat, men en kirke med overskud, nemlig overskud af kirker. Lolland-Falster har fulgt den naturlige udvikling, med vandring fra land til by, og nu står vi tilbage med mange smukke bygninger. Hvad kan de bruges til? Kan og bør de bruges til andet og mere end gudstjeneste og kirkelige handlinger? Og hvad kan det kirkelige fællesskab, som kommunen måske ikke evner eller kan løfte?

Biskoppen fortalte også om erfaringer fra danske udlandsmenigheder, som hun også er biskop for, og der er der masser af aktiviteter i kirkerummene, som vi ikke er vant til i gamle Danmark, men som ude omkring samler en dansk menighed og giver liv og sammenhold.

Det er op til menighederne selv at tage fat, sagde Marianne Gaarden. Man kan let søge om tilladelse til nye initiativer i stiftet, og det må bare ikke stride imod det kristne budskab.

Hvis din kirke var en bil
Teologisk konsulent Karen Marie Leth-Nissen tog over fra biskoppen og introducerede debatten ved at forestille os kirken som en bil. Hvad bil var den så? Og hvordan den skulle den bruges og plejes? Ligesom med biler kan man forestille sig både en bronze-, sølv- og guldvask: man kan nøjes med en mindre nytænkning, hvor man kun retter små ting, nyindretter et tårnrum eller installerer et tekøkken og på den måde kan lave mere kirke med få midler. Med større ambitioner kan man tage bænkerækker ud og gøre mere ved kirkerummet, og endelig kan man gå efter guldvasken, hvor menighedsrådet tænker mest ud af boksen, involverer alle i sognene, undersøger og analyserer behovene og ønskerne og prøver at matche udfordringerne.

Det kan også ske gennem at søge partnerskaber med Kirkens Korshær, lokale ildsjæle, stift og provsti. Der er rig mulighed for at tænke ud af boksen og bruge og udnytte kirkerne forskelligt i et flersognspastorat. Stiftet kan hjælpe og inspirere, men det er menighedsrådet der skal tage initiativ og ville forandringen.

Majbølles menighedsrådsformand Kenneth Nielsen fortalte om de konkrete ønsker for kirken, vi alle sad i, om at udnytte sideskibet bedre, tage bænkene ud og gøre plads til kirkecafe og meget andet.

Repræsentanten fra Nationalmuseet, museumsinspektør Ulla Kjær, lagde vægt på, at det har været skik og brug i mange århundreder at bruge kirkerummet til alt muligt, fra fiskeudsalg til musik, og understregede så, at kirkerne som brugsbygninger er undtaget Bygningsfredningsloven. Det er derfor op til stiftet, biskoppen og stiftsøvrigheden, hvordan de skal bruges. Nationalmuseet er kun rådgivende, men vil gerne bidrage til at kirkerne bevares som et Guds hus, og som noget særligt, ikke et moderne forsamlingshus der stritter i alle retninger, men som fastholder de antikvariske værdier. 

Menighedsrådsformand Klaus Heun fra Vestenskov-Arninge ville gerne høre, hvor pengene skulle komme fra til de gode initiativer. Biskoppen svarede, at meget kan klares ved nytænkning og prioriteringer. Man kan godt spare en sognegård ved at indrette aktiviteterne i kirkens sideskib og lign. Vi har netop med kirkerne en masse plads og rum til rådighed.

Brug for varmestuer
Maria Benzon fra Kirkens Korshær i Nykøbing F. fortalte om den store efterspørgsel, som den kun et år gamle varmestue i Nykøbing har imødekommet. Der kommer hjemløse, børnefamilier og folk som har sovet i skoven, og der kunne være brug for mange flere varmestuer rundt på Lolland-Falster, f.eks. i nogle af vore kirker eller kapeller. Kommunaldirektør Søren Bonde supplerede med, at kirkerne også kunne bruges til kunstudstillinger og at der er mange ressourcestærke personer til at udvikle potentialerne i lokalområderne.

Af politikere var borgmester John Brædder og udvalgsformand Tine Vinther Klausen inviteret. Brædder, der er døbt i en af stiftets mindste kirker i Vantore, påpegede, at han ikke så nogle problemer i flere initiativer og inddragelse fra borgernes side til at bruge kirkerne, fordi der er så stor respekt om vores kirke. Og han fortalte med hvilken respekt og ærbødighed, han selv nogle gange havde betrådt en prædikestol. Så vi skal ikke se spøgelser, for menighedsrådene er ansvarlige overfor deres kirker. Tværtimod kan der opstå spændende synergier ved at få brugt kirkerne mere end om søndagen. Tine Vinther Klausen fra Lollands kommune manede lidt til besindighed: vi skal også bruge kirken til kirke, for der er brug for et rum til ro og nærvær, det savner vi i travlheden. Men gjorde også opmærksom på, at borgerne på Lolland-Falster er rige på virkelyst og at begrænsningerne ligger i os selv.


Prioriteringer og helhedssyn
Fungerende formand for Stiftsrådet Steen Henriksen opfordrede til, at vi skal prioritere kirkerne og ikke holde alle kirkerne på samme vedligeholdelsesstand. Omvendt appellerede tidl. direktør for Nationalmuseet, Per Kristian Madsen, til at se kirkerne i et helhedsbillede, hvorfor det kan være svært at kategorisere dem i prioriteringer. Der kan altid dukke uventede kulturskatte op i en kirke, og som gør den bevaringsværdig.

Folkekirken er både forvalter af kulturarven, en del af den offentlige forvaltning og en ramme for evangelisk-luthersk kristendom, og disse tre led har tilsammen gjort den til ’hele folkets hus’ og ’forfædrenes livsgrundlag’, sagde A.O. Andersen, menighedsrådsformand i Rødby og tidligere kirkeminister. 

Hvor går grænsen for kirkers brug?
Hvad kan man ikke bruge kirken til, spurgte sognepræst Tom Friis, for vi skal hele tiden tænke på, at kirken også skal være ramme for mennesker i sorg omkring en kiste midt i kirkerummet til en bisættelse. Sognepræst Hans Maaløe supplerede med, at der er ældre kirkegængere, som finder det anstødeligt, at der drikkes kaffe i kirkerummet efter en gudstjeneste. Der er forskellige grænser for, hvad kirkegængere og menighed finder passende for kirkens rette brug.

Marianne Gaarden nævnte eksempler på, hvor der kan trækkes grænser. At Aarhus Domkirke kunne lægge rum til et kommercielt kundearrangement for Danske Bank fandt biskoppen klart udenfor. Omvendt var en filmforestilling i Maribo Domkirke af den nye film ”Lykke-Per” på grund af dens stærke mange kristne motiver indenfor. Men det gælder ikke alle film, understregede biskoppen.

Sæt gang i debatten
Biskop Marianne Gaarden sluttede mødet med at opfordre til mere debat om kirken. Der er intet facit, men der er sat tanker i gang og sat skub i diskussionen. Og den må meget gerne fortsætte, i menighedsrådene, sognene og i Folketidende. Med fadervor, velsignelsen og efter at have sunget ’Skyerne gråne’ fandt vi vej ud til bilerne i den allerede mørke aften og kørte hjem med inspiration og optimisme i sind og sjæl. For det er jo også et dejligt positivt problem at stå med mange flotte kirker i vores stift som mulighed og tilbud.

TV-Øst sendte direkte

Undervejs måtte vi tage en tidlig pause for at TV-Øst kunne sende ’live’ fra mødet i deres nyhedsudsendelse, og dejligt at komme hjem og se klippet på computeren med menighedsrådsformand Kenneth Nielsen og biskop Marianne Gaarden. Og på journalistisk vis havde TV-Øst vinklet det med overskriften: Rock i folkekirken? Det blev der nu egentlig ikke talt om, selvom der ikke behøver være noget ukristeligt i det. Se klippet her:

https://www.tveast.dk/nyheder/18-09-2018/1930/rock-i-folkekirken?autoplay=1#player