Nyheder
Nyheder

"Fremtidens folkekirke" var til debat på årets stiftspræstestævne

Det blev to spændende dage for stiftets præster med et alsidigt bredt sammensat program, fra fremtid og fortid, fra musik og kirkerum, og fra plenumdebat til workshops.

Stiftets præster samlet i Maribo Domkirke.


Af sognepræst Henrik Gade Jensen, Gloslunde

Én gang om året samles alle stiftets præster til et fælles møde for at diskutere folkekirke, gudstjeneste og kristendom. Det sker over to dage i august på Hotel Maribo Søpark, og med dagligt besøg i domkirken til sang og andagt. Det er et tjenstligt møde, det betyder for præsterne, at der er mødepligt og andre opgaver i sognene må arrangeres før eller senere.

I år var det første gang med vores nye biskop Marianne Gaarden, og da sidste års bispeindsættelse faldt tæt sammen med stiftspræstestævnet, som derfor blev forkortet til én dag, var det det første ”rigtige” stiftspræstemøde med ny kaptajn på broen. Det blev til to spændende dage med et alsidigt bredt sammensat program, fra fremtid og fortid, fra musik og kirkerum, og fra plenumdebat til workshops.

Den fremtidsgodkendte folkekirke
Vi begyndte med at høre om Fremtidens kirke, og sognepræst ved Vesterbro sogn i København, Birgitte Engholm Kragh, der i 2016 skrev bogen Den fremtidsgodkendte folkekirke, talte om den fremtid, vi kan forvente vil indtræde (”megatrends”). Vi vil opleve en stigende individualisering, hvor kirkens brugere også agerer som forbrugere, og derfor stiller krav til produkterne, og vil gå mere efter deres smag.

Danskere vil i fremtiden i øget grad shoppe i religionen og sammensætte deres egen spiritualitet. Vi er blevet ”google-buddhister”, som det er blevet formueret, hvor vi tager og sammenstykker det religiøse univers mange steder fra. Det får konsekvenser for præsterollen, hvor embedet (præstekjolen) ikke mere er nok, men det bliver personen (under præstekjolen), der i stigende omfang skal bære embedet.

Hvor det før var nok med en teologisk uddannelse, kirkelig opvækst og tro, bliver der i fremtiden stillet krav om personlig troværdighed og autencitet. Det dogmatiske sprog er ikke gangbart i dag, som det at møde mennesker med. Samtidigt spærrer mange af ritualerne for budskabets indhold.

Birgitte Kragh Engholm sammenlignede præsten med lægen, der kun snakker lægelatin med kollegaer, og aldrig møder patienten med faglig avanceret terminologi, og ligeledes skal præsten heller ikke møde menigheden med sine teologiske begreber og akademisk jargon. Og ligesom Luther oversatte Bibelen fra latin til modersmålet, skal vi også i dag oversætte fag-jargonen til hverdagssprog.

Det er præstens opgave i dag at bygge bro fra menneskers dagligdag og eksistens og så til Kristus-fortællingen, og på den måde forbinde mit og dit liv med det, som Jesus sagde og gjorde. Birgitte Engholm Kragh citerede Emma Gad, som sagde, at præsten skal iscenesætte ordet, så mennesket kan modtage ordet. Og det er egentlig ikke så forskelligt fra, hvad Paulus og de første kristne gjorde.

De store ”megatrends” eller paradigmeskift går imod mere aktivering frem for servicering, mere værdi fremfor vækst, mere kvalitet frem for kvantitet. Der skal ikke være mere, men det skal være bedre. Og den samme model passer ikke til alle. Mennesker i dag vil være medskabende, og ofte er det ikke så svært.

Vielser udenfor kirkens rum viser sig i praksis at være tæt på det kirkelige, men det betyder meget for mennesker selv at kunne sætte rammerne. Folkekirken har rig mulighed for at falde ind med de nye tendenser. Mennesker ønsker stilhed, nærvær og ro, nogle gange også langsommelighed som på pilgrimsvandring, og her er folkekirken leveringsdygtig, og samtidigt er det en god måde at bygge bro til Kristus på. Og målet er at knytte an til Kristus, og vi skal altid passe på ikke at give stene for brød i ønsket om at komme i møde.  

Birgitte Engholm Kragh er præst på Vesterbro og derfor tættere på de forandringer, som kommer til os og nogle gange vælter ind over os, men som vi på Lolland-Falster måske mest oplever bølgerne af. Det var spændende og inspirerende at få et bud fra én, der kigger lidt ind i fremtiden og sætter ord på de tendenser, som er i gang og som kommer til os. Alt det, som plejer at være som det var, er ikke mere. Og hvad gør vi så?

Efter at have kigget fremad, skuede vi bagud i det næste indlæg af historiker ved Nationalmuseet, dr. theol. Martin Wangsgaard Rasmussen, som er bygningsredaktør på Nationalmuseets store værk i mange tykke bind, Danmarks Kirker.

Et historisk rids af kirkerummets brug fra middelalderen og op til i dag
Martin Wangsgaard gav et historisk rids af kirkerummets brug fra de første kirker i middelalderen og op til i dag, og det var tankevækkende, hvor forskelligt rummet er blevet forstået og benyttet gennem tiderne.

I middelalderen, hvor ca. 1800 af vore kirker stammer fra, var kor og skib markant adskilt og højaltret i koret helt central i kirkens funktion. Det var teologisk begrundet i nadverens betydning, for hvor brød og vin forvandles til Jesu blod og legeme, skal der markeres den største hellighed og ophøjethed. Så kunne der være mange andre altre i skibet, og under messen kunne man skabe sit eget liturgiske rum ved et sidealter, men tanken om Kristi nærvær i nadveren stod centralt og forvandlingen skete ved altret i koret ved præstens indvielse. Altret blev forstået som et lille Golgata, hvor ofret sker. Og messen handlede også om at have del i dette offer, nærvær og tilstedeværelse. Noget senere klagede Poul Helgesen om al den mas og skubben, der er ved nadveren i kirkerne.

Reformationen betød en radikal forandring af måden at forstå kirkerummet på. Det er næsten usammenligneligt med middelalderen, sagde Martin Wangsgaard, for med reformationen bliver ordet definerende for gudstjenesten og rummet, og alle genstande nytænkes. Med ordet bliver prædikestolen central og senere også med bænke, faste bænke, som bliver et magtmiddel til at koncentrere fokus på ordet og prædikenen. Mange steder, især i Sverige og Tyskland, får man alter- eller lektorieprædikestole, som også sætter ordet og den verbale forkyndelse i afgørende centrum.

Det mest elitære og ekstreme udslag af reformationen kommer med skriftaltrene, hvor altrets frodige figurer erstattes af bibelvers. Igen bliver ordet, intellektualitet, betonet på bekostning af lidelse, passion og kødelighed. Lolland-Falster er pænt repræsenteret med skrift- eller katekismus-altertavler, hvad Martin Wangsgaard godt lige kunne have nævnt (hans slides viste to fra det øvrige Danmark, eller hvor de bliver upopulære mange andre steder i Danmark, er de delvis bevaret på Lolland. Skriftaltrene var et humanistisk oplysningsprojekt, som delvis fejlede, og i slutningen af 1500-tallet indtræder der en pessimisme blandt præster og lærde, fordi reformationen ikke førte til mere.

Døbefonten overlever reformationen, sagde Martin Wangsgaard, fordi Luther også var konservativ: den må ikke røres. Derfor har vi stadig mange romanske døbefonte i de danske kirker, udhugget i granit, selvom der blev flyttet rundt med dem i kirkerummet.

I moderne tid får vi først den traditionsbevarende stil i kirkebyggeriet i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor idealet stadig er landsbykirken, og med Carl Bloch som mest yndede alterudsmykker. Det minder lidt om middelalderen, blandt andet nærværet som Blochs malerier lagde op til.

I efterkrigstiden bliver kirkearkitekturen og udsmykningen helt åben, og der er intet krav om en kristen symbolik eller en traditionsbevidsthed. Kirken skal afspejle nu´et og tiden og ikke været bundet af et teologisk anker. Den største nyskabelse er de løse stole, som nu gør sig gældende i alle nye kirkerum og renoveringer, sagde Martin Wangsgaard, der dog konkluderede, at kirkerummet skal have en åndelig, kristen dimension.

Efter to indholdsmættede indlæg blev det tid til frokost, som blev nydt i restauranten og med snak på kryds og tværs.

Fremtiden i Lolland-Falsters Stift

Paneldebat om fremtiden for Lolland-Falsters Stift. Biskop Marianne Gaarden (tv.) og konstitueret stiftsrådsformand Steen Henriksen (th.)

Eftermiddagen begyndte med en mere lokal diskussion om fremtiden for Lolland-Falsters stift. Fungerende formand for stiftsrådet Steen Henriksen var i dialog med biskop Marianne Gaarden om stort og småt i stiftet.

Steen Henriksen redegjorde for det økonomiske problem: at stiftet er præget af lavindkomstgrupper og derfor dårligt kirkeskattegrundlag. Og da vi derfor også har en høj kirkeskatteprocent, skal vi passe på, at det ikke ender med utilfredshed og udmeldelser. Steen Henriksen ønskede på sigt en prioriteringsliste for kirkerne m.h.t. vedligeholdelse, en ide som har været fremme før og med det fine ord: ”differentieret vedligeholdelsesplan”. Marianne Gaarden lagde vægt på, at vi ikke kun skal tale om mursten. Jesus talte ikke om mursten, men om mennesker. Men gjorde også opmærksom på, at vi i stiftet modtager ligningsmidler fra de øvrige stifter.

Hvad er så stiftets ressource, spurgte Marianne Gaarden formanden for stiftsrådet. At stiftet er overskueligt, relativt homogent, en stor grad af nærhed og der ikke er basis for store revolutioner, svarede Steen Henriksen. Som igen spurgte biskoppen meget konkret om brugen af kirkerummet, og om man måtte fjerne bænkene. Og det så Marianne Gaarden positivt på, hvis der ellers er enighed om det mellem præst og menighed. Tiden går i retning af et mere fleksibelt kirkerum, hvor der også er mulighed for bl.a. stillerum i kirken. Og samtidig, sagde biskoppen, er der en tendens på vej ud af kirkerummet, bl.a. med de mange vielser i det fri. Og så knyttede Marianne Gaarden an til det første foredrag, som betonede tendensen væk fra en generel servicekirke til en mere aktiv og individ-orienteret måde at drive gudstjeneste på med menighedens ejerskab. Erfaringer fra fængselsgudstjeneste viser, at opgaver og funktioner i gudstjenesten giver stor delagtighed og deltagelse.

Provst Michael Fagerlund supplerede fra salen med, at den store udgift for provstierne og sognene ikke er vedligeholdelse af kirker, men lønudgifter til kirkegårdene. Der kan være mange penge at spare på vedligeholdelsen af kirkegårdene, og tidl. provst Jens Lose slog til lyd for en ny regulering og timeberegning af arbejdet.

Præsterne i gruppeøvelse

Præsterne mingler med spørgsmål og svar. En god måde at få snakket med kolleger, som man ikke stå tit udveksler erfaringer med.

Efter en kaffe/te-pause fortsatte arbejdet gruppevis, hvor vi 2 eller 3 skulle formulere spørgsmål om, hvad vi hver syntes, var et vigtigt spørgsmål at stille til folkekirken her i stiftet. Og hver deltager fik en gul seddel til at skrive spørgsmålet, og så minglede vi rundt og udvekslede svar og spørgsmål. Og spørgsmålene gik fra det lavpraktiske om kirkegårdenes passe og pleje og til teologiske og dogmatiske spørgsmål. En god måde også til at få snakket med kollegaer, som man ikke så tit udveksler erfaringer med.

Sangtime i domkirken
Sidste seriøse punkt på dagens program var en sangtime i domkirken under ledelse af domorganist Vibeke Vanggaard. Vi sang nye salmer fra 100 salmer, og 50-60 præster kan godt synge domkirken pænt op, ikke mindst under Vanggards kyndige og inspirerende ledelse.

Om aftenen var der festmiddag og så til sidst en revy, som var et nyt og meget festligt indslag i stiftspræstestævnet. Søren Winther Nielsen, Janne Svensson, Lisbeth Lumby, Rebekka Kristensen og Jesper Bacher stod for tekster og sceneoptræden, og det blev alt sammen instrueret af Jesper Vigant, der også spillede til. Og det kan konstateres, at stiftet præster ved optræden har fået et løft med en tidligere skuespiller i sin kreds. Det var hylende morsomt og fremført kækt og rapt, og især de mange varianter af ventetoner og standardsvar i IT-supporten, som kirkebogsførende præster kender alt for godt, gav anledning til stor morskab.

Kirkemusik og musik i kirken
Torsdagen begyndte med morgenandagt i domkirken ved Anders Martin Lauritsen fra Væggerløse. For os præster ude fra små landkirker er det altid en stor glæde at synge salmer i en katedral og opleve det store kirkerum og orgel.

Musik handlede torsdag formiddags indlæg også om, da rektor for Sjællands kirkemusikskole Ole Brinth talte om fremtidens kirkemusik. Og det er svært at tale om fremtid i folkekirken uden også at se bagud, og Ole Brinth tog også afsæt i traditionen fra Thomas Laub. Men først reflekterede han over begrebet kirkemusik, og at den er svær at definere. Hvis kirkemusik defineres som ”musik skrevet til kirkelig brug”, falder mange melodier til vore salmer udenfor, bl.a. Kingo, der skrev på samtidens visemelodier, og duoen Weyse og Ingemann, der skrev melodier og sange til børn, som i dag hører til vores kendteste salmeskat. Så vi bliver nødt til at opfatte kirkemusik bredt, selvom han også insisterede på at være leder af en kirkemusikskole og ikke en kirke-musikskole.

Ole Brinth gav en bred gennemgang af den musik, vi bruger i kirken og til salmerne, og som ofte har stået i konflikt med en mere snæver teologisk opfattelse af kirkemusikken.

Rektor Ole Brinth talte om fremtidens kirkemusik.

Ole Brinth lagde også vægt på, at mens salmebogen er autoriseret, er koralbogen ikke. Det betyder, at mens ordene forpligter, er tonerne frie, og der kunne i princippet spilles alternative melodier til mange af salmerne. Modsat er det i Norge og Sverige, hvor også melodi-siden er autoriseret. Det betyder dog ikke det store i det daglige, da ansættelsesforhold og overenskomster som regel kun forpligter organister og kirkesangere til at spille efter koralbogen.

Der er grøde i salmesangen i Danmark, og der er kreativ tilvækst af nye salmer i Danmark for tiden, konkluderede Ole Brinth. Det er glædeligt, men han så også kedeligere tendenser, bl.a. at klaveret oftere og oftere erstatter orglet i gudstjenesten, og at menighedens fællessang runger stadigt svagere til fordel for professionelle korsangere, og endelig også en stigende stil- og tekst-pluralisme, bl.a. eksemplificeret i Kirkesangbogen.

Workshops
Torsdagen efter middag bestod af fire workshops ledet af kompetente personer udefra:
1. om fællesskabet og fremtidens gudstjeneste, ved sognepræst Andreas Rasmussen, Vesterbro.
2. Fremtidens gudstjeneste – pak gudstjenesten ud og meningen med gudstjeneste, ved sognepræst Line Hagen Nielsen, Amager.
3. Fremtidens kirkegårde. Nytænkning af kirkegårdene, ved landskabsarkitekt Anne Galmar.
4. Fremtidens kirkebygninger. Lejlighedskirker og andre måder at bruge kirkerummet på, blev afholdt sammen med arkitekt Amalie Drachmann og teologisk konsulent Karen Marie Leth-Nissen.

Der blev ivrigt diskuteret i de forskellige workshops, og undertegnede fik i hvert fald stor inspiration af at høre om og debattere fremtidens kirkegård.

To dages intenst program afsluttedes af biskop Marianne Gaarden, med tak og gensyn og afsked til de præster der går på pension, og vi præster vendte alle hjem til vore sogne og præstegårde med fornyet inspiration til det daglige arbejde. Det er dejligt at mødes med kollegaer over to dage med tid til at samtale og få fyldt på med spændende foredrag. Man inspireres både af det store og det små, fra praktiske måder at afholde lørdagsdåb på og til 1000 års kirkearkitektur. Så selvom sognene har savnet deres præst i to dage, så kommer vi inspirerede og friske hjem til den daglige dont.