Nyheder
Nyheder

Frihed til at debattere religiøs praksis

To væsentlige temaer kobles sammen og udfordrer en nuanceret debat om omskæring af drengebørn og om regulering af religiøs praksis gennem lovgivning.

Foto: Ingrid Riise

Af biskop Marianne Gaarden

Vi kristne kan læne os op ad en tradition, hvor spørgsmålet om mandlig omskæring allerede er afklaret ved et stort topmøde i Jerusalem omkring år 50, hvor apostlene herunder Paulus og de ældste i menigheden diskuterede emnet. Man blev enige om, at mænd ikke skal omskæres for at kunne følge Kristus. Den kristnes gudsforhold er ikke mærket på kroppen, men er indprentet i hjertet. I vores kristne tradition forbinder vi derfor i højere grad troen med et menneskes indre åndelige liv end med en ydre manifestation på kroppen.

I den verserende offentlige debat, foranlediget af borgerforslaget om et forbud imod omskæring af drengebørn, efterspørges nu også biskoppernes synspunkter. Det er imidlertid en udfordring at udtrykke sig nuanceret, da der for mig at se, er to væsentlige temaer, der kobles sammen i debatten. Det ene handler om omskæring af drengebørn. Det andet handler om regulering af religiøs praksis gennem lovgivning. De to temaer kædes sammen, således at det forudsættes, at hvis man er imod omskæring af drengebørn, så er man også for et forbud. Men jeg er både imod omskæring af drengebørn, og jeg er imod et forbud mod omskæring af drengebørn.

Som kristen kan jeg læne mig op ad min tradition og være imod omskæring af drengebørn. Personligt tror jeg ikke på, at Gud har skabt manden med for meget hud, som mennesket selv skal fjerne. Naturen er forunderlig indrettet, så selv små ting har en funktion. Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt det giver fysiske gener for drengebørn at blive omskåret. Debatten om omskæring er meget emotionel, og jeg savner forskning og mere faktuel viden. Men dette er ikke ensbetydende med, at jeg dermed også mener, at omskæring af drengebørn skal forbydes. Et samfund, hvor tro og religiøs praksis er reguleret ved lov, er ikke vejen frem.

Fordi man er imod noget, er det ikke ensbetydende med, at man også ønsker et forbud imod det. Jeg er eksempelvis imod at forældre ryger tobak i samme lokale som deres små børn. Det er skadeligt for barnets helbred. Jeg er også imod, at forældre serverer fed mad, slik og søde sager for børn med et for højt BMI. Det er usundt for barnet og giver helbredsproblemer senere i livet. Men fordi jeg er imod det, betyder det ikke, at jeg også ønsker et forbud imod rygning eller søde sager. Et sådant lovreguleret samfund, ønsker jeg ikke.

Der er religiøse traditioner, jeg som kristen ikke deler og ikke forstår, men det er ikke ensbetydende med, at jeg vil forbyde dem. Personligt bryder jeg mig fx ikke om, at kvinder pakkes ind fra top til tå, så man ikke kan se deres ansigter. Men jeg bryder mig endnu mindre om, at lovgivningen skal forbyde en bestemt påklædning. Jeg tror ikke på, at man kan ændre urgamle religiøse traditioner eller menneskers tro ved forbud og love. Et andet menneskes tro og overbevisning – uanset hvor forkert jeg selv synes den er – kan og skal ikke reguleres ved lov. Ønsker man, at et andet menneske afgørende og indefra skal ændre sin tro, holdninger og handling (religiøse som verdslige), så må man gå dialogens langsommelige vej, frem for magtens korte.

Hvis vi tvinger mennesker til at leve skjult med deres religiøse overbevisning, så har vi ikke længere et frit samfund, hvor vi kan diskutere vores forskellige holdninger og religiøse overbevisninger – og det er en farlig udvikling. Friheden gælder både for kristne såvel som for andre religioner. Derfor er det godt, at vi har en offentlige debat om omskæring af drengebørn, hvor forskellige holdninger brydes. Jeg tror på, at debat og ikke forbud kan ændre tro, holdninger og traditioner.