Nyheder 2019
Nyheder

Strandkirken fejrer 60 års jubilæum

I år kan Strandkirken i Marielyst fejre 60 års jubilæum. I sommerperioden er der gudstjeneste i den lille hvide kirke hver søndag klokken 10

Den lille hvide kirke på Bøtøvej, Marielyst Strandkirke, har været en fast del af sommerlandet siden 1959. Derfor har kirken i år 60 års jubilæum.

Strandkirken er en selvejende institution og beror på støtte udefra. Derfor er der også brugerbetaling på, hvis man eksempelvis ønsker at blive gift i kirken. Sognepræst i Væggerløse og formand for Strandkirken, Anders Martin Lauritsen, oplever dog generelt en velvilje til at holde kirken kørende, fortæller han til Folketidende:

"Når vi samler ind, giver folk gerne, så vi mærker stor velvilje."

Strandkirken er en sommerkirke, der holder åbent hvert år i perioden mellem pinsedag og sidst i august. Hver søndag tager én af stiftets præster på skift en højmesse i kirken. Der er ingen ansatte i kirken. Alle virker som frivillige, herunder kordegne og organister. 

Udover højmesser på dansk kommer der hvert år præster fra Evangelische Kirche Deutschland, og afholder gudstjenester på tysk. Dette er en del af den tyske kirkes "feriesjælesorg" (Urlaubsseelsorge).

Læs mere om Strandkirken her

Har I mange sommergæster i dit sogn? Få inspiration til, hvordan man kan imødekomme feriegæster i rapporten Kirken i sommerlandet - læs den her

Alteret i Strandkirken Marielyst er holdt enkelt og smukt. Besøg den i sommermånederne, hvor der er gudstjeneste hver søndag kl. 10.00. Foto: PH Bergmann.