Nyheder
Nyheder

En strikkende succes i Væggerløse

Væggerløse Strikkeklub vandt Kirkelig Initiativpris foran 13 andre nominerede forslag fra hele stiftet. Vi har besøgt klubben og talt med sognepræst Anders Martin Lauritsen og menighedsrådsmedlem Anne Lessél Heisterberg.

Foto: Bo Nygaard Larsen

 
Af Bo Nygaard Larsen

Det er dagen efter dagen derpå. Sognepræst Anders Martin Lauritsen og menighedsrådsmedlem Anne Lessél Heisterberg tager imod i konfirmandstuen i Væggerløse med kaffe og en stor lyst til at tale om Kirkelig Initiativpris, som Væggerløse Strikkeklub vandt to dage forinden.

»Jeg blev superglad, da jeg fik at vide, at vi vandt,« siger Anne Lessél Heisterberg og fortæller historien bag strikkeklubben:

»På Facebook så jeg et opslag, hvor en præst på Djursland havde startet et projekt med at lave dåbsservietter. Det fascinerede mig, jeg talte med Anders om det, og med menighedsrådets støtte var vi så i gang her en måned efter.« 

Det var efteråret 2016, og siden har Væggerløse Strikkeklub – eller kirkestrikkerne – mødtes i konfirmandstuen hver anden torsdag. Klubben består kun af kvinder, og de har en gennemsnitsalder på 76 år. Men alderen er ingen hindring for engagementet. På få måneder har pigerne, som Anne Lessél Heisterberg kalder dem, strikket 82 dåbsservietter.

»Men så mange børn bliver der jo slet ikke født her i sognet. Så på et tidspunkt måtte jeg forbyde pigerne at strikke derhjemme, for ellers ville vi få alt for mange dåbsservietter,« siger Anne Lessél Heisterberg med et stort smil på læben.

Flere aktiviteterne på vej
Det er en af grundene til, at klubben nu også producerer andre varer. Indtil videre er det blevet til strikkede gulvpuder til minikonfirmanderne og kniplede bogmærker til konfirmandernes bibler. Både puderne og bogmærkerne bliver lavet – i lighed med servietterne – med folkekirkens logo. I øjeblikket er Anne Lessél Heisterberg sammen med resten af menighedsrådet og Anders Martin Lauritsen ved at se på, hvordan strikkeklubben ellers kan hjælpe kirken med tekstilarbejde.

»Projektet viser, at kirken ikke kun er præstens, men det er vores allesammens kirke. Vi giver til hinanden, og det viser vi for eksempel i dåben, hvor forældrene får deres egen dåbsserviet med hjem. Og det bliver så nævnt, at der sidder nogle frivillige og laver servietterne til andre. Det er noget, der bliver sat pris på,« siger Anders Martin Lauritsen.

Masser af frivillighed
Strikkeklubben er kun en del af det store frivillige arbejde, der er i Væggerløse Sogn, og derfor har menighedsrådet vedtaget en frivillighedsstrategi – med Anne Lessél Heisterberg som ulønnet frivillighedskoordinator.

»Vi har meget frivilligt arbejde omkring kirken, og det er med til at styrke sammenhængskraften i sognet. Frivillighedsgruppen mødes hver tredje måned, hvor man så fordeler opgaverne mellem sig. Med det store engagement får vi skabt noget liv i og omkring kirken, og det giver os nogle muligheder, som vi ikke havde før. For så hænger det ikke kun på præsten, men på en større gruppe,« siger Anders Martin Lauritsen.

Anne Lessél Heisterberg nikker. Inden hun i 2016 blev valgt ind i menighedsrådet, var hun frivillig ved kirken.

»Men dengang var det ikke organiseret så godt, så man vidste ikke altid, hvem der gjorde hvad. Med den strategi, vi nu har, er det frivillige arbejde nu i nogle rammer, og det sikrer, at man kommer til at lave forskellige ting, og at man derfor også kommer til at lære hinanden bedre at kende,« siger Anne Lessél Heisterberg.

Talen om tro
For sognepræsten har de mange frivillige samlinger den ekstra fordel, at det giver ham en anledning til at tale om kirke og tro på en anden måde, end søndagens prædiken giver mulighed for. Når strikkeklubben mødes, holder Anders Martin Lauritsen altid et indlæg om et kirkeligt emne, og det kan som regel mærkes i den efterfølgende snak.

»En strikkeklub er ikke kun en strikkeklub. For når de strikker, er der ikke stille, og de er ikke bange for at tale om tro. Og de taler om tro med hinanden, som vi ellers har så svært ved,« siger han.
 

Om Kirkelig Initiativpris

Der var i alt indstillet 14 initiativer til Kirkelig Initiativpris. For første gang i initiativprisens historie blev dette års vinder fundet via digital afstemning. 404 stemmer blev registreret, og af dem gik 26,4 procent til pigerne fra Væggerløse. Alle de indstillede initiativer vil i løbet af sommeren og efteråret blive omtalt på www.lfstift.dk.