Nyheder 2019
Nyheder

Kom med inden for murene i Storstrøm Fængsels kirke

I den nordlige del af Lolland-Falsters Stift ligger Storstrøm Kirke, som er en del af Storstrøm Fængsel. Her arbejder fængselspræst Maria Eva Napier med at gøre kirken relevant for samfundets hårdest dømte

Ved fængslets indgang står skulpturen ”Doing time” af Claus Carstensen.

Tekst og fotos: Inge Haandsbæk Jensen

Eftermiddagssolen bager, og luften står stille i den runde kirke ved Nørre Alslev. Der er alter, stole og orgel som i enhver anden kirke. Men det er ikke en hvilken som helst kirke, vi i dag besøger. Det er kirken i det lukkede fængsel Storstrøm, som blev bygget i 2017.

Fængslet er bygget med henblik på at skulle være Danmarks bedst sikrede fængsel. Samtidig er arkitekturen skabt med stort fokus på resocialisering og på at gøre de indsatte rustet til engang at genindtræde i civilsamfundet som gode borgere. Derfor er fængslet, som har kostet en milliard at bygge, udstyret som en helt lille landsby: Med beboelsesafdelinger, bibliotek, idrætshal og kirke. Sidstnævnte tre ”institutioner” ligger i samme bygning, det såkaldte ”kulturhus”; en rund bygning, som ligger midt i fængslet.

Her tager kirkens præst, 44-årige Maria Eva Napier, imod. Hun er en af præsterne i Lolland-Falsters Stift, men har i modsætning til almindelige sognekirker ikke et menighedsråd i ryggen. På den måde har hun et ben i to forskellige lejre, fortæller hun:

”Jeg er ansat af Kriminalforsorgen. Men mit arbejde ligger sådan set under folkekirken og stiftets.”

Præst Maria Eva Napier står her foran alteret i Storstrøm Kirke, hvor hun har været ansat siden maj.

Åbner kirkedøren
Det er kun få måneder siden, at Maria Eva Napier blev ansat i Storstrøm Fængsel. Men hun kommer med solid erfaring fra herberg og krisecentre, hvor hun er vant til at arbejde med folk, hvis liv kan være svære og kaotiske. Og dén erfaring trækker hun på i jobbet som fængselspræst.

Selvom rammerne er utraditionelle, så er præstearbejdet langt hen ad vejen det samme: Det handler stadig om gudstjenester, sjælesorgssamtaler og om at tilbyde menigheden nogle relevante og opbyggelige aktiviteter. Men menigheden er en anden. Derfor arbejder hun i sine prædikener med at fortælle kortere og mere direkte, og hun er bevidst om at bruge forskellige virkemidler som eksempelvis billeder. For spørger man Maria Eva Napier, så handler hendes arbejde om at åbne døren til kirken for et publikum, som ikke nødvendigvis har nogen forforståelse for, hvad kirken er. Og så skal bibelteksterne, salmerne og ritualerne tale til dem.

”Derfor har jeg blandt andet haft succes med under gudstjenesten at italesætte, hvad nadver egentlig er. For hvad foregår der, og hvem er det til? De skal vide, at nadveren er for alle, og at man ikke kan gøre noget forkert. Jeg hjælper og guider dem undervejs.”

Uden for ”kulturhuset”, som kirken ligger i, er der plantet lilla lavendel. I kirken er den lilla farve et symbol på bod. 

Nadversættet, som er fra 1860, stammer fra Vridsløselille fængsel. Maria Eva Napier sætter især fokus på at forklare, hvad ritualer så som nadveren egentlig betyder.

Menneske til menneske
I fængslets kirke bliver der ud over de regelmæssige gudstjenester også holdt spredte kirkelige handlinger så som vielser, dåb og enkelte konfirmationer, og der bliver holdt masser af sjælesorgssamtaler, hvor de indsatte opsøger præsten for at få en snak om alt eller intet – som det eneste sted i fængslet, hvor der ikke bliver ført protokol. Her er der tavshedspligt.

”Samtalen er en kerneydelse i mit arbejde her i kirken. Det kan både være en almindelig snak over en kop kaffe, menneske til menneske. Men det kan også handle om mere alvorlige emner såsom deres straffesager og om eksistentielle emner”, forklarer hun.

De indsatte kommer selv med det, de gerne vil tale om. Men Maria Eva Napier bruger de redskaber, hun har, til at forme samtalen.

”Det har kirken jo et godt sprog for at få en samtale i gang om. Nogle fortæller uforbeholdent om fortiden, om ulykkelige livsomstændigheder. Jeg er både tilstede som medmenneske og som præst, der på grund af min tro kan rumme at være inde i mørket sammen med dem. Det vigtigste er, at jeg ikke sidder der som ekspert, men som et andet menneske, også når det er rigtig svært. Hvis jeg fornemmer, at der er behov for det, kan vi tænde et lys eller bede en bøn.”

Røde Kors’ besøgstjeneste giver de indsatte mulighed for at få besøg af en frivillig, hvis de savner kontakt med omverdenen. Det er et tilbud, som præsterne i fængslerne formidler. 

Kor i kirken
Et af de tiltag, som har bedst fat i menigheden, er koret. Her nyder Maria Eva Napier godt af samarbejdet med korleder Louise Adrian, der er kendt for Fangekoret – et koncept, der startede i Vridsløselille Statsfængsel, men som i dag også har hold i Storstrøm Fængsel.

I mere end 25 år har Louise Adrian ledet kor med indsatte, hvor oplevelser og erfaringer med et liv i fangeskab og afsavn bliver sunget ud for fulde gardiner i en blanding af klassiske hits og sange, som er skrevet af de indsatte selv eller af Louise Adrian. Fangekoret har optrådt i hele Danmark og er blevet kaldt for ”Kriminalforsorgens mest synlige resocialiserende projekt”.

”Det handler om at skabe lyspunkter i hverdagen, og det er Louise Adrian virkelig god til med sine kor. Vi har et fantastisk samarbejde”, fortæller Maria Eva Napier.

Kirkens orgel er ledsaget af et keyboard, der bruges af Louise Adrians kor.

Frirum inden for murene
En af dem, der troligt møder op til kor uge efter uge, er Peter Baungård. Han er ved at afsone en dom på 22 år, som han nu er på ottende år af. Selvom han hverken er døbt eller konfirmeret, betyder det meget for ham at komme i kirken, fortæller han:

”Det giver mig en følelse af nærhed. Det er ikke kun på grund af koret, jeg kommer her, for kirken er mange forskellige ting. Når man sidder i fængsel, er der meget få lyse timer og mange mørke. Men kirken er en af de lyse. Jeg kan tænde lys og sende en tanke til dem, jeg kender uden for murene. Jeg har en masse minder forbundet med gudstjenesten, minder om familie, juleaften, dåb osv.”

Der er stadig 14 år tilbage af den dom, Peter Baungård afsoner i Storstrøm Fængsel.

Peter Baungård er fast deltager i Louise Adrians kor. På spørgsmålet om hvilken stemme han synger i koret, svarer han, at han synger den stemme, der er brug for. Det vigtigste er nemlig ikke, hvordan det lyder. Det handler om at ”grine, have det sjovt, fyre den af og trække hinanden op”, fortæller han.

Storstrøm Fængsel er Kriminalforsorgens bedst sikrede fængsel. Det handler især om at undgå de konflikter, som kan opstå, hvis indsatte fra forskellige bandegrupperinger møder hinanden. Her lægger personalet et puslespil for at undgå sammenstød mellem afdelingerne. Men med tiden har de indsatte på grund af god opførsel fået lov til at samles i lidt større grupper i kirkerummet, og det forstærker følelsen af fællesskab. Et frirum, kalder Peter Baungård det gentagne gange.

Han fortæller, at alle indsatte har en stiltiende aftale om, at man bare ikke laver noget ballade i kirken eller på vej derover:

”For så falder alt fra hinanden. Hvis én laver ballade, vil det gå ud over alle, som så mister deres frirum. Det er der ikke nogen, som er interesseret i. Alle har deres dæmoner at kæmpe med her i fængslet. Og den dæmon hænger man altså på knagerækken uden for kirken.”