Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder 2019
Nyheder

Lad os alle bede for forfulgte kristne

Mange steder i verden bliver kristne forfulgt på grund af deres tro. Den 24. november inviterer stiftet til gudstjeneste i domkirken, hvor der også vil blive samlet ind til organisationer, som støtter forfulgte kristne

Kristne lider mange steder i verden i dag. Mange kristne forfølges verden over, og i Mellemøsten – kristendommens vugge – er kristendommen ved helt at forsvinde. Katastrofen er ikke til at overse, og den kalder på vores opmærksomhed og hjælp. 

Bed for dem, der forfølger jer, sagde Jesus i Bjergprædikenen. Vi må derfor stå sammen i bøn og ånd for vores forfulgte medkristne og for deres forfølgere. 

Derfor er alle i Lolland-Falsters Stift inviteret til at deltage i en særlig stiftsgudstjeneste for forfulgte kristne. Det foregår søndag den 24. november kl. 10.00 i Maribo Domkirke, hvor biskop Marianne Gaarden vil prædike. 

Præster i sognet har tilladelse til at undlade at holde- eller flytte denne søndags højmesse, hvis de tilbyder menigheden at komme med til gudstjenesten i domkirken. Hvis du har brug for kørelejlighed, så spørg din lokale præst eller menighedsråd om mulighederne herfor.

Der vil i forbindelse med gudstjenesten blive samlet ind til fordel for forfulgte kristne. Det samlede beløb fordeles mellem de kirkelige organisationer, som har særligt fokus på religiøs forfølgelse.

Efter gudstjenesten er der kaffe og foredrag ved Samuel Nymann Eriksen, generalsekretær i Dansk Europamission, om hvordan de hjælper kristne rundt om i verden.

Stiftsgudstjenesten er arrangeret af Lolland-Falsters Stifts mellemkirkelige udvalg. Har du spørgsmål til arrangementet, er du velkommen til at kontakte formand for det mellemkirkelige udvalg, domprovst Anne Birgitte Reiter på abre@km.dk, eller stiftets kommunikationsmedarbejder Inge Haandsbæk Vestergaard på inej@km.dk.