Nyheder 2019
Nyheder

Ny håndbog om klima og håb overrasker

Anmeldelse: I "Upraktisk håndbog i lysegrønt håb" giver bioetiker Mickey Gjerris et bud på en etik i klimaforandringernes tid. Og det lykkes han meget godt med, skriver sognepræst Tom Friis

Mickey Gjerris er både teolog og bioetiker. Han har i mange år været en markant stemme i den danske klimadebat. Foto: Carsten Lundager.

Af Tom Friis, sognepræst i Nr. Ørslev - Systofte - Sdr. Kirkeby Pastorat

Det var med nogen skepsis, jeg sagde ja til at anmelde denne bog om klimaforandringer af Mickey Gjerris. Jeg frygtede, at jeg som læser ville blive bombarderet med dårlig samvittighed og store, løftede pegefingre. Men det er imidlertid ikke tilfældet.

Bogens forfatter, Mickey Gjerris, er oprindeligt teolog og sidenhen ph.d. i bioetik. I dag er Mickey Gjerris lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet under Københavns Universitet. Han har også på et tidspunkt siddet i Det Etiske Råd og har i mange år været en markant stemme i klimadebatten herhjemme. Mickey Gjerris besidder en solid portion humoristisk sans og er bestemt ikke selvhøjtidelig om emnet. Sproget flyder let og muntert med gode eksempler og billeder.

”Upraktisk håndbog i lysegrønt håb” er ikke en teologisk bog, og man går forgæves, hvis man leder efter andre bibelreferencer end den indirekte forståelse af menneskets rolle i skabelsesberetningen. Den pointe er ligetil. For når man læser, at Gud i tidernes morgen satte mennesket til at herske over alle de andre skabninger, så kan de fleste troende og ikke-troende af enhver observans nok erklære sig enige i, at det betyder, at vi mennesker selvfølgelig skulle herske retfærdigt og klogt, og at vi ikke skulle undertrykke og udrydde alle andre skabninger.

Det er heller ikke en naturvidenskabelig bog, selvom der er masser af citater og indsigter fra alverdens forskere. Det er derimod en bog om etik i klimaforandringernes tid, skrevet for enhver, som er optaget dette emne. Alle spørgsmål bliver vendt grundigt, og Mickey Gjerris lægger ikke skjul på, at teologen K.E. Løgstrup er den store etiske inspirationskilde. Løgstrups etiske fordring går som en rød tråd gennem bogen. Fordringen lyder, lettere omskrevet, at i omgangen med hinanden holder vi altid noget af det andet menneskes liv i vore hænder, men hvad det konkret betyder, nævner fordringen ikke noget om. Der er ikke nogen facitliste, og derfor bliver det netop en ”Upraktisk håndbog i lysegrønt håb”. Men det betyder ikke, at den ikke er brugbar.

Etik er ofte et dilemma, hvor vi må afveje de forskellige positioner mod hinanden. Bogen er opdelt i tre hoveddele: Ansvar, håbløshed og håb. Mickey Gjerris har skarpt blik for, at når vi konfronteres med klimaforandringernes skrækscenarier, så reagerer mange af os med skepsis og apati. Enten mener vi ikke, at skrækscenarierne kan passe, men hvis de ellers passer, så kan vi ikke gøre så meget ved det. Man tænker, at ens egne beskedne indsats kun er en dråbe i havet.

Det er på det sted, vi ikke må miste håbet. Her argumenterer Mickey Gjerris dygtigt for, at selv det store hav jo ikke er andet end en masse små dråber. Han bruger et begreb, han kalder ”Villet blindhed”. Det betyder, at vi med vilje ikke vil se problemerne i øjnene.

En anden årsag til vores ”villede blindhed” er frygten for, at erkendelsen vil gå ud over vores livsstil og levestandard. Ikke mindst her hos os i den rige del af verden. Vil vi erstatte en charterrejse til Thailand med en cykelferie på Langeland? I bogens første del gør Mickey Gjerris op med den klassiske forståelse af mennesket i centrum af verden. Han prøver i stedet at udstrække det til en form for empati med alle levende væsner på planeten, en såkaldt økocentrisme. Dette udfoldes så i bogens tredje og sidste hoveddel om håbet. Måske kan den nødvendige omstilling i vores forbrug og livsstil ligefrem blive til nye interessante livsmuligheder i det, som han kalder ”Det blomstrende liv”?

Man kunne måske også sige det på den måde, at ombord på Noahs Ark var der en bevidsthed om, at hele skabelsen var i ”samme båd”. Det er i hvert fald denne nye kosmiske og økologiske bevidsthed, der skal bære og nære det livsnødvendige håb i en svær tid. I en tid, hvor flere og flere mennesker bliver fremmedgjorte over for naturen, når så mange flytter fra land til by.

Så måske der er god grund til, som Mickey Gjerris argumenterer, at opelske en egenskab, han kalder for ”naturforundring”. Det er måske lidt vagt formuleret, hvad denne forundring går ud på, men bogen her er jo en ”upraktisk håndbog”.

Overordnet set havde denne anmelder stort udbytte af bogen, og jeg er overbevist om, at det menneske- og natursyn, vi her præsenteres for, er uomgængeligt – også for kirken og kristendommen.