Nyheder 2019
Nyheder

Vær med til at fylde Danmarks kirker den 29. september

Kan de danske kirker blive fyldt uden for juleaften? Den udfordring har et udvalg taget op med initiativet "Fyld Danmarks kirker" på den sidste søndag i september.

Invitér nogen du kender med i kirke den 29. september, og vær med til at fylde Danmarks kirker. Arkivfoto.

Pas på. Det kan være vanedannende at gå til gudstjeneste. 

Sådan lyder det fra udvalget bag initiativet "Fyld Danmarks kirker", som har taget udfordringen op: Kan man fylde Danmarks kirker, også uden for juleaften? 

For at sætte fokus på kirkegang og folkekirken som et fællesskab uden pladsproblemer har de udnævnt den sidste søndag i september til Fyld Danmarks kirker-dagen. Derfor opfordres præster, menighedsråd og andre medlemmer af folkekirken til alle at invitere folk, som de kender, med i kirke den 29. september 2019.

Håbet er, at det vil give flere personer lyst til at være med også andre søndage. I år er det 11. gang, at initiativet bliver afholdt, og det har spredt sig til hele Danmark.

Et af de steder, hvor initiativet var en succes sidste år, var i Nakskov. Her deltog hele 160 mennesker i højmessen i Sankt Nikolai Kirke, hvor organist Erik Lauge Mikkelsen tilmed inviterede på besøg på orgelpulpituret.

Udvalget bag Fyld Danmarks kirker foreslår, at man sætter fokus på initiativet i hele uge 39 op til søndagens gudstjeneste. Til inspiration har udvalget samlet en liste med gode idéer til tiltag, som præster, ansatte og menighedsråd kan bruge. 

Man kan som kirke tilmelde sig Fyld Danmarks kirker-dagen - ikke som en nødvendig, bindende tilmelding, men hvis man gerne vil støtte op om initiativet og få mere information om, hvordan det løber af stablen. Det foregår her.

Læs mere om Fyld Danmarks kirker på www.fyldkirken.dk