Jøder på bispegården i 1943

Fredag den 8. oktober 1943 ankommer en jødisk familie på fem til Nykøbing Falster med tog. De tre børn og to voksne er på flugt fra den tyske besættelsesmagt. Den lille familie bliver straks gelejdet videre til bispegården, hvor den daværende biskop, Niels Munk Plum, åbner døren og sammen med sin hustru byder familien velkommen. Kort efter går det op for familien, at der er 60 andre jøder skjult på bispegården.

Jødeaktionen i 1943

Natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 slog tyskerne til mod de danske jøder. Indtil da havde de danske jøder, som et resultat af den danske regerings samarbejdspolitik, været forskånet samme skæbne som Europas andre jøder, de danske jøder kunne gå frit omkring, fortsætte med at arbejde, ja i krigens første 3 år kunne de sågar frit mødes i synagogen — uagtet at de jo var “hovedfjenden” for Hitler og nazisterne. 

Men i efteråret 1943 skal alt det ændre sig. Hen over sommeren 1943 stiller tyskerne en række skrappe krav til den danske regering om blandt andet at indføre militær undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Disse krav kan regeringen ikke imødekomme, hvorefter den ophører med at fungere den 29. aug. 1943. Men uden en aftale er vejen til et krav om internering af de danske jøder kort.  

Tyskernes plan er at arrestere de danske jøder natten efter Rosh Hashanah, det jødiske nytår, hvor man går ud fra, at jøderne vil være hjemme. Men en del af tyskerne er imod aktionen og går til de danske politikere og afslører planen. Marcus Melchior, som er fungerende rabbiner i København, modtager en advarsel om aktionen 48 timer før den skal finde sted, — men det er vanskeligt at få givet beskeden videre; der er udgangsforbud, som gør, at man ikke kan bevæge sig ud om aftenen, og tyskerne lytter med på telefonsamtaler. 

Fra mund til mund

Morgenen efter er morgenen før det jødiske nytår, og der er flere mennesker end normalt i synagogen. Beskeden fra Marcus Melchior til sin menighed er kort: For det første: Vær ikke hjemme fredag nat. For det andet: Giv beskeden videre. De tilstedeværende cirka 100 personer i synagogen iler hjem og sætter gang i en sneboldeffekt.  

Da Marcus Melchior kommer hjem, sender han også sine tre børn Arne, Bent og Hilde ud på cykel for at advare andre jøder i kvarteret. Og det lykkedes at få spredt beskeden. Cirka 200 jøder blev arresteret natten mellem den 1. og 2. oktober, primært i provinsen, men det var kun en brøkdel af de 8-9.000 jøder, som på det tidspunkt boede i Danmark. 

Men Markus Melchior skal også bringe sin egen familie i sikkerhed, og først ringer han til en højskoleforstander, han kender i Nordsjælland, men i kodet sprog, ved at tale om “frøer”, får højskoleforstanderen forklaret, at det ikke er en god idé at tage dertil, fordi det vrimler med tyske soldater. Herefter forlader familien deres lejlighed på Forchhammersvej på Frederiksberg og rejser sydpå. 

Samme aften ender de i Ørslev, en landsby uden for Slagelse, hvor præsten engang har været forstander for højskole i Sønderjylland. Marcus Melchior har kun truffet præsten en enkelt gang og ringer først, da familien står på banegården i Slagelse. Men Hans Kildeby, som er blevet enkemand kort forinden, siger straks, at de bare kan komme.

Et historisk hyrdebrev 

Nogle dage tidligere i København er det lykkedes for biskop Fuglsang Damgård at få udsendt et hyrdebrev, som har alle danske biskoppers underskrift. Kort fortalt opfordrer biskopperne til at gå imod de tyske ordrer og hjælpe de danske jøder.

En direkte opfodring til at gå imod de tyske ordrer er slet ikke en ufarlig ting. I andre lande er folk der har hjulpet jøder på flugt blevet skudt på stedet. Alligevel bliver det pålagt alle danske præster at læse hyrdebrevet højt i kirken om søndagen den 3. oktober 1943. 

Det går galt i Gilleleje 

Præsten, Hans Kildeby, tilbyder generøst, at familien Melchior kan blive hos ham til krigen slutter, men det tør Marcus Melchior ikke. Præstens søn, Knud, som studerer jura i København, er tilfældigvis med i en lokal modstandsgruppe og ved derfor, at flugtruten fra Nordsjælland til Sverige er blevet kompromitteret. 

I Gilleleje nord for København har fiskerne siden tyskernes aktion sejlet i pendulfart til Sverige med jødiske flygtninge, men en aften går det galt, og 80 flygtninge på kirkeloftet bliver fanget på grund af en stikker. De bliver alle, med en enkelt undtagelse, arresteret og deporteret. Modstandsbevægelsen vurderer derfor, at Nordsjælland ikke længere er et godt sted at sejle fra. Derfor får familien Melchior at vide, at de skal tage sydpå, til Falster, og sejle over Østersøen i stedet for Øresund. 

Fredag den 8. oktober tager familien derfor afsked med præstegården i Ørslev og fortsætter med toget sydpå. Moderen rejser på 1. klasse med den mindste, Poul på 5 år, da man aldrig kan vide, hvad han kan finde på at sige højt, mens Marcus Melchior og sønnen Bent på 14 år og datteren Hilde på 16 år fordeler sig i forskellige togvogne, der er fyldt med tyske soldater. 

150 jøder på bispegården i Nykøbing Falster 

Da familien ankommer til Nykøbing Falster, bliver de straks henvist til bispegården, hvor den daværende biskop, Niels Munk Plum, selv lukker op. Straks han ser Marcus Melchior, genkender han ham, og de to mænd omfavner hinanden.  

Den aften er den største jødiske højtid i året, yom kippur, og det første biskop Plum gør, efter at have omfavnet Marcus Melchior, er at spørge, om der er noget særligt mad jøder spiser på den store forsoningsdag. 

Det spørgsmål har Bent Melchior, der som bekendt senere blev overrabbiner, taktfuldt ikke citeret biskoppen for i sin erindringsbog, “Så vælg da livet” fra 1999, for det er en smule afslørende – yom kippur er nemlig en fastedag.  

Men selvom situationen er uhyre tilspidset - der viser sig at være 60 andre jøder skjult i bispegården på det tidspunkt - og uagtet at biskoppen har udsat både sig selv og sin hustru Augusta Margrete Thiele for umiddelbar livsfare ved at give husly og mad til de mange flygtninge i en lille by, hvor andre ikke kan undgå at vide besked med det, så insisterer han alligevel på, at jøderne skal kunne fejre deres store højtid. Og det bider den 14-årige Bent Melchior mærke i: “Jeg synes, det er fantastisk. Og når man sammenligner med, hvad der skete andre steder – det har ikke sin mage”, fortæller han i 2015, da han taler for medlemmer af 4. maj kollegiet. 

I alt, skriver Marcus Melchior i sine erindringer “levet og oplevet” fra 1965, gav biskop Plum og hans hustru husly til cirka 150 jødiske flygtninge i de dage. 

Flugten til Sverige 

Ved aftenstide næste dag bliver samtlige Nykøbings taxaer udkommanderet til at køre de 60 jøder ud til tre forskellige steder langs kysten. De er 19 mennesker i den gruppe som familien tilhører, og de går ombord i en fiskekutter og tager plads under dæk, hvor fangsten normalt ville være. De har fået at vide, at turen vil tage 7-8 timer, så de belaver sig på en hård overfart. Og det bliver det. Ved 3-tiden om morgenen, får de øje på lyset fra et fyr tæt på, men fiskeren tør ikke sejle i land, fordi han er bange for, at de svenske myndigheder vil beslaglægge hans båd. Så kutteren ligger underdrejet i flere timer og venter på, at det skal blive lyst nok til, at svenskerne kan sende både ud og hente passagererne.  

Men da det bliver lyst, viser det sig, at det er Gedser fyr, som flokken kan se — kutteren er ikke engang kommet fri af Lolland endnu. Gennem fiskerens søn får gruppen under dæk at vide, at faderen aldrig tidligere har sejlet så langt ud, at han ikke kunne se land, og derfor aner han ikke, hvordan man navigerer til havs.  

Sammen besluttes det at sejle imod solen, for den står som bekendt op i øst, og Sverige ligger øst for Danmark — det ved alle. Men Østersøen er stor, og hvis man bare sejler på må og få efter solen, kan man både lande i de baltiske lande, og i Sankt Petersborg … 

“Der skal mange mirakler til, før man havner i Sverige. Vel at mærke før båden løber tør for brændstof”, som Bent Melchior senere har fortalt. Men miraklerne skete, og 18 timer efter at kutteren med den lille familie lagde ud fra Lolland, lander den på sydkysten af Sverige — et sted, hvor ingen nogensinde havde tænkt sig at lande. Men familien er i sikkerhed. 
 

Kilder: “levet og oplevet” - erindringer, Marcus Melchior, “Så vælg da livet: Erindringer”, Bent Melchior, “Advarslen”, Arne Melchior - Jødisk Informationscenter, Flugten til Sverige, TV Østerbro M.fl. 
Tak til: Museum Lolland-Falster, Mosaisk Trossamfund, Dansk-Jødisk Museum, Historiker Ole Arpe Munksgaard, Kjeld Lykke, TV Østerbro m.fl.