Nyheder 2019
Nyheder

Klosterkirken fejrer 600 års jubilæum

Der er lagt op til folkefest med musik, foredrag og kirkeliv, når den smukke, gamle klosterkirke i starten af oktober kan fejre 600 års jubilæum

Klosterkirken er et historisk vartegn og et samlingspunkt for Nykøbing Falster. Det har kirken nu været i 600 år, siden dengang i 1419, hvor kong Erik af Pommern gav tilladelse til at opføre et fanciscanerkloster med tilhørende kirke i byen. Det skal fejres.

Jubilæet markeres fra den 29. september til den 6. oktober med koncerter, gudstjenester, historiske indslag og meget mere.

> Klik her for at se det fulde program for jubilæumsugen

Historien omkring kirken og middelalderen vil blive fortalt. Forskellige foredrag og indslag vil i løbet af ugen sætte ord og musik på de 600 års historie. Koncerter vil trække tråde fra middelalderen og op til i dag, og jubilæumsugen afsluttes med en festgudstjeneste.

I løbet af den festlige uge kan du blandt andre støde på sangerinde Søs Fenger, historiker Kåre Johannessen, biskop Marianne Gaarden, organist Erik Kure og saxofonist Morten Dreyer. Oplev også Sankt Annæ Pigekor, Ensemble Storstrøm og en koncert med alle sognets musikalske kapaciteter.

Som en del af 600 års jubilæet danner Klosterkirken og Kirkepladsen også ramme om en del af Kulturnatten fredag den 4. oktober. Kommunen, Vores Nykøbing og Nykøbing Falster Sogn har i fællesskab fået stablet nogle fantastiske arrangementer på benene.

Nykøbing Falster Sogn har en vision om at skabe rammerne for en levende og engageret kirke. Jubilæet afspejler derfor kirkens ønske om at være en central del af byens lokalsamfund.

Læs mere om fejringen på sognets hjemmeside www.nykfsogn.dk