Nyheder
Nyheder

Beretning fra en studietur til Salisbury Stift i England

Rebekka Maria Brandt Kristensen var med, da "Kirken på landet" besøgte Salisbury Stift, og det gav anledning til at sammenligne den engelske og den danske kirkeordning.

 

Af Rebekka Maria Brandt Kristensen, sognepræst og stiftets ressourcepræst i forhold til projektet "Kirken på Landet".

Jeg er netop hjemkommet fra et utroligt lærerigt og indtryksfyldt kursus med ”Kirke på landet” til Salisbury Stift. I løbet af ugen har der været mange tanker, som er gået i gennem hoved på mig - først måske nok i taknemlighed for den kirkeordning, som vi har i Danmark, og som vi i den grad skal være glade for. Hvor er det dog en velsignelse, at dåben står så stærkt, som den gør i Danmark, og at den for os ses som en gave, der gives af Gud, og som vi ikke skal gøre os fortjent, og at vi her igennem skænkes troen. 

I de samtaler, som vi førte med engelske præster, blev det tydeligt, at dåben for dem ikke blev regnet for ret meget, at når forældre kom med deres børn til dåben, ja så var det næsten til besvær. Det der vitterligt betød noget, var om du havde afgjort dig, og mest af alt om du deltog i gudstjenestelivet. 

Jeg tænker umiddelbart, at dette også hang sammen med, at de ikke har noget central register over medlemmer, men at kirken finansieres gennem indsamlinger. Det vil sige, at når du kommer til gudstjenesten, ja så køber du dig faktisk en messe, ganske som i middelalderen. Men med en deltagelsesprocent på 1, så stillede det også kirken i ganske svær situation og meget energi blev brugt på at skaffe penge.

En anden ting som også blev meget tydeligt var, at deres søndags højmesse havde været meget rigid, og den faktisk ikke havde haft brug for lægfolket. De havde selvfølgelig udviklet en anden højmesseform end lige Book of Common Prayer, men stadig virkede det, som om at de ikke rigtig kunne manøvrere i den. I hvert fald var det ikke den, de prioriterede. I stedet for var det mit indtryk, at de prøvede på alle mulige friske måder at lave kirke på, og skabte på den måde menigheder rundt om søndagsgudstjenesten. Noget som så hellere ikke førte til, at folk kom om søndagen. For mig at se, burde liturgien snarere tøs op og tilpasses, således at den både kunne rumme de gamle og de unge, børn og voksne i en søndags gudstjeneste.

Når dette så er sagt, var der også en stor skønhed i deres tilgang til selve det at være en kirke. De så sig selv om et samfund funderet i bøn. Under overskriften: håbet fornyet, tog de deres udgangspunkt i bønnen, som dér hvor håbet kunne finde sin rod i dem. Biskoppen havde givet dem tre spørgsmål at arbejde ud fra:

1)Hvad beder du for?

2) Hvem tjener du?

3) Hvordan vokser du?

Disse tre spørgsmål skulle gennemsyre ikke bare den almindelige kirkegænger eller præst, men alle menigheder, menighedsråd, præster, diakoner, læglæsere, provster etc.

Et projekt blev indledt ja forberedt ved bøn, og flere af præsterne kunne fortælle, at deres oplevelse var, at bad de ikke over og i et projekt, ja så kunne de være sikker på at projektet ikke lykkedes. Dog havde de en vis evne, måske nok lige som vi selv til tider har det, til at måle succesen i antal deltagere, hvilket i sig selv er legitimt nok, men som en anden præst bemærkede det: så er det at vokse spirituelt og ikke noget der afgøres ved hjælp af tal.

Det er dog vigtigt at bemærke, at man ønskede liv og vækst, og at man rent faktisk arbejdede for det, med en helhjertethed, som gennemsyrede hele kirken, og dette kom blandt andet til udtryk i deres tilgange til bønnen. Bønnen spillede en vigtig rolle, og det at bede om, hvad der var behov for, var noget at det, flere af præsterne understregede.

I det hele taget var der en åbenhed overfor at have et bønsliv og at dele et bønsliv, som vi i Danmark ikke er vant til, men det gjorde faktisk noget positivt for dem, ikke bare i deres personlige trosliv, men  også i den måde de gik til deres arbejde på og hele deres forståelse af det at være kirke. Jeg er ikke i tvivl om, at vi i Danmark her har meget at lære af denne tilgang.

Ganske som i Danmark, var der en fornemmelse af, at det var ” bedre” at være præst i byen end at være præst fra landet. Hvis man ønskede at avancere i den engelske kirke, var det bykirker man skulle have erfaring med først og fremmest. En ansøgning til en provste- eller bispestilling blev ikke rigtig taget seriøst, hvis man ”kun” havde været præst på landet. Men man havde i Salisbury Stift en klar forståelse af, at det ikke var rigtigt. Tværtimod var indtrykket, at det var langt sværere at navigere og fungere som præst i landområderne, med langt flere forpligtelser, kirker, forskellige menigheder og en meget stram økonomi. At man som præst på landet havde langt flere hatte på, og at man stod langt mere alene med tingene end i byerne. Derfor havde man også den holdning, at man burde placere de dygtigste præster i landembederne. Desuden lobbyerede de for at få flere biskopper med landerfaring, for på den måde at styrke præstearbejdet og menighedslivet på landet.

Man arbejdede med to forskellige former for præster. De lønnede og de ulønnede præster. Desuden var der mængde aktive lægfolk, som enden var ordineret til det arbejde de skulle udføre eller ikke. Denne skelnen medførte også at ikke alle præster var lige godt uddannet, ligesom man også fik forskellige stillinger tildelt, alt efter om man var aflønnet eller ej. Det var altid den aflønnede præst, der stod med hovedansvaret. Var deres præsteuddannelse kortere, og som dekanen for Sarum College sagde det: så var der en hvis skepsis over teologi som sådan fra de folk som kom til Colleget for at blive uddannet. Vi er langt højere uddannet i Danmark. Det var de få, der havde en kandidatgrad i teologi, og det kom kirkens udtryk også til at lide under. Det er en fordel for en kirke at have ordentligt uddannede præster. Til gengæld var deres uddannelse langt mere praktisk anlagt og knyttet an ved deres lokale sogn og kirke. Det gjorde så også, at man kunne se, hvad det var man arbejdede for og få en erfaring, som man kunne tage med sig videre allerede inden, at man blev ordineret. Ordinationen blev ikke givet, når man fik embede, men blev først tildelt en, når det blev vurderet fra ledelsens side, at man var klar til det ansvar, ordinationen medførte.

Man kunne ønske, at vi Danmark havde både den teologiske kandidatgrad som krav til embedet, samt en 2 årig praktisk teologisk uddannelse med sjælesorg, prædikenlære etc. samtidig knyttet til en kirke, således at man blev bedre rustet til at påtage sig kaldet som præst.

Desuden var det, at man den engelske kirke gjorde sig umage med at uddanne lægfolket en stor fordel, samt at denne uddannelse fandt sted i det lokale stift og ikke på landsplan. Det er en ide, som jeg er sikker på, at vi her i stiftet måske nok kunne tage op. Det er tit, at vi søger frivillige, men måske var det nemmere at få det frivillige arbejde til at køre og nemmere at få nogle til at deltage i arbejdet, hvis man kunne tilbyde et lille kursus til gengæld, og at man i det hele taget husker at tage hånd om frivilligegruppen.

Man arbejdede på mange forskellige veje samtidig og det virkede som om der var plads til at tænke ud at boksen, og disse projekter blev ofte støttet af ledelsen, således at præster og/eller lægfolk ikke stod alene med det hele.

Der er ingen tvivl om at deres udfordringer var store, og præsterne generelt var pressede, men samtidig var der nogle tilgange og måder at gribe kirkens liv og vækst an på, som vi måske nok kunne lære lidt af