Nyheder 2019
Nyheder

Ole Jensens erindringer er en fortælling om at finde et teologisk ståsted

Anmeldelse: Efter et langt, aktivt arbejdsliv i teologiens og kirkens tjeneste udgiver den 82-årige teolog Ole Jensen sine erindringer. De er læsværdige for et indblik i dansk kirkeliv og er en fortælling om værdien af at møde åndelige fyrtårne på sin vej, skriver sognepræst Henrik Gade Jensen

I september 2019 lagde Ole Jensen (tv.) turen forbi Gloslunde præstegård for at besøge sognepræst Henrik Gade Jensen.

Af Henrik Gade Jensen, sognepræst i Gloslunde-Græshave-Dannemare-Tillitse

Når man vælger at udgive sine egne erindringer, kan det ske, at det handler om det personlige og familiære på bekostning af hovedpersonens faglige meritter.

Dette er langt fra tilfældet med den anerkendte teolog Ole Jensen, som for nylig har udgivet sine erindringer med titlen ”Og så alligevel...”. Bogen handler om et aktivt liv i folkekirkens og teologiens tjeneste, med de mange og forskellige kasketter han har haft på gennem livet, men altid med det samme sigte.

Ole Jensens livshistorie er samtidig historien om de sidste 50-60 års danske teologi, oplevet og beskrevet fra første række. Ja mere end det, for Ole Jensen har været en del af de store og vigtige teologiske opgør med 1800-tallets tyske teologi, stærkt påvirket af hans læremester professor K.E. Løgstrups tilsvarende livslange livtag med samme tradition.

Opvokset med gejst og ånd
Ole Jensen er født i 1937 med jyske aner, og opvokset i Århus. Han studerede og forskede i teologi ved Århus Universitet frem til 1974, dog med flere svinkeærinder i København, Tyskland og Indien. Dernæst blev han professor i København med stor offentlig bevågenhed, men efter kun fire år trak Lolland og præstelivet, og han blev domprovst i Maribo. Så fulgte en tid som forstander for Grundtvigs Højskole i Hillerød, ind til han endte som rektor for og planlægger af præsternes efteruddannelse. Han har haft mange forskellige funktioner, men de er alle knyttet sammen og præget af et stærkt personligt engagement.

Det mest personlige i erindringerne er ikke familielivet og ægteskaberne, der kun hentydes til sporadisk, men slægten, forældrene og bedsteforældrene samt deres opvækst i det jyske, som han kalder ”gammellivet”, og rodfæstet i krydsfeltet mellem kirkeliv, højskole og grundtvigsk tradition. Ole Jensen kom fra små kår, og det kan være svært at forestille sig i dag, men fyldt med karakter og opvakthed. En gejst og ånd, vi som præster også oplever i dag, når vi bisætter de ældste i vore sogne.

Det væsentlige, og grunden til at jeg vil anbefale andre at læse Ole Jensens erindringer, er det indblik man får i udviklingen af en akademisk, teologisk position. Han tager læseren med ind i sit univers og viser, hvordan han er blevet inspireret og hvordan han har formet sine holdninger gennem debat og polemik med samtiden, både sagligt og personligt. Jeg har altid været fascineret af, hvordan vi udvikler os til de mennesker, vi bliver, for spørgsmålet om, hvem der påvirkede os og gav os de afgørende inspirationer.

Når jeg spørger bekendte i min samtid om, hvem der inspirerede dem i deres skole- og studietid, er det sparsomt med svar. Var der en Lærer med stort L? Det synes som om, det mere er den anonyme, upersonlige tidsånd, der har formet deres personer. Det føltes bare som det naturlige at udvikle sig i dén retning.

I løbet af det år, han gik på Askov Højskole, blev hans øjne åbnet for tanker om liv, eksistens og Gud, blandt andre af Store Knud, som man kaldte forstanderen Knud Hansen, og forfatteren Jørgen Bukdahl, der blæste liv og ånd ind i den unge Ole Jensen.

Løgstrups discipel
Han skildrer i det hele taget et liv med mange vigtige elementer af dansk teologi og kirkehistorie. Han blev vakt til teologistudiet af den berømte præst P.G. Lindhardt, der dengang virkede i Aarhus, og han beskrev Lindhardts prædikener som ”i alle henseender en befrielse. Der var nøgtern, saglig substans, der var et klart og enkelt budskab, støvsuget for udlevet ’kristelig moral’”. Her blev kristendommen forkyndt, frigjort fra missionske og fundamentalistiske synspunkter, formidlet skarpt og polemisk. ”Eksistensteologi for dummies,” kalder Ole Jensen det, og det er ment positivt.

Først på universitetet blev skabelsesteologiens danske fader K.E. Løgstrup den store inspirator, som formåede at skabe skole for en hel generation af århusianske teologer. Men pudsigt nok var forholdet mellem de to ikke så tæt, som jeg formodede:

”Vort forhold til Løgstrup – selv mit – var milevidt fra at være intimt, endsige ’kammeratligt’. Det var strengt sagligt”.

På universitetet blev Løgstrup den karismatiske professor, mens Lindhardt faldt i baggrunden i studierne. En anden stor teologi, Regin Prenter, virkede ved sin stærke faglighed, men ikke sin personlighed. Johannes Sløk må stå på mål for mange klø fra Ole Jensens side, helt tilbage som poserende vikargræsklærer i gymnasiet, der tog katederet for at være en scene, og ikke mindst som overfladisk akademisk debattør, der betragtede alle andre som undermålere. Mange blev bundet ind i Sløks tryllekreds, men ikke Ole Jensen.

Provst i Maribo
Han fik sin doktorgrad og derefter blev det til et par års professorat ved Københavns Universitet, hvor akademiske tvister og personlige angreb illustrerede den åbne hanekamp, som var en del af universitetslivet, søgte han væk fra støj og kamp og slog sig i stedet ned som domprovst i Maribo. Her fornemmer man, at Ole Jensen var mere sig selv, glad for at prædike og for det kirkelige liv i en lille domkirkeby. Men også her er der kantede personager, som forgængeren Immanuel Felter, der ikke vil lukke ham ind i domprovsteboligen før indsættelsen om søndagen. Ole Jensen blev domprovst uden nogen præsteerfaring, uden pastoralseminarium og uden nogensinde at have beskæftiget sig med kirkebog eller kirkeret. Ordinationen skete hu-hej før en Indiensrejse i forskertiden. Til gengæld kom han med en solid teologisk ballast, som også kom stiftet til gode, og som prædikant fulgte han den inskription, som er på prædikestolen i Maribo Domkirke:

”Da mihi, Domine, intelligentiam, ut ingrediar et egrediar coram populum tuo . monenedo- incitando – timendo – inspirando." 

Oversat: "Giv mig, Herre, indsigt, så jeg går ind og går ud hos dit folk – ved at påminde, opildne, ængste, beånde".

Selvom Ole Jensen er kendt som skabelsesteolog, sad der meget fast fra det grundtvig-tidehvervske, f.eks. når han ikke ville have faner i kirken. De skulle ud. Og han udtaler sig negativt om logelivet i provinsbyen, som svigter det folkelige fællesskab og bliver en erstatning for sognekirkens ritualiserede kirkeliv:

”At præster bliver logebrødre betragter jeg selvsagt som helt forkasteligt”.

Av for Søren. Jeg selv tillader både faner i kirken, og ved eksempelvis bisættelse af fagforeningsfolk synes jeg, det er helt naturligt med de røde faner. Jeg har engang været med i Rotary, som mest var en gave til en ny præst med hurtigt adgang til et netværk på egnen. Men jeg undrer mig også over de mere lukkede logeprægede foreninger med mærkelige titler og tiltaler, hvor man som præst ofte kommer og holder foredrag. Men omvendt set: Var logesøstrene og -brødrene kommet i kirke, hvis de ikke havde deres loge?

Økologi og teologi
Ole Jensen blev landskendt i 1976 med debatbogen ”I vækstens vold. Økologi og religion”, faktisk lidt tilfældigt, fordi den eneste danske tv-kanal, DR, sendte et langt interview med Ole Jensen en søndag aften i primetime. Og så var der sat turbo på natursyn og økologi i forbindelse med kirke og teologi.

I dag er Ole Jensen 82 år, og han ser tilbage på sine prædikener og vurderer, at der var for meget skælden ud på landmænd og naturødelæggere og at det var en fejl at tiltale menigheden som ”I” og ikke ”vi”. Ole Jensen er også kritisk over for den populære, nutidige bevægelse Grøn Kirke – ikke uenig i budskabet, men i, at det skal gøres til noget specifikt kirkeligt.

Han har levet et langt liv i tjeneste og i karrieremæssig medvind, og han noterer kun et enkelt ubeklageligt nederlag fra sin vej: At han ikke fik succes som bispekandidat på Fyn.

Ole Jensen når også at komme hjem til slægtens rødder i det vestjyske, hvor han har boet i mange år som pensionist i Hurup, Thy, før han for nylig er flyttet til pensionistvenlige kår i Århus. Men sit otium bruger han ikke på at holde helt fri. Han har blandt andet udgivet bogen ”Historien om K.E. Løgstrup”, som også er udkommet på tysk, foruden en række foredrag, artikler og input i den offentlige debat.

Åndelige fyrtårne
Jeg har to gange haft besøg af Ole Jensen i Gloslunde præstegård, og jeg hører selv til den slags typer, der bliver lidt benovet og også beundrer mennesker, der har udrettet meget og læst en masse. Jeg tror på vigtigheden af at blive inspireret og ledt på vej af mennesker, som er dygtige, lærde og åndeligt vakte (kald det fyrtårne eller autoriteter). Jeg ser det som problematisk for nutiden, at så mange input kommer ind fra siden og uden dyb, faglig pondus, men i stedet fra kammerater, tidsånd og medier. Ole Jensen tilhører måske den sidste generation af markante professor-skikkelser, og som også selv blev skolet og inspireret af den forrige generations professorer.

Årtierne siden Ole Jensen var ung i 1950’erne har undergået mange forandringer, er han klar over: Han er kun progressiv, når det handler om natursyn, han legede ikke med sine børn, da de var små, han forstår ikke den moderne feminisme og kirkeligt set bryder han sig ikke om forandringer. Et langt liv har han levet – og så alligevel, for der er altid mere, og titlen viser fint, at vi aldrig bliver færdige, hverken med vores liv, kald eller vores tro. Heller ikke Ole Jensen.