Nyheder
Nyheder

Biskop Marianne Gaardens grundlovstale

Grundlovsmødet den 5. juni 2018 i bispehaven i Nykøbing F


Vi mennesker spidser øre, når vi hører nogen tale om os.

Det er altid interessant har høre, hvad andre mener og synes om os – ikke kun på det individuelle niveau, men også på det kollektive niveau. Måske fordi der er stor forskel på den måde verdenen ser på os på, og den måde hvorpå man selv oplever sit land. Således spidsede jeg også øre, da jeg hørte et par australier tale om Danmark. De sagde: 

”Hvis man sammenligner nationer med personligheder, så er USA er et højrøstet og selvoptaget barn. Australien en stor langlemmet teenager, der ikke kender sig selv endnu. England er en ældre distingveret herre, der ikke har opdaget, at den yngre generation har overhalet ham. Mens Danmark er den modne voksne, der hviler i sig selv, og ikke har brug at slå ud med armene.” 

Jeg var nysgerrig og spurgte uddybende til, hvorfor de mente, at Danmark var den modne voksne, der hviler i sig selv. De mente, at vi danskere har en særlig form for integritet, vi er selvberoende og har ikke behov for at prale eller slå ud med armene for at bevise vores værd – for vi ved, at vi er noget værd. Jeg undlod at begynde at forklare dem om Janteloven, men spurgte i stedet videre til, hvorfor de mente, at det forholdt sig sådan. De svarede:

”Jeres påvirkning af verdenen er stor i forhold til Danmarks indbyggertal. I er en meget lille nation med en meget stor indvirkning og indflydelse på omverdenen.”

Og så ville jeg jo selvfølgelig gerne vide på hvilken måde. De sagde, at på den anden side af jorden, har man den opfattelse, at alt, hvad der kommer fra Danmark er godt. At noget er dansk borger for kvaliteten, og så pegede de på film og TV – de havde selvfølgelig set Borgen og Broen, og havde hørt om Herrens veje – og de fremhævede dansk kultur, kunst, mad og ikke mindst dansk design, som PH-lamper og møbler, der er kendt for at være enkle, æstetiske og smukke.

Da jeg spurgte, om det nu ikke bare var deres egen forkærlighed for vores land, der skinnede igennem, fortalte de om en bog, skrevet af en britisk journalist, der har boet et år i Danmark, fordi ægtefællen havde fået arbejde her i 2014. Journalisten brugte året til at studere dansk kultur og mentalitet, og skrive en bog om det: ”A year of living Danishly”, der udkom på engelsk i 2015, hvor Danmark endnu en gang var kåret som verdens lykkeligste nation.

I 2017 udkom den også på dansk: “Mit år som dansker. På jagt efter hemmeligheden bag verdenens lykkeligste nation.”

Jeg skyndte mig at købe bogen om, hvordan en udlændig oplever at bo i Danmark – måske var der noget af interesse for en Grundlovstale.

FN lancerede i 2012 et nyt globalt initiativ med det formål at promovere lighed og tillid i verdenen. Med henblik på at kunne måle verdens lykkeligste land opstillede man nogle parametre: velstand, social kapital, lighed og tiltro til myndighederne.

I flere år i træk var Danmark kåret som verdenens lykkeligste land med høj tillid, lav ulighed, høj tiltro til staten og lav korruption. Således også, da den britiske journalist skrev bogen om Danmark. I mellemtiden er Danmark blevet overhalet af Norge og Finland, således at vi nu kun rangerer på 3. pladsen, men det gør ikke bogen mindre spændende for en selv-optagen dansker, der synes, det er interessant at høre om sig selv.

Den helt store hemmelighed bag danskerens lykke er ifølge den britiske journalist vores gensidige tillid. Tillid til os selv, tillid til hinanden, tillid til staten. Således betaler vi med glæde vores skat, og til gengæld får vi et omfattende velfærdssystem, gratis lægehjælp, gratis uddannelse, endda også universitetsuddannelse, statsstøtte til børnepasning, arbejdsløshedsforsikring, skrev journalisten.  

En af grundene til, at vi i Danmark har tillid, er ifølge journalisten, der har researchet på, hvad forskerne også siger herom, at vi har en høj grad af lighed. Der er mindre grund til at nære mistillid, når alle er lige, og staten sørger for alle. Derfor er lighed og velfærd afgørende for vores tillid. 

Igen og igen har det vist sig, at Danmark har et meget højt niveau af tillid. Adspurgt om vi mener, at vi kan stole på andre, svarer 70% af danskerne ja, mens det i resten af Europa kun er ca. 33%. Journalisten fortæller derefter, at danskerne endda føler sig så trygge, at de stiller deres babyer i barnevogn uden opsyn uden for deres hjem, cafeer og restauranter. Vinduer efterlades åbne og døre låses ikke altid. Alt sammen fordi tilliden til andre mennesker, til regeringen og til systemet er så stort. Livet er ganske enkelt lettere, når man kan stole på andre, skrev journalisten.  

Jeg kunne jo fristes til her at indskyde, at der sidste år i forbindelse med grundlovsmødet blev stjålet tre ph-lamper fra et kontor i bispegården. Min forgænger i embedet, Steen Skovsgaard var flyttet, og lod derfor dørene være åbne, så man kunne se bispegården indvendigt. Det resulterede i at tre PH-lamper blev stålet. Indbrudstyve i Danmark er åbenbart også kvalitetsbevidste!

Som teolog, præst og biskop vil jeg imidlertid mene, at tillid naturligt hænger sammen med tro. Men sådan er det ikke for journalisten, der pegede på, at danskerne er et af de mest sekulariserede folkefærd i verdenen. Ganske vist er 4.4 mil. ud af 5.5 mil danskere medlemmer af folkekirken, men til journalistens store undren, går kun 3% af danskerne fast i kirke – alligevel betaler danskere med glæde deres kirkeskat.

Man anser det blot for at være endnu en af de skatter, der skal betales for at beholde Danmark som en fantastisk nation.

De fleste danskere bruger primært kirken til barnedåb, bryllup, begravelse og jul, men ikke påske, hvilket undrer journalisten, da resten af den kristne verden betragter påsken som den vigtigste højtid. Men i Danmark er det altså julen. 

Det er et faktum, at kristendommen vokser på den sydlige halvkugle, mens den skrumper på den nordlige. Religions-sociologisk er det velbeskrevet, at der er en tendens til, at jo mere velstående et land er, jo mindre religiøst er dets indbyggere. Når man har penge nok og føler, at man har styr på livet, så har man ikke brug for Vorherre. Det er, når man er i frit fald igennem tilværelse, at mennesker rækker ud efter Gud. Det kan de fleste præster nikke genkendende til.

Journalisten konstaterer, at danskerne ikke behøver bede Gud om hjælp til noget, for staten tager hånd om sine borgere. Danskerne har et velfærdssystem, der som et sikkerhedsnet er spændt ud under os – så hvad skal danskerne med Gud?

Eftersom de fleste danskere ikke tager deres religion så alvorligt, så overrasker det dem, at andre gør, og det selvom, der været religionsfrihed i Danmark, siden Grundloven blev underskrevet i 1849. Alle har siden da måtte udøve deres religion i landet efter eget ønske, og det er forbudt at diskriminere, og derfor må alle danskere bære religiøse symboler, både kors og hijab, står der altså i bogen, der udkom i 2015 i England og i 2017 i Danmark.

Der er sket noget i mellemtiden, det vender jeg tilbage til.

Men lad os først lige dvæle lidt ved grundloven, det er jo den vi fejrer i dag, og det netop her i haven på 10.000 kvm – som det måske vil det være mere rimeligt at kalde en park – her rundt om bispegården, som D.G. Monrad lod opføre i 1853. 

Monrad var biskop over Lolland-Falsters Stift i to omgange, først i fem år fra 1849-1854. Efter 17 år kom han tilbage og fik som den eneste biskop i Danmarkshistorien muligheden for at genoptage bispeembedet 17 år senere, i 1871-1887. Derefter virkede han som biskop for anden gang i 16 år.

Det var også D.G. Monrad, der skrev det første udkast til grundloven, og derfor kaldes han også for grundlovens fader.

Danmarks riges Grundlov blev underskrevet for 169 år siden, den 5. juni i 1849, og her står i §4, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Derudover er der et helt kapitel – kapitel 7 – der omhandler religion, og religionsfrihed. I §67 står, at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud som de ønsker, så længe intet læres eller foretages, som forbryder sig imod sædeligheden eller den offentlige orden.

§70 forbyder forskelsbehandling på grund af ens religiøse tilhørsforhold eller afstamning. Og § 77-79 handler om borgernes rettigheder, der sikrer ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden. Religionsfriheden hænger altså i betydelig grad sammen med andre frihedsrettigheder.

Grundloven tildelte borgerne vidtrækkende rettigheder i forhold til religionsudøvelsen sammenlignet med tidligere tider, hvor der havde hersket religionstvang. Danmark er faktisk det land i verdenen sammen med Norge – takket være vores fælles historiske rødder – der i længst tid har været opdraget til/eller pålagt en bestemt religion, nemlig kristendommen.

Den fyrste, der havde magten over et territorium, bestemte hvilken religion, der skulle gælde. Det var en regel, der blev gennemført på reformationstiden. Borger havde ingen rettigheder, før de havde bekendt sig til den kristne tro, dvs. man kunne ikke gifte sig, man kunne ikke frit bevæge sig over sognegrænser, man kunne ikke have egen formue og således ikke eje noget, hvis man ikke bekendte sig til den rette tro. Bekendelsen til den kristne protestantiske tro var på den måde forudsætningen for rettigheder. Ve den mand, der ikke var på god fod med præsten, der dengang havde en stor magt og autoritet i samfundet – godt det er anderledes i dag.

Det er en interessant tanke i dag, at det først og fremmest var religionen, der afgrænsede et territorium – der var altså ingen grænsekontrol eller grænsebomme, men kun en tro til at vogte landegrænserne. Med indførslen af grundloven fik borgerne i Danmark religionsfrihed, så længe religionsudøvelsen ikke forbryder sig imod sædeligheden eller den offentlige orden – en vag betegnelse, der kan udlægges vidt forskelligt.

I dag er vi så i den situation, at Danmark defineres som et af de mest sekulariserede lande i verdenen. Og sekulariseret betyder religionens vigende indflydelse på henholdsvis det offentlige og det individuelle område. Så sekulariseret, at en britisk journalist skriver, at danskerne ikke har brug for Gud, fordi staten tager hånd om sine borgere.

Folkekirken understøttes af staten, som der står i grundloven, men danskerne slider ikke på kirkebænken om søndagen, de betaler ganske vist deres kirkeskat, og forventer, at kirken står klar, når der er behov for den

– ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Kirken står der på en bakketop i lokalsamfundet – måske er der ikke så mange bakketoppe her på sydhavsøerne – men kirken lyser smukt op i landskabet. For en udenlandsk journalist ser det altså ud som om, at kristendommen er skubbet ud af det offentlige rum, eller mere eller mindre er forsvundet, siden kun 3% af befolkningen går i kirke.

Jeg tror ikke på, at kristendommen er forsvundet ud af det offentlige rum. Det er derimod sunket så dybt ned i den danske mentalitet, at det er blevet en del af vores nations DNA. Det er en del af danskernes måde at være i verdenen på, så vi slet ikke kan se, at vi tænker og handler som kristne – vi kan ikke se skoven for bare træer. Eller se det kristne fundament, vi står selv på, fordi vi er så dybt indfældet i den.

Jeg vil vove den påstand, at det ikke kun er staten, der understøtter folkekirken – det er i langt højere grad folkekirken, der understøtter staten.

Og hvordan det, kan man spørge?  

Jeg vil fremhæve tre ting:

1. Folkekirken tilfører sammenhængskraft til samfundet

2. Folkekirken tilfører det, man kan kalde social kapital.

3. Folkekirken bidrager til at styrke de etiske værdier og sociale normer, og bidrager til at binde vores kultur sammen.

Lad os lave et tankeeksperiment for at vise, hvad jeg mener.

Forestil jer en fodboldklub der har 4.4 millioner af landets 5.5 mil. indbyggere som medlemmer.

Er klubbens medlemmer roligans eller hooligans?

Det er ikke svært at forestille sig, at den kultur og de værdier, der gælder i fodboldklubben, har afgørende indflydelse på det omkringliggende samfund, og vil have en afsmittende virkning på samfundets normer.

Tænk hvis 75% af befolkningen var organiseret i en fodboldklub, der arrangerede slagsmål hver søndag formiddag i forbindelse med Superligakampe, og hvor slagsmålene var koordineret mellem modstandere på forhånd. Hvordan ville det påvirke samfundets normer og værdierne. Hvilke rollemodeller ville børnene i samfundet vokse op med? Hvordan ville det påvirke trygheden og tilliden til hinanden?

Det er ikke svært at se, at det ville påvirke det omkringliggende samfund. På samme måde er det med folkekirken, der er den største frivillighedsorganisation i landet. Hver søndag inviteres klubbens medlemmer til at høre,

  • at vi skal behandle andre, som vi selv vil behandles – buddet om næstekærlighed;
  • at vi alle er lige og vores liv har værdi – alle mennesker er skabt i Guds billede – både manden og kvinden, der er ingen personsanseelse hos Vorherre;
  • at vi skal tage vare på den svage i samfundet – ”hvad vi har gjort imod min mindste bror, har vi gjort imod mig”, siger Jesus.

Det er klart, at kristne værdier og den kollektive adfærd, som de værdier kalder frem – social ansvarlighed, lighed og tillid – har meget stor indflydelse på det omkringliggende samfund. Folkekirkens værdigrundlag er med til at forme samfundet, og skabe det, man kalder social kapital.

Begrebet social kapital er et udtryk for sammenhængskraften i vores samfund. Grundtanken er, at ved at indgå i relationer baseret på netværk, normer og tillid skabes en sammenhængskraft, der er mere end de enkelte individers fællesskab. Det gælder ikke bare klubbens medlemmer, men også den kultur, der skabes. Den sociale kapital udgør en ressource for samfundet. Det er en skabende kraft, der gør et samfund til andet og mere end blot en samling af enkelt individer, der hver især forfølger egne mål. Derfor er det afgørende for et hvilket som helst samfund at have social kapital, og dette bidrager folkekirken i allerhøjeste grad med.

I modsætning til andre steder i verdenen,

er vi imod dødsstraf – man må ikke slå ihjel.

Vi er imod polygami, altså at man har flere koner på en gang.

Vi mener ikke, at den stærkeste har ret til at banke den svageste, blot fordi han er den svageste.

Vi mener, at det enkelte individ skal have retten til at bestemme selv – en tankegang, der ligger dybt indlejret i den protestantiske kristendom.

Der er så mange værdier og normer der har sine rødder i kristendommen, som også erklærede ateister forudsætter og argumenterer ud fra.  

Så jeg køber ikke den fortælling om, at den kristne tro er forsvundet ud af det offentlige rum. Kristendommen er derimod sunket så dybt ned i den danske mentalitet, er blevet så meget en del af vores kulturelle DNA, at vi ikke altid er os vores kristne arv bevidst. 

Der er en god grund til, at vi igennem flere år har været kåret som det lykkeligste land i verdenen, og at en britisk journalist peger på tilliden som en af hemmelighederne bag vores lykkelige land. Folkekirken har ydet sit bidrag til samfundets sociale kapital – for tro og tillid hænger sammen.

MEN det er vigtigt ikke blot at hvile på laurbærbladene, bryste os af, vi har et af verdenens lykkeligste lande – for der er sket noget i samfundet de seneste år.  

Som den britiske journalist skrev, så tager de fleste danskere ikke deres religion så alvorligt, og derfor overrasker det os danskerne, at andre gør det. Den grundlovssikrede religionsfrihed, som den journalisten priste for blot 3-4 år siden, er kommet under pres. Det er som om, der i samtiden er en uvidenhed og dermed usikkerhed og angst for religion, derfor er der kræfter, der kæmper for at få religionen ud af det offentlige rum.  

Den religionsfrihed, som grundloven frem til i dag har sikret alle borgere, at vi må bære religiøse symboler både kors og hijab, som journalisten skrev, findes ikke længere. Eks. pakkes religionsforskrækkelsen ind i maskeringsforbuddet, der netop er vedtaget. Personligt bryder jeg mig ikke om, at kvinder pakkes ind fra top til tå, så man ikke kan se deres ansigter. Men jeg bryder mig endnu mindre om, at lovgivningen skal forbyde menneskers religiøse praksis. 

Forbud og lovregulering er ikke vejen frem, hvis vi vil tilbage på førstepladsen, som verdens lykkeligste land!

I angsten for det fremmede kan vi komme til at hælde babyen ud med badevandet – og dermed skære den kilde fra, der hidtil har været med til at understøtte samfundet – nemlig folkekirken og kristendommen. 

Mon vi har overvejet konsekvensen af at beskære vores grundlovs sikrede religionsfrihed, der er med til at skabe det frie samfund, hvor vi i tillid kan leve sammen – uanset religiøs baggrund.  

Jeg vil personligt også meget gerne i fremtiden kunne spidse øre, og glæde mig over at høre udlændige tale om vores land – som verdens lykkeligste. 

Så tillykke med grundloven, lad os værne om den. 

TAK