Nyheder
Nyheder

I Bandholm Kirke bliver alle hilst velkommen

Alle skal føle sig velkomne i Bandholm Kirke. Derfor har menighedsrådet indført et princip om at hilse på kirkegængerne. Det har kun medført positive reaktioner, siger menighedsrådsformand Tina Susan Sirmacis Skytt.

Tina Susan Sirmacis Skytt, formand for Bandholm Sogns Menighedsråd.


Af Bo Nygaard Larsen

Det handler hverken om spin eller strategi. Det er udelukkende et spørgsmål om en fremstrakt hånd eller et venligt nik. Sådan er det i Bandholm Kirke, hvor menighedsrådet siden 2016 har haft et princip om at byde alle kirkegængere velkommen med en håndhilsen eller et nik.

»Grundlæggende er det jo et dannelsesbegreb, at vi hilser på hinanden, når vi indgår i en social sammenhæng. Og her i Bandholm Kirke har vi så truffet en beslutning om, at alle skal føle sig set og velkomne som en del af fællesskabets ånd. Derfor er vores tilgang, at man ikke går forbi nogle for at hilse på nogle andre,« siger menighedsrådsformand Tina Susan Sirmacis Skytt.

Første hilsen i våbenhuset
Den første hilsen, kirkegængeren får, finder sted i våbenhuset, hvor graveren tager imod. De øvrige ansatte og menighedsrådets medlemmer hilser derefter på kirkegængerne inde i kirkerummet. Og det står frit for, hvordan hilsenen bliver udformet.

»Nogle har det lidt svært med at gå rundt og give hånd ved kirkebænkene, så de sender i stedet et venligt nik. Men det er også godt, for så ved kirkegængeren, at han eller hun eller blevet set og kan føle sig velkommen,« siger Tina Susan Sirmacis Skytt, der selv går mere minutiøst til værks.

»Jeg går altid rundt og giver hånd til alle. Det er en god måde at byde folk velkommen på, for så virker man også mere nærværende,« siger hun.

Positive reaktioner
Reaktionen er da også til at tage og føle på.

»Generelt er folk megete glade for ordningen, for så føler de, at de er en del af fællesskabet. For os, der kommer meget i kirken, er det let at samle os i grupper, og dermed vil andre måske føle sig udenfor. Den oplevelse ønsker vi ikke at give,« siger Tina Susan Sirmacis Skytt.

Hun erkender dog, at genertheden eller måske ønsket om at være i fred kan være en hindring.

»Der er nogle, der ikke ønsker at skilte for meget med deres tro, og derfor ønsker de også at kunne gå til gudstjenesten uden at skulle involveres i samtaler med andre. Nogle vil gerne samtalen, andre er mere til nogle hurtige fraser, mens den sidste gruppe bare siger goddag og sætter sig på deres plads. Men det har vi en god fingerspidsfornemmelse for, hvad folk ønsker, og derfor er der ikke noget, der virker påtrængende,« siger Tina Susan Sirmacis Skytt.

Alligevel oplever hun, hvordan de faste hilsener og den altid igangværende small-talk har fået flere til at rykke på sig.

»Vi har ingen sognegård, så vores kirkekaffe foregår i sideskibet. Her ser vi, at nogle af dem, der før virkede generte, nu er med ved bordet og i samtalerne. På den måde har vi åbnet nogle op, så de nu er blevet en tydelig del af fællesskabet,« siger Tina Susan Sirmacis Skytt.