Nyheder 2019
Nyheder

Pilgrimspræst: Kristendom er at være i bevægelse

Hvorfor skal kirken beskæftige sig med vandringer, og hvor kan man gå i Lolland-Falsters Stift? Vi har stillet pilgrimspræst i Maribo, Anne Louise Hanson, tre skarpe spørgsmål om hendes arbejde

Anne Louise Hanson har siden 2018 været pilgrims- og sognepræst i Maribo Domsogn. Som pilgrimspræst arrangerer hun vandringer og stillegudstjenester. Foto: Privat.

Af Inge Haandsbæk Jensen

-Hvordan kom du igang med at gå pilgrimsvandring?

Jeg har altid holdt af at bevæge mig. De seneste år nok mest for at råde bod på min manglende motion og de ekstra kilo, der har sat sig på kroppen gennem årene som præst. Da jeg så, at man i Lolland-Falsters Stift søgte en pilgrimspræst, gik det op for mig, at der nu var en mulighed for at få min krop med på arbejde. Tænk en gang at kunne få lov til at bevæge sig sådan, rent fysisk, midt i arbejdstiden. Og netop der, da jeg begyndte i min nye stilling som sogne- og pilgrimspræst 1. juni 2018, kom jeg i gang med at gå pilgrimsvandring. Jeg har endnu ikke vandret på de lange ruter, som f.eks. Santiagoruten ned gennem Europa byder på, men har indtil nu holdt mig pænt i den sydlige ende af Danmark. Man skal jo starte et sted. Og hvorfor ikke starte midt på Lolland?

-Hvad er din yndlingsrute - og hvorfor?

Min pilgrimsvandring har indtil nu fortrinsvis foregået på Lolland-Falster. Men her har jeg haft mange berigende vandringer gennem skov, langs søer og ad hyggelige landeveje. Jeg holder rigtig meget af at gå i skov og langs vand, og jeg har derfor ikke noget imod at gå den samme rute igen og igen. Derfor går jeg ofte turen på de 6 kilometer fra Pilgrimshuset i Maribo ud til Naturskolen, som er et smukt og rekreativt naturområde lidt uden for Maribo. En anden rute, jeg glæder mig til, er sommervandringen omkring Søndersø på cirka 22 kilometer. Den rute kunne godt gå hen og blive min yndlingsrute.

-Hvordan hænger kirke og vandring sammen?

For mig at se er både kirke og vandring det ”at være i bevægelse”. Evangeliet, som er kirkens fundament, er i sig selv fuld af bevægelse. Jesus bliver ikke født under stille og komfortable forhold, men kommer til i en stald, efter hans forældre har måttet bevæge sig den lange vej til fods over bjerge og nørklede forhold fra Nazaret til Betlehem. Kort tid efter Jesu fødsel må de trætte forældre atter bryde op og flygte til Egypten, hvor de for en periode bosætter sig. Da Jesus som voksen begynder sin forkyndelse om Gudsriget, foregår det ikke stillestående, men derimod til fods. Jesus bevæger sig fra et sted til andet sted, og på disse vandringer møder han mennesker akkurat der, hvor de befinder sig: I det liv, der leves. I det liv, der altid er i bevægelse, som når nogen pludselig blive syge og måske dør fra en, eller som når nogen bliver udstillet i al sin ”dårligdom” til hån og latterliggørelse. Den kærlighed, som Jesus forkynder, får i evangeliet ”ben at gå på”. Den bliver konkret, menneskelig og livsnær.

Dietrich Bonhoeffer skrev en gang i et af sine fængselsbreve: ”Jesus kalder ikke til en ny religion, men til livet”. Og det er netop kernen i kristendommen. Jesus kalder os ikke til et afgrænset liv med afgrænsede overbevisninger. Han kalder os derimod til at leve et helt liv. Det liv som ethvert menneske får givet ved fødslen. Det liv, som er forbundet med andre mennesker. Ja, det liv, som leves med Gud midt i denne verden.

Nogle gange kan jeg komme i tvivl, om kirken herhjemme bliver lidt for stillestående. Om den så at sige mangler ”ben at gå med”. For når jeg vandrer, bliver jeg mindet om, at mit liv er én lang bevægelse fra vugge til grav. Og det er netop i den bevægelse, at evangeliet med den konkrete, menneskelige og livsnære Guds-kærlighed udspiller sig.

Læs programmet for Pilgrimshusets vandringer og begivenheder i 2019 her