Mød Charlotte Backhaus, stiftets nye pilgrimspræst

Af Anne-Sofie Holm

Vil du starte med at fortælle om din baggrund?

Jeg blev færdiguddannet som præst i sommeren 2020. Jeg har læst antropologi, religion og historie på Københavns Universitet, men udsigten til at blive gymnasielærer lå mig fjern. Så gik jeg ud i det private erhvervsliv og lavede en del NGO-arbejde. Jeg har boet på Sydsjælland siden midten af 90érne, hvor jeg fungerede som forstander for anbragte børn og unge i aldersgruppen 14-18 år.

Derefter kom tiden og rummet til at læse teologi – noget, der hele tiden har ligget og rumlet i mit sind. Det har været en stor glæde at studere som voksent menneske. Jeg havde tid til at fordybe mig, og jeg havde ikke så mange agendaer eller besøg i fredagsbaren, der skulle afvikles, for barn og mand er i hus. Det gav mig forsikringen om, at jeg var i gang med det rigtige, og at jeg har noget på sinde. På den måde fandt jeg ud af, at jeg kunne få fuldt fokus på min noget nørdede side, for at læse teksterne på original sprog er en stor gave.

Hvad ser du frem til ved at flytte til Maribo?

Det bliver et helt nyt kapitel, og det er spændende. Det er vigtigt at prøve noget nyt hele livet, så sind og krop er i bevægelse. Jeg ser primært frem til at have en sæson, som er normal, og hvor vi ikke hele tiden skal lukke ned og op. Og så ser jeg frem til at lære folk bedre at kende, både her i Maribo, på Lolland-Falster og så menighedsrådet ved Maribo Domkirke. Jeg er kommet en del på Falster, da jeg har familie på Falster og min mor er vokset op i Nykøbing.

Kan du fortælle om din vej til at blive pilgrimspræst?

Det var en finurlig vej, forstået på den måde, at jeg var i praktik i Horbelev, og en dag sagde Mette Marie Trankjær, der var min praktikpræst, at nu skulle vi ud at gå en vandring. Det, syntes jeg, var skønt, men jeg kendte ikke Pilgrimshuset i Maribo på det tidspunkt. Da vi nåede Pilgrimshuset, mødte jeg en af mine medstuderende fra Københavns Universitet, der var frivillig i huset. Henover sommeren 2020 fortalte hun mig, at den tidligere pilgrimspræst var flyttet til Jylland. ”Hvo intet vover,” tænkte jeg, så jeg kontaktede Marianne Gaarden, blev ordineret og ansat som vikar. Og nu her fra 1. maj er jeg fastansat som dels sognepræst ved Maribo Domkirke samt pilgrimspræst i Pilgrimshuset.

Har du en baggrund med pilgrimsvandring?

Det har man jo altid, når man har to ben og tænker over sit gudsforhold. Derudover har jeg vandret i Pyrenæerne, Schweiz og Tjekkiet, Polen, i Himalaya og Judæa og på Sinai-halvøen, men jeg har ikke vandret ad de traditionelle pilgrimsruter som Caminoen. Det at gå pilgrimsvandring kan man jo gøre hvor som helst. Det handler bare om at sætte det ene ben foran det andet og få hjertets puls ned i kroppen.

Hvorfor er pilgrimsvandring en vigtig praksis i det 21. århundrede?

Det er vigtigt, fordi det kan være en direkte vej til et gudsforhold, som ellers bliver pakket ind i en ritualisering, der for mange kan være fremmedgørende. Der er mange, der ikke ved, hvornår de skal rejse sig og sætte sig til højmessen, hvis de kun kommer i kirke en eller to gange om året. Det giver en utryghed, og jeg kan se og høre, at folk kommer i tvivl om, hvorfor de skal gå i kirke overhovedet.

Vi har ikke længere et fælles kristent narrativ, for vi bliver ikke undervist i kristendomshistorie i skolerne på samme måde som tidligere, så der mangler et dannelseslag. Vi kan i pilgrimsbevægelsen give direkte adgang til dette dannelseslag, ved at man bruger sin krop og kommer med ud og hører en evangelietekst, når vi går. Det kan give en fortrolighed og en lyst til at komme i kirke, hvilket er mit hovedanliggende: At få folk i kirke, så flere får del i det fantastiske budskab og fællesskab. På den måde tror jeg, pilgrimsbevægelsen kan være som en vitaminindsprøjtning i kirken.

Hvad håber du for Pilgrimshusets fremtid?

Jeg håber, vi knytter bånd til folk i Maribo, så det bliver en naturlig ting at komme her, drikke en kop kaffe og gå med på vandringer, og også at sognet vil bruge os til at møde en præst på en anden måde.

Jeg er sikker på, at Pilgrimshuset, der i vidt omfang er båret af frivillige, vokser mellem vores hænder. Det er lidt som at bruge en lille kugle gær; det vokser stille og roligt. Det er meget konkret, for vi kan se, at vi bliver søgt, og vi har mange overnattende allerede. Så det skal nok komme alt sammen.

Jeg har en forhåbning om, at man i andre stifter kan se det gavnlige ved at have et pilgrimshus, så der engang vil være pilgrimshuse over hele landet. Det ville være fantastisk.

Jeg ser Pilgrimshuset som en mangefarvet regnbue, der danner bro til kirken. Pilgrimshuset skal ikke være en kirke i kirken, men skal være et supplement for folk, der søger en anden tilgang til troen. Budskabet er jo det samme, vi præster taler ud fra samme fundament, blot på forskellig måde.