Nyheder 2019
Nyheder

Præstestævne satte højmessen og mødet med Gud under lup

Skal man skrue op eller ned for fornyelse i højmessen? Og hvad gør man som folkekirke, når folk henvender sig med religiøse erfaringer? Årets stiftspræstestævne bød på både oplæg og diskussioner om disse emner

Intet stiftspræstestævne uden sang og gudstjeneste i domkirken. Foto: Anders Blichfeldt.

Af Lene Bruun-Kristensen, sognepræst, og Inge Haandsbæk Jensen, kommunikationsmedarbejder

I Det Nye Testamentes beretning om disciplene, som møder den opstandne Kristus, mens de er på vej til Emmaus, lyder det:

”Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham.”

Den situation, som beretningen skildrer – samværet om det velsignede brød, og den efterfølgende erkendelse af, hvem Kristus er – vil nogle måske genkende som en urgammel skitse til den måde, man fejrer højmesse på i nutidens folkekirke.

Her giver Vorherre selv besked om, hvad præsterne skal gøre og sige ved tjenesten: Der skal fejres et fælles måltid, så vi altid dér kan komme nær betydningen af det, Han gjorde dengang, og inden sin død befalede os at gøre, så vi kunne blive styrket i vores tro og håb: ”Gør dette til min ihukommelse.”

Set på baggrund af Bibelens beretning er opgaven simpel: Man skal forvalte det ord, Herren gav sine disciple for 2000 år siden, så ordene også er genkendelige og vedkommende i gudstjenester i dag, på tværs af tid og sted. Det er dog lettere sagt end gjort, og det stod klart ved årets stiftspræstestævne i Maribo, hvor alle præster fra Lolland-Falsters Stift var samlet for i løbet af to dage at diskutere højmessen og dens relationer og ritualer.

Blandt oplægsholderne var professor emeritus Bent Flemming Nielsen. Han har i sit arbejde set på gudstjenestens historik, som det fremgår af kildematerialet fra Det Nye Testamente, oldkirken og Martin Luther. Han var nået frem til den tese, at vi i gudstjenesten gør, som vi altid har gjort. Vi gentager og deler den ”trend”, som Kristus startede: Som han ofrede sig for os, skal vi ofre os for hinanden.

Hvordan kan gudstjenesten blive et fælles projekt, og ikke bare præstens eget? Det var spørgsmålet i et oplæg om gudstjenestens form og liturgisk fornyelse i Danmark ved sognepræst Jørgen Demant, som har deltaget i biskoppernes liturgi-arbejdsgrupper. 

Han mindede tilhørerne om et udsagn fra stiftets provst emeritus Holger Villadsen om, at der kun kan være ortodoksi (rettroenhed), hvis der forud er sket et kætteri. Kætteriet - altså opgøret med den rette tro - er forudsætningen for, at der kan ske fornyelse. For fornyelsen er ofte at vende sig bort fra netop kætteriet og tilbage til troens kerne.

Den fælles gudstjeneste er, set med Jørgen Demants øjne, når Guds ord bliver til tegn for menigheden, og bliver gjort genkendelig for menigheden. 

Men er der overhovedet enighed om, hvad den ”klassiske gudstjeneste” består af?

Det blev der sat spørgsmålstegn ved, da den svenske biskop Martin Modéus holdt oplæg om, hvad det vil sige at være kirke i samtiden. Han er især kendt for sin bog, der på dansk hedder ”Gudstjenestens kerneværdier”. Han har forsket i gudstjenesten i mange år, og fortalte om engang, hvor han som teologisk konsulent i et stift havde deltaget i en konference om højmessen. Første opgave til deltagerne var tilsyneladende nem: Hvad er en gudstjeneste? Men alle svarene var forskellige. Og derfor kan det også være rigtig besværligt at diskutere, hvad der kan fornyes i gudstjenesten, fortalte Martin Modéus med et glimt i øjet:

”Det at lave om på gudstjenesten er som at flytte rundt på natpotten hos ældre mennesker”.

Martin Modéus er biskop over Linköpings Stift i Sverige. Han holdt oplæg om højmessen som relation og ritual.

Overordnet kom den svenske biskop med nogle betragtninger fra den debat, han har været en del af i Sverige: At forny gudstjenesten er ikke en bevægelse fra noget dårligt til godt, eller omvendt. Det handler snarere om at acceptere, at verden ser ud, som den gør. Man fortaber sig let i gudstjenestens form – detaljer som hvor lang eller kort højmessen skal være, hvor præsten skal stå og hvordan han skal være klædt – eller i det, han kalder ”repræsentativ tale”, som er forestillinger, man selv har om, hvordan forskellige grupper opfatter verden. Det kan være, man har en forestilling om, hvordan man laver gudstjenester, så de passer til børn eller ældre. Men hvem siger, at det er det, de ældre eller børnene har mest glæde af?

I stedet foreslog Martin Modéus, at man lærer at tænke i nye tankesæt, og at man flytter fokus fra gudstjenestens ordning og form til dens mening og fællesskab. Menigheden skal ikke opfattes som brugere af kirken, men som bærere af den – de skal inddrages og selv være med til at skabe meningsfuldhed.

Selv mente han, at gudstjenesten må bygge på forståelsen af, at det gode menneskeliv er grundlagt på næstekærlighedsbuddet. Og så er der tre grundrelationer i livet: relationen til medmennesket, til en selv og til Gud. Disse tre relationer skal alle have rum i gudstjenesten, konkluderede Martin Modéus.

Helena Hägglund (tv.) og Charlotte Rørth foran Maribo Domkirke.

Relationerne var også i centrum, da mikrofonen blev givet til to kvinder, som hver især har erfaret en særlig relation med Gud: Charlotte Rørth, journalist og forfatter til bestsellerbogen ”Jeg mødte Jesus” om et møde, hun havde med Kristus i et sakristi i Spanien, og Helena Hägglund, der er forfatter og tidligere katolsk nonne.

De to havde vidt forskellige historier, men fælles for dem begge er, at de har erfaret et stærkt og relationelt gudsnærvær uden for kirkens og især højmessens fastlagte rammer. Hvor den ene – Charlotte Rørth - mødte Kristus og blev overrumplet af dette på en ferie i Spanien, var den anden – Helena Hägglund - sådan set mere end klar til at møde Gud, da hun var nonne på Sostrup Kloster. Men de snævre rammer på klosteret førte ikke Helene Hägglund tættere på Gud, tværtimod. Først da hun brød med de sociale strukturer i nonneordenen, da hun fandt hjem til sig selv som et helt menneske, fik hun en stærk erfaring af Guds nærvær.

Så hvad var de to kvinders råd til præsterne om, hvordan de gerne vil tages imod af folkekirken med de særlige oplevelser, de hver især har haft? De gav følgende to råd:

  • Blotlæg din egen søgen
  • Og bliv i en tillidsfuld samtale om sansning, erfaring og oplevelse af det sjælelige, før man begynder at tale om ritualer, trosretninger og andre ”ydre” ting.

Rådene er hermed givet videre.


Debat om gudstjeneste

Vil du gerne fortsætte diskussionen om, hvad der er godt og mindre godt ved gudstjenesten?

Så kan dit menighedsråd få besøg af præst Hans Maaløe eller præst Mette Marie Trankjær, der vil hjælpe jer med at tage hul på diskussionen om, hvordan højmessen skal se ud i fremtiden. 

Læs mere her