Nyheder 2019
Nyheder

Hjælp de hjemløse i en kold tid

I november er der korshærsdage i Lolland-Falsters Stift. Her kan man deltage i mange spændende arrangementer og samtidig støtte de hjemløse

Det bliver koldere uden for, og det mærkes især hos dem, der ikke har et hjem. 

Her i den mørke november holder Kirkens Korshær ”Korshærsdage”, hvor der bliver sat fokus på hjemløse og det arbejde, som kirken har for at hjælpe med mad, tøj, husly og lidt selskab. Overskuddet fra alle arrangementerne går derfor til Kirkens Korshærs arbejde.

PROGRAM:

Fredag den 8. november begynder korshærsdagene med et arrangement i Maribo Domkirke kl. 18.00, Her er der fællesspisning, og derefter er der først gospelkoncert, hvorefter forfatter Knud Romer vil holde foredrag om ulighed. Det koster 175 kroner at deltage.

Mandag den 11. november kan man hjælpe med at sætte fokus på Danmarks i alt 6431 hjemløse ved at tænde 6431 lys for dem. Der vil blive tændt lys over hele landet, og du kan være med til at tænde lys i mørket kl. 19.00, enten på Nykøbing F. havn, Nakskov havn eller i Rødby Kirke. 

Torsdag den 14. november kan man i Sakskøbing kl. 18.00 komme til åbent hus i genbrugsbutikken, og derefter spise dejlig husmandskost på Hotel Saxkjøbing, mens man lytter til elitekoret Voci Fluenti. Det koster 200 kroner at deltage, og billetter kan købes på www.madbillet.dk.

Søndag den 17, november sætter alle genbrugsbutikker på Lolland, Falster og i Vordingborg fokus på korshærsdagene, og holder åbent, mens de også samler ind til hjemløse.

Torsdag den 28. november kl. 17.00 er der igen mulighed for en kulinarisk oplevelse, når kok Simone Bundgaard Mistarz laver tre-retters middag, inspireret af madspilsvarer. De tre retter, inklusiv vin, vand, kaffe og avec koster 500 kroner per person, og man kan købe billet ved at skrive til m.benzon@kirkenskorshaer.dk.