Artikler og udgivelser
Nyheder

Politikere fra begge fløje forsøger at kapre kristendommen og spænde den for deres ideologiske stridsvogn

Tidligere tiders religionsforskrækkelse er fordampet, og fordommene er erstattet af fornyet interesse. Kristendom er blevet in og repræsenterer værdier, som mange i dag går ind for – uden nødvendigvis at have megen viden herom.

 

I min barndom i 1960erne og 70erne havde man medfølelse med den kammerat, hvis familie gik i kirke.

Salvelsesfulde og selvhøjtidelige præster, uforståelige prædikener, ukendte salmer afsunget i et alt for højt toneleje. Hårde bænke i halvtomme kirker.

Det var indbegrebet af kedsomhed.

I 1980erne og 90erne var det almindeligt, at teologer og præster blev mødt med overraskelse og ord om, at man da ellers virkede meget normal. Men der er sket noget igennem de seneste år.

Religionsforskrækkelsen er fordampet.

Fordommene er erstattet af fornyet interesse. Kristendom er blevet in og repræsenterer værdier, som mange i dag går ind for - uden nødvendigvis at have megen viden herom.

Første gang, jeg så den amerikanske komiker Sarah Cooper mime »How to Bible« til Donald Trumps stemme, grinede jeg, så tårnene trillede, om end det var på en tragikomisk baggrund. Den tidligere præsident var blevet interviewet, efter at han med tåregas havde ryddet fredelige demonstranter af vejen for at kunne posere foran den lokale kirke med en bibel i hånden som et andet sejrstrofæ.

Coopers øjnene flakkede nervøst fra side til side, alt imens hun mimede til Trumps stemme, der forgæves forsøgte at parere spørgsmål fra journalisten om et yndlings bibelcitat, og hvad forskellen er på Det Nye og Det Gamle Testamente.

Coopers mimik illustrerede med al tydelighed, at manden ikke kendte indholdet af Bibelen. Trumps mediestunt var et forsøg på at spænde kristendommen for sin egen ideologiske stridsvogn. »Kapring af religion« kalder forskere det. Et fænomen, der ikke kun findes i USA.

Også i Danmark forsøger politikere fra både højre-og venstrefløjen at kapre kristendommen og spænde den for egne ideologiske kampvogne. Den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, definerer ikke sig selv som troende, men poserer alligevel smilende foran en kirke på de sociale medier.

Under billedet følger en tekst om hendes yndlingssalme. Dertil et par ord om kalkmalerierne.

Så er kulturen inddraget, båndene til historien knyttet og kirken vævet ind i partiets mediestrategiske baggrundstæppe.

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, går et skridt længere - helt ind i kirken. Knælende ved alteret på et stort forsidebillede i en landsdækkende avis, viser han vejen ud af partiets krise.

I Deadline udtaler han, at »det er sørgeligt lidt, ungdommen i dag ved om, hvad dansk kristendom er«. Skal man tage ordene for pålydende, må hele partiets hovedbestyrelse være meget ungdommelige. For ingen kunne svare på grundlæggende spørgsmål om kristendommen fra en journalist på P3s satireprogram - end ikke næstformanden selv.

Navnene på de fire evangelister, hvoraf mindst én altid nævnes hver søndag i kirken, kunne ikke graves frem fra hans erindring.


Kalder sig kristen
Derved ligner politikerne folket, som danskerne er flest. Viden om kristendommen er begrænset. En gudstjeneste i ny og næ. Kirken besøges ved særlige begivenheder i familien og vennekredsen. Man interesserer sig for kirkebygningerne som værdifuld kulturarv. Og man kan godt lide de kendte salmer og holder af traditionerne - ikke mindst ved juletid. Og vist kalder man sig kristen, men særligt troende er man ikke.

»Hvad, vi ser i Danmark, er, at det ikke handler om at tro. Det handler om at høre til.

Kirken er en slags kulturel, etnisk klub. Du hører til kirken, fordi du er dansker, og du besøger den for at nyde salmerne, og fordi det minder dig om din barndom.« Sådan beskriver den franske religionssociolog Olivier Roy det i et interview i 2019 her i avisen om danskernes tro. Anledningen var en ny bog.

Heri redegør Roy for, at kristendom i europæiske lande inklusiv Danmark er blevet en identitetsmarkør, der refererer til et værdisystem, som ikke længere rummer noget kristent.

Populistiske bevægelser promoverer kristne værdier for at vise deres opposition til islam. For dem handler det mere om identitet og kultur end om tro, mener Roy.

Argumentet herfor er, at meget få af dem går i kirke.


Kristendom som gidsel
Roys beskrivelse af danskernes kristne tro understøttes af en nyligt offentliggjort befolkningsundersøgelse om danskernes forhold til folkekirken. Tradition, kirkebygninger og den kristne kulturarv er vigtige grunde til, at tre ud af fire danskere er medlem af folkekirken.

Knap en tredjedel af Jordens befolkning er kristne, hvilket gør kristendommen til den største religion i verden. Det umuliggør i sig selv forsøget på at reducere kristendommen til national identitet. Men jo mindre danskerne ved om kristendommen, jo nemmere er det at tage den som gidsel.

Reduceres kristendom til en national identitetsmarkør, hvor Bibelen, kirkebygninger og kors udgør kulturelle grænsebomme uden at være forankret i en religiøs praksis, så tømmes kristendommen for åndeligt indhold.

Men hvad værre er, så tømmes den person, der på denne måde tager kristendommen som gidsel, også selv for troværdighed og åndelige rødder. Netop derfor fremstår det tragikomisk, når politikere sejrrigt lader sig fotografere foran en kirke med Bibelen i hånden øjensynligt uden at kende dens indhold eller knælende ved et alter uden en religiøs praksis.


Kendiskristne
Som gode lutheranere i Danmark mener vi, at troen er en privat sag. Ikke desto mindre er det ikke kun politikere, der i denne tid gerne vil skilte med kristendom og tro i det offentlige rum.

Den ene kendte kulturpersonlighed efter den anden springer ud som troende og udtaler offentligt, hvad tro, kristendom og Gud betyder for dem. Der skrives biografiske bøger om egen tro, og der gives det ene interview efter det andet med de kendte.

Der er en åndelig sult efter deres personlige historier om tro, som menigmand kan spejle sig selv i.

Så vil man høre om Gud, tænder man for P1 eller læser avisernes livsstilsmagasiner - men man går ikke i kirke.

Skuespilleren Lars Mikkelsen, der spillede provst Johannes i tv-serien »Herrens Veje«, valgte at blive døbt efter optagelserne. Han sagde i et interview på P1, at han synes, det er godt, at man i den danske folkekirke selv kan træffe et bevidst valg om at blive døbt.

Mange vil nok være enige med ham om, at det giver troen en særlig autenticitet. Det er sympatisk og troværdigt, men der er en forudsætning indbygget i det synspunkt - nemlig at der er et fællesskab af mennesker, der søndag efter søndag samles i kirken for at praktisere deres tro.

Det individuelle tilvalg forudsætter, at fællesskabet allerede eksisterer. Hvis man ikke selv vælger at blive en aktiv del af det kristne fællesskab, vil der ikke længere være en kirke for fremtidige generationer at vælge til.

Det er alle de helt almindelige mennesker i menigheden, der bærer troen såvel som det levende kirkeliv videre. De er ikke kendte i offentligheden, udgiver ikke bøger om deres tro, bliver ikke interviewet om deres forhold til Gud og poserer ikke foran kameraet hverken uden for eller inde i kirken.

Men det er deres trospraksis, der udgør den grundmur, som politikere og kendte kulturpersonligheder kan klatre op ad som en anden efeu. Efeuens prominente og himmelstræbende placering i forgrunden forudsætter nemlig en fast bagvedliggende grundmur. Uden den almindelige menighed, der praktiserer deres tro i fællesskab, ville der ikke være en kirkemur at klatre på.

 

Kronikken blev bragt i Berlingske, 7. juli 2021