Nyheder 2020
Nyheder

Forandrede corona folkekirken?

En ny undersøgelse skal opsamle viden og erfaringer fra nedlukningen af folkekirken. Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter efterlyser bidrag fra folkekirkens ansatte, frivillige og medlemmer

Af Karen Marie Sø Leth-Nissen, projektmedarbejder i FUV

Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) står bag en undersøgelse om folkekirken og coronakrisen, som løber fra maj til oktober 2020. Der er tale om en bred indsamling af erfaringer med aktiviteter og gudstjenester under coronakrisen. 

Leder af FUV, Birgitte Graakjær Hjort, fortæller, at de er meget glade for at få lov til at gennemføre undersøgelsen: 

"Det er en stor tillid, vi bliver vist. Folkekirken har vist sig fra helt nye sider under coronakrisen, og det er blandt de erfaringer, vi samler ind nu, så hele folkekirken kan lære af dem."

Derfor vil FUV gerne høre fra alle, som har sat nye aktiviteter igang eller var med til dem, fortæller Birgitte Graakjær Hjort:

"Fik du besøg eller telefonopkald fra din præst eller andre fra den lokale kirke? Var du på kirkegården til fællessang med afstand? Eller havde du en anden oplevelse relateret til folkekirken, som du synes, skal med i vores materiale? Vi i Videnscentret opfordrer alle til at skrive til os på mailen, så vi får samlet så meget materiale som muligt ind om folkekirken under coronakrisen.”

Kæmpe eksperiment

Selvom kirkerne var lukkede under coronakrisen, blev der alligevel holdt gudstjenester: Mange valgte at producere online-gudstjenester, og det bliver et andet fokuspunkt i undersøgelsen.

”Det var helt specielt, at så mange præster og sogne kastede sig ud i online-gudstjenester, andagter og hilsner til den lokale menighed. Mange havde aldrig prøvet det før, men tog mod til sig og prøvede det af. Det kan vi alle lære mere af, og vi har derfor også samlet online-gudstjenester ind for tre udvalgte søndage, nemlig én i begyndelsen af nedlukningen, én i midten og én i slutningen”, siger Birgitte Graakjær Hjort. De konkrete datoer er 15. marts, 12. april og 10. maj.

Lige nu har projektet data om cirka 165 online-gudstjenester. Men der er brug for flere, så derfor er der også en særlig opfordring til at bidrage med links til online-gudstjenester fra de tre udvalgte søndage. På FUV’s hjemmeside kan man downloade den nuværende oversigt og se, om de gudstjenester, man selv var med til at lave, er kommet med. På den måde kan hele folkekirken være med til at kvalificere materialet og sikre, at det bliver så dækkende som muligt.

Undersøgelsen er finansieret af folkekirkens Fællesfond og vil resultere i en rapport med titlen ”100 dage, der forandrede folkekirken?”, der udkommer til oktober. Læs mere i projektbeskrivelsen

Skriv til os med erfaringer og materiale: 

Send dine bidrag til os på fuvcoronaprojekt@km.dk.

Vi har brug for dit navn og sted, så vi har mulighed for at tage kontakt og få flere detaljer. Vi offentliggør ikke dit eller andres navne uden samtykke.