Nyheder 2019
Nyheder

Nu kan du også dyrke kristen yoga i domkirken

Trænger du til at lade roen sænke sig efter en hektisk arbejdsdag? Det hjælper sognepræst Rebekka Brandt Kristensen med, når hun underviser i kristen yoga i Maribo Domkirke og hjemme i præsteboligen

I Maribo Domkirke, som ligger smukt ned til Søndersø, kan man nu også finde ro ved at dyrke kristen yoga. Foto: Birthe Larsen.

Kan bøn være mere end blot det at folde hænderne og henvende sig til Gud?

Ja. Den nyere bønsform kristen yoga - også kaldet "CrossYoga" - har de senere år vundet indpas flere steder i landet og bliver nu tilbudt i Lolland-Falsters Stift.

Kort fortalt går kristen yoga ud på at kombinere kendte yogastillinger med bibellæsning, bøn, meditation, refleksion, musik og stilhed. På den måde bliver yoga en teknik, man bruger for at skabe ro og plads til at mærke Guds nærvær - noget som ellers kan være sin sag i en hektisk hverdag med forpligtelser og fyldte kalendere.

Sognepræst i Søllested Rebekka Brandt Kristensen, der også er uddannet kristen yoga-instruktør, åbner hver torsdag aften sit hjem for interesserede, der vil lære den nye yogaform. Der er to hold - klokken 19.00 og 20.00 -, og det koster 20 kroner per gang, som går til sognets indsamlingsformål: julemærkehjemmene. Man skal blot tilmelde sig hos præsten forinden, se kontaktinfo nedenfor.

I foråret vil der også være mulighed for at prøve at deltage i kristen yoga i Maribo Domkirke, hvor lyset dæmpes og roen sænker sig. Det foregår også ved Rebekka Brandt Kristensen.

Næste gang der er kristen yoga i domkirken er den 4. april 2019 klokken 17.00. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne - man skal dog selv medbringe en måtte og andre hjælpemidler, man måtte ønske sig (eksempelvis et tæppe).

Har du spørgsmål til arrangementet eller kristen yoga generelt, eller vil du tilmelde dig et torsdagshold, så kontakt Rebekka Brandt Kristensen på e-mail: rmk@km.dk eller telefon: 54941134.