Nyheder 2019
Nyheder

Nyt pilgrimskort viser vej til vandringer i stiftet

"Fra fordybelse kommer fornyelse" er stiftets motto. Et nyt pilgrimskort skal vise vej til natuskønne pilgrimsvandringer i stiftet, og det blev fejret med en reception ved Maribo Domkirke

Pilgrimskortet koster 60 kroner og kan købes i Pilgrimshuset i Maribo samt i turistinformationer i Maribo og Nakskov.

I Danmarks sydligste egne ligger Pilgrimshuset ved siden af Maribo Domkirke, med den smukkeste klosterhave foran og udsigt over Søndersø.

Her midt på Sydhavsøerne, der med sin natur byder på både land og hav, skov og strand, er der ugentlige pilgrimsvandringer, anført af pilgrimspræst Anne Louise Hansson.

Efter lang tids arbejde er Pilgrimshuset i samarbejde med turistinformationerne nu klar med ”Pilgrimskortet” – et kort over vandringer på Lolland, Falster og øerne nord herfor. Og det blev fejret med en reception ved Pilgrimshuset den 26. juni. 

Ud over de to store danske ruter - Den danske Pilgrimsrute og Den danske Klosterrute samt to forbindelsesruter – viser Pilgrimskortet syv lokale ruter i Lolland-Falsters Stift, en rute for hvert af de syv pilgrimsord: Frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, åndelighed og fællesskab. Alle ruter er udstyret med nogle refleksioner over ordene ved pilgrimspræst Anne Louise Hanson. Den seneste af de syv ruter bringer vandreren forbi den nyåbnede skovkirke ved Karlelunden nord for Nakskov.

Pilgrimskortet koster 60 kroner og kan købes i Pilgrimshuset Maribo og i turistinformationerne i Maribo og Nakskov. Et eventuelt overskud går til næste oplag af kortet.

Se billeder fra udgivelsen her.

Reception ved det gule Pilgrimshus, der ligger ved siden af Maribo Domkirke.

Pilgrimspræst Anne Louise Hanson er glad for det nye pilgrimskort. Hun har skitseret syv lokale ruter i Lolland-Falsters Stift, en rute for hvert af de syv pilgrimsord: Frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, åndelighed og fællesskab.

Pilgrimskortet nærstuderes af pilgrimspræst Anne Louise Hanson (tv.) og biskop Marianne Gaarden.

Turistchef Marie Louise Friderichsen fortæller om kortets tilblivelse og kommer med en personlig anekdote om, hvordan en rask vandretur kan få selv sure teenagere til at lyse op - hun taler af egen erfaring. Rådet er hermed givet videre.

"Man kan bruge de syv lokale ruters pilgrimsord til fordybelse, mens man går. For tanken bag pilgrimsbevægelsen her i Lolland-Falster Stift er jo netop, at den ydre og den indre vandring går hånd i hånd. Her skal pilgrimmen ikke præstere noget eller være noget særligt. Her er pilgrimmen fri fra tidens jag og tvang og kan i stedet give sig hen til roen og fordybelsen i naturen," fortæller Anne Louise Hanson om vandring.

Efter receptionen var det tid til at røre benene med en rask pilgrimsvandring rundt om Søndersø, som ligger lige ved Domkirken og Pilgrimshuset.